Nordre I i Skakligaen - kampreferater


7. runde, søndag den 11. februar 2018 - Af Nina Høiberg (spillet i Padborg!)
 
Nordre I - Bov I   3 - 5
Igor Teplyi - Giso Jahnke   ½-½
Tom Petri - Jonah Krause   ½-½
Filip Boe Olsen - Frank Schwarz   1 - 0
Johnni Veng - Kai Reinecker   0 - 1
Jørn Sloth - Bjarne Light   ½-½
Martin Bækgaard - Kai Junge   0 - 1
Thomas Klitgaard - Andreas Schütte   0 - 1
Nina Høiberg - Thore Prien   0 - 1

På, til og måske ud over kanten …

   Førsteholdet har fået besøgt indtil flere områder af Udkantsdanmark her, hvor vi nærmer os afslutningen på divi-turneringen. Sidst var vi i Gilleleje på den yderste kant af Nordsjælland, og denne gang skulle vi så til Padborg tæt på den dansk-tyske grænse. Både besværligt og dyrt, når man som os er afhængig af offentlig transport. Problemerne begyndte da også allerede på Banegården. På perronen kunne vi ikke se vognen med vores pladser, og en DSB-dame meldte over højttaleren, at vores tog, som skulle køre kl. 9:35, først ville køre sydpå kl. 9:45. Vi havde kun 4 minutter at gi’ af ved ankomsten (hvilket selvfølgelig også er på kanten – nemlig af det tilrådelige, når man skal med DSB, men alternativt skulle vi af sted 2 timer før), så det var en lidt bekymrende melding – modsat så kunne Bækgaard og Klitgaard nå at hente en kop varm kaffe til rejsen. Bækgaard fortrød, da han så, der var kø ved kaffeautomaten, så han kom tilbage ca. samtidigt med, at en konduktør mødte op og sagde, at vi skulle stå på, for nu kørte vi. Vi forsøgte spagfærdigt at påpege, at vores vogn ikke var koblet på endnu, og at vi manglede en mand, fordi der var meldt ud, at toget først ville køre 8-9 minutter senere. Det kunne han ikke tage sig af, så vi stod på og kørte med sydpå – uden Klitgaard.. Heldigvis var Thomas snarrådig nok til at hoppe på lyntoget mod København, og han nåede præcist at indhente os i Fredericia. Glade var vi – indtil det senere gik op for os, at vi dermed havde opbrugt al dagens held...

   I betragtning af at vi på forhånd var ok med 4-4, så begyndte matchen fint med to hurtige remiser. Først færdig var Sloth, som røg fredspibe med Bjarne Light allerede efter 14 træk. Kort tid efter blev det også remis på førstebrættet, hvor Igor først stod lidt ubekvemt, men efter nogle afviklinger endte i et lige slutspil, hvor ingen af parterne fandt lysten til at lede efter gevinstplaner.

   Derefter fik vi først point igen mange timer senere, efter vi i mellemtiden havde set 4 stillinger én efter én forvandle sig til point til Bov - som en stribe dominobrikker der vælter. Først Bækgaard, som 5 træk før han gik mat, havde en helt lige stilling øjensynligt uden nogen som helst fare på færde. Så snuppede han modstanderens bonde, som ellers venligt havde stået foran Martins konge og blokeret for angreb, og så gik det desværre hurtigt.

   Thomas, hvis stilling mellem træk 30 og 40 skiftede fra tvivlsom over grim til helt tabt, strakte våben, da tidnøden var overstået, mens jeg på brættet ved siden af afveg en stensikker remis i forsøget på at beholde min (mer-)fribonde og i stedet de sidste træk op til de 40 fuldstændig tabte hovedet og derefter partiet.

   Vi spillede i to lokaler, og det var meget lidt, jeg nåede ind til ”de fine” på de øverste brætter. Jeg så aldrig, hvad der skete i Johnnis parti, men kørte det lige gennem Fritz. ”Han” synes, vores mand står dårligst det meste af partiet. Kun omkring træk 30 og lidt frem, er der noget, der ligner lige spil. Ét træk har Johnni oven i købet mulighed for at få pæn fordel ved at ofre sin løber på g6, men da han undlader det, er resten af kampen spil til ét mål (og desværre til Johnnis).

   To partier var der så tilbage, og vi havde kun fået to remiser! Tom havde som så mange gange før fået noget fusk igennem i en svær stilling, og det lykkedes ham at hive yderligere en halv hjem til os, og allersidst sad så dagens helt, Filip, med officer mere, og det eneste, han skulle passe på, var ikke at bytte tårne (randbonde med forkert løber). Den hoppede han naturligvis ikke på, så heldigvis fik vi til sidst en enkelt sejr, men vi måtte vente længe på den. Naturligvis (på sådan en dag) lige præcist så længe, så vores tog mod Aarhus var kørt, så vi først kunne komme fra Padborg 2 timer senere.

   2½-5½ endte det - og sammenholdt med rundens øvrige resultater er vi nu i overhængende fare for at ryge ud over kanten og ned i 1. division. Om ikke andet har vi da med nederlaget hjulpet godt med til, at den afsluttende dobbeltrunde må formodes at blive både publikumsvenlig og voldsomt spændende. Det sidste er nærmest lige ved at være i overkanten 😉

 

6. runde, søndag den 14. januar 2018 - Af Martin Bækgaard
 
Nordkalotten - Nordre I   5½ - 2½
Jonny Hector - Igor Teplyi   1 - 0
Christian Japson - Tom Petri   1 - 0
Stellan Brynell - Filip Boe Olsen   ½-½
Jacob Sylvan - Johnni Veng   ½-½
Kåre Hove Kristensen - Jørn Sloth   ½-½
Esben Kjems Hove - Martin Bækgaard   ½-½
Lars Aaes Nielsen - Thomas Klitgaard   1 - 0
Peter Jacobsen - Nina Høiberg   ½-½

En rigtig skidt dag på kontoret

   Nordkalotten lå forud for kampen i bunden af Skakligaen, men de har et rigtigt godt hold og har før givet os en gevaldig gang øretæver. Således gik det også i dag, men faktisk kunne det være gået meget værre.

   Først færdige var Jørn og Johnni, som på midtbanen spillede to udmærkede remisser. Men så var det også slut med de gode nyheder. Igor valgte ganske ukarakteristisk at tage en bonde på bekostning af udvikling. Den slags er farligt mod Johnny Hector, og trods praktiske chancer faldt Igors stilling til sidst fra hinanden. En usædvanlig dårlig weekend for vores ellers normalt så sikre førstebræt. Tom sad med noget, der for mine utrænede øjne lignede en halvskidt Modern uden aktive muligheder mod en svensk IM’er. I tidnøden fik Tom udlignet, for blot at træde forkert. Et ærgerligt nederlag til vores mand.

   Status efter de første fire partier 3-1 til Nordkalotten. Hvad værre var, at vi i samtlige de resterende partier manglede en bonde og var i akut tabsfare. Det lykkedes mig at bytte om på to træk som sort i et London-system. Resultatet var en deprimerende stilling, hvor jeg manglede en aktiv plan, og hvor hvid blot stille og roligt kunne forbedre sin stilling. Da jeg fik chancen for at skabe lidt aktivt modspil ved til gengæld et ofre en bonde, greb jeg den. Godt var det ikke, og min modstander havde flere chancer for at vinde partiet, men med stort held lykkedes det at aktivere mine brikker og skabe så meget modspil, at det var nok til en remis 3½-1½.

   Efter et ret begivenhedsløst åbnings- og midtspil, blev Filip pludselig snydt af sin erfarne modstander GM Stellan Brynell og mistede en bonde. Der opstod så et slutspil med en springer til hver side og fire bønder til Stellan mod Filips tre. Stillingen var formentlig tabt undervejs, men det lykkedes alligevel Filip at vride et halvt point hjem. Stærkt gået. 4-2.

   Ninas parti var en ynk (Ninas ord). Det gik galt allerede i åbningen, men i vanlig stil lykkedes det Nina at navigere ind i et tårnslutspil med en bonde mindre. Nina har holdt meget værre stillinger og således også i dag. 4½-2½. Thomas stod på et tidligt tidspunkt meget lovende mod Lars Aaes' mildt sagt uortodokse åbning. Hurtigt blev sagerne dog alvorligt komplicerede, og da Thomas på et tidspunkt overså en skak, der kostede en bonde, var resten af partiet op af bakke i et dronningslutspil med en bonde mindre. Efter fem timers spil måtte Thomas strække våben, da det lykkedes for Lars at få byttet dronningerne.

   Det er koldt og mørkt i Nordsjælland, vi nåede ikke vores tog, idet Thomas kæmpede (for) længe men forgæves, og nu lurer nedrykningsspøgelset så småt igen. Dette til trods skal vi være glade for, hvad vi fik skrabt sammen på vores rejse til verdens ende. Undervejs lurede en 7-1 afklapsning i luften, og med få undtagelser spillede vi under vanligt niveau. Til februar skal vi en tur til Bov. Der vil vi gerne se bedre spil og flere point.

 

5. runde, lørdag den 13. januar 2018 - Af Igor Typlyi
 
Nