Klik for at se video fra klubben

 

 

 

     


Dagens opgave,
mens vi venter på bedre tider ...                                          
Af Poul Erik Nielsen


Hvis du ikke ser spalten dagligt, kan du med fordel gå nogle sider ned (PgDn) eller i bund (Ctrl + End), bladre opad, kikke grundigt på stillingerne og løse opgaverne!

 

Lørdag den 2. maj - Opgave 16

Det er dejligt at have vundet over spillere, der senere bliver mestre, og her er det Allan Stig Rasmussen, det går ud over - hvid trækker:


Løsning på opgave 15:

               Igor Teplyi

Det er Igor Teplyi, der har sort, og her afgør han partiet med det smarte 30...h6!! 31.Dxg6+ Tg7! og hvid er færdig. Der var tale om et meget vigtigt parti i Mallorca januar 2014, hvor Igor lavede sin tredje IM-norm og dermed erhvervede sig titlen! Igor var i mange år os en fantastisk spiller på uriasposten bræt 1, før vi desværre mistede ham til SK68. Igor var endvidere Nordre Nyt 's trofaste leverandør af velkommenterede partier.

 

Fredag den 1. maj - Opgave 15

Sort har været under pres, men med et kraft-forsvarstræk vender han nu billedet totalt, hvordan?


Løsning på opgave 14:

                  Steen Farup Christensen

Det er Steen Farup Christensen (i folkemunde Steen Fup), der her i Efterårsturneringen 2010 får ram på Martin Bækgaard, så vidt jeg husker gjorde han det to år i træk! Med 31.Tf1! stiller Steen den lidt forlorne Alekhine-kanon - den helt rigtige er med to tårne forrest og dronningen bagest! - i stilling, og sort er færdig.

 

Torsdag den 30. april - Opgave 14

Når vi nu er ved Nina, så var der noget med, at hun var god til at anvende Alekhine-kanonen. Jeg fandt derfor denne (dog ikke Nina!) fra Efterårsturneringen 2010, hvid trækker:


Løsning på opgave 13:

              Nina Høiberg

Sort får et fint modspil mod b2 efter 19.Dxb4? Tb8. Men Nina fandt i stedet det snedige 19.Lg5!! som vinder h6-bonden, da løberen ikke kan slås; og oveni får hvid et afgørende angreb! Nina er kendt af alle i klubben, og hun er den Nordrespiller, der har spillet flest divisionskampe for klubben, det øjeblikkelige tal er 311 kampe, inklusiv de 7 fra i år (der mangler jo stadig den afsluttende dobbeltrunde)! Nina har også 3½ klubmesterskaber bag sig, senest sidste år.

 

Onsdag den 29. april - Opgave 13

I nedenstående stilling har sort lige forhindret 19.Lxh6 med 18...Dc7-d8. Spørgsmålet er nu, hvordan hvid fortsætter, skal det nappes på b4, eller ....?


Løsning på opgave 12:

              Johnni Veng

Vi er ved Copenhagen Chess Challenge 2010, og Johnni Veng gør på fornem vis sin IM-norm færdig med 21.Sb5! Lxe3+ 22.Sd6+ etc, og til sidst får han sat krølle på med slutrækket 29.d6+!. Ud over IM-normen røg Johnni også lige over 2300 i rating, hans hidtidige top; siden er det ikke blevet til flere normer, og han er gået lidt tilbage ratingmæssigt, men Johnni ligger dog stadig omkring de 2250 og er stadig på Nordre I trods bopæl i Esbjerg.

 

Tirsdag den 28. april - Opgave 12

IM-norm i sigte! Hvis hvid kan vinde dette parti, udløser det en IM-norm! Han ku', ka' du?


Løsning på opgave 11:

             John Rødgaard

Vi er i divisionsturneringen 1980/81 og John Rødgaards modstander er Bo Jacobsen, der havde vundet det individuelle DM i 1976. John spiller energisk og rigtig 14.Sg5! (Ikke 14.Lxf8? exf3!, se varianten ovenfor) og efter 14...Se5 kommer 15.Da2+! og hvid bevarer tryk og har bønder for mere end en kvalitet og vinder sikkert. John var med i tre af de fede DM-år fra 1979 til 1982, og scorede imponerende 14½ af 19 på 2./3. brætterne!

 

Mandag den 27. april - Opgave 11

I nedenstående stilling har hvid ofret en kvalitet, og spørgsmålet er, om det er tid at tage kvaliteten tilbage - hvid trækker.


Løsning på opgave 10:

             

Houdini vil nu til dags løse opgaven med tårn manøvren Tg1-g5!-f5. Holsts metode holder imidlertid også vand, sort har intet forsvar: Se4-g5!-f7xh6! Da Holst satte mat, var jeg klar med en fortjent blå Thor til ham, vi boede nemlig sammen i kollektiv i Gellerup på det tidspunkt. Per havde tidligere været med til at vinde hold-DM for VRS, og han var også med på Nordre I i tre af de fede syv DM år 1977-84; Per opnåede at spille Europacup for både VRS og Nordre.

 

Søndag den 26. april - Opgave 10

Under Mærkedage i det seneste Nordre Nyt nævner jeg årets parti 1977, det skal vi lige kigge på: Hvid har ofret nogle bønder for at få angrebet i gang, og sort har måttet give en kvalitet. Spørgsmålet er nu, hvorledes hvid bryder afgørende ind?


Løsning på opgave 9:

                    Per Holst - fylder 70 i dag!

Vi er ved DM i Vejle 1974. Per Holst spillede faktisk 9.f3! og efter 9...Lxf3 indskød Per det smarte 10.Sa4! Herefter en serie "tvungne" træk, og et forkert sort 13...Sf6?, og vi får stillingen ovenfor, og der kommer det stærke 14.c5!! og sort er færdig. Per Holst fylder i dag 70 år og vandt jo i februar det rigtige Senior-DM (65+) - vi ønsker til lykke med begge dele!

 

Lørdag den 25. april - Opgave 9 

Så er vi tilbage i åbningsspillet, modern defence. Hvid trækker, og spørgsmålet er, om 9.f3 er et godt svar på 8...Lg4?


Løsning på opgave 8:

               Jørgen Rudbeck

Én og anden har måske spottet en Sokolsky (1.b4) her, og det er helt rigtigt, og det er med klubbens dybe kender af Sokolsky, Jørgen Rudbeck himself, som fører af de hvide; Jørgen har konsekvent spillet Sokolsky siden en gang i 60'erne!! Jørgen afgjorde partiet i en kombination af c-linjen og bindingen af bonde b7: 24.Scxe4! Sxe4 25.Sxe4 Txe4? 26.c6!, der er aldeles dræbende. Jørgen var i mange år en stærk andetholdsspiller, var formand for klubben i perioden 1988-91 før Abildlund, og han har tilmed været klubbens kasserer i en årrække er i 2010'erne!

 

Fredag den 24. april - Opgave 8 

Så er vi i klubturneringen 1990. Hvid har et godt pres og slutter nu smart af, hvordan?


Løsning på opgave 7:

                  Jens Abildlund

Det er Jens Abildlund, der har de hvide, og han har altid øje for noget smart, og dét er der her: 16.b4! Da3 17.Lb5!! og varianterne holder også i dag i vore computertider! Pointen er, at c3-bonden dækkes og der derfor truer Lg5-c1 med dronningfangst, uanset hvilken af de to officerer, sort tager. Jens var vores formand i perioden 1991-96, og blev sidst i denne periode førsteholdsspiller. Man husker måske også, at Jens hoppede til som reserve for vores nuværende førstehold i november, så der er et godt Nordre-hjerte i ham, selvom han er bosat på Sjælland!

 

Torsdag den 23. april - Opgave 7 

I diagramstillingen har sort lige på 15.Sc5 spillet 15...b7-b6 .... er damen ikke ved at være lidt i knibe, hvid trækker? Hint: Der er igen en romantiker på spil som hvid!


Løsning på opgave 6:

        Christian Thye-Petersen

Jo, Sf6 er overbelastet, så Christian Thye-Petersen spillede 17.Lxd5!!, og efter få træk har vi så ovenstående stilling, og sagen er klar: Sort, Anton Sønniksen, er på spanden, da Lb4 jo skal passe på Te1+!. Anton forsøgte sig med ...Dh6, men slap ikke ud af hvids greb efter 23.Sh7! Thye passerede for et par år siden 1900-linjen i opadgående retning, han er i mine øjne noget af en romantiker, der godt kan lide, når der er gang i sagerne. Og så er han jo som bekendt Steen Fup Christensens arvefjende!

 

Onsdag den 22. april - Opgave 6

Efter gårsdagens himmelsvævende kombination skal vi ned på jorden igen. Vi er til Bededagsturnering, hvid er i trækket og temaet er overbelastning.


Løsning på opgave 5:

           Thorbjørn Rosenlund

Dette er en meget berømt kombination fra dengang! 19...Dxb2 er ikke godt nok (se varianten ovenfor), og Thorbjørn Rosenlund spillede i stedet 19...Dxd2! og på 20.Tc3 kom chokket for hvid: 20...Txa4!! Der truer på a1, og det er indlysende, at TxT ikke dur, og på DxT følger ...Dxf2+ og ...Se1! med udækkelig mat! Det er fantastisk spillet af Thorbjørn, som var en ørn til skarp angrebsspil. Thorbjørn var med alle 7 hold-DM år fra 1977-84 med en meget flot score på 77%, typisk bræt 3 eller 4 og et enkelt år endda bræt 2. Partiet mod Brinck er fra den berømte match i sidste runde 1979/80, hvor vi lå ½ efter Frederiksberg og så besejrede dem med hele 6½-1½ på Aaby Bibliotek!

 

Tirsdag den 21. april - Opgave 5

Vi er igen i en Volgagambit, og hvid har lige spillet 19.Tc1xbc4. Spørgsmålet er nu, om der skal slås på b2 eller d2 med dronningen,
(på 19...Dxd2 kommer 20.Tc3 og Sd3 er fanget):


Løsning på opgave 4:

            Erik Bang

Ja, den fandt nok de fleste! Og rigtig svær var den ikke, men derimod meget vigtig for Erik Bang, det var nemlig i Europamesterskabet i k-skak i 1979, hvor Erik erhvervede sig stormestertitlen! Han kvalificerede sig dermed også til den 8. OL-finale, som han siden vandt i stor stil! Erik var også en stærk nærskakspiller og var med i de 7 fede DM-år 1976-84 som en sikker mand midt på holdet. Siden droppede Erik skakken, bl.a. til fordel for motorsport!

 

Mandag den 20. april - Opgave 4

Vi har nu været spillets igennem tre faser og napper en kombinationsøvelse, hvad spiller sort, der er i trækket:


Løsning på opgave 3:

             Peer Ole Pedersen

I Diagramstillingen (nedenfor) sikrede hvid lige sin b-bonde med 30.b4 axb4 31. axb4 Sa6 32.b5 Sc5 før han slog til med 33.Sf5+!, der vinder en afgørende bonde. Sort forsøgte sig med modspil mod hvids kongefløjsbønder, men sluttelig var de hvide bønder klart farligt! Vinderen med de hvide var Peer Ole Pedersen - prototypen på en stærk 2. holdsspiller! - der her fik ram på stærke Ove Kroll, som vi jo så vinde i Opgave 1, i en 2. Divisionskamp i 2012. Peer Ole havde en forventet på 8%!

 

Søndag den 19. april - Opgave 3

Så er vi nået til slutspillet, har hvid noget særligt her:

 

Løsning på opgave 2:

                          Karl Pedersen

Store Karl spillede uanfægtet hvids trussel 15....Tfb8! Hvid burde have besvaret det med 16.Thb1 med ret lige spil, men han forsøgte at nappe officeren og kom slemt til skade! Få træk senere har vi diagramstillingen ovenfor, og selvom hvid er en kval foran, er han hjælpeløs, hvilket nutidens computere bekræfter - dengang spillede man på gefühl! Karl P var med rette en frygtet angrebsspiller, og han beskriver kort og godt Volgagambitten, som han i øvrigt betegnede som Olga-gambitten, således: "Den skaber en stilling med spænding mellem en bevægelig sort og en mere stiv hvid, for kun en bonde." Vil du se mere Olga & Karl, så kig i Nordre Nyt 2016 Nr. 4.

 

Lørdag den 18. april - Opgave 2

Så går vi til midtspillet og erfarne spillere skimter straks en Volgagambit, hvilket er korrekt!

Hvid har lige spillet 15.Lf4-e3 med truslen 16.f4. Hvordan reagerer sort?
 

Løsning på opgave 1:

Vi er ved Festugemesterskabet 1986, og partiet er mellem to stærke ex-Nordrespillere:

                                         Ove Kroll

Sort spillede det stærke 7...b7-b5 med pointen 8...Lb7 og angreb i den lange hvide diagonal. Hvid er under stærkt pres og kom faktisk aldrig med i partiet.

Vinderen er Ove Kroll med de sorte! Ove var - og er skam til dels stadig; selvom det kan være svært at bevare spillestyrke, når man er bosat i Thy, så er han stadig 2300+! - en meget kreativ spiller stærkt inspireret af Nimzowitsch og med skæve åbninger såsom Chigorins forsvar og netop Nimzowitschs forsvar!

Forelagt partiet svarer Kroll:  "Da jeg så stillingen, var jeg i tvivl om det var mod Bent eller Bo. Partierne blev spillet efter hinanden (som 7. runde og 1. runde). En god åbning, der kan bringe modstanderen ud til ukendte stillinger, når de prøver at gendrive sorts spil. Senere forsøg har ført til et nederlag mod Karsten Rasmussen (ikke åbningens skyld) samt en sejr over Andreas Hagen i 2. division i 2002".

 

Fredag den 17. april - Opgave 1

Den første opgave handler om kreativitet i åbningen. Efter trækkene 1.g3 g6 2.Lg2 Lg7 3.c4 Sc6 4.Sc3 a6 5.e3 Tb8!? 6.Da4 Se5 7.Sf3
har vi denne stilling:

  

Hvid tillader skakken på d3, der vil give ham udviklingsforspring som kompensation for løberparret. Er der noget bedre for sort?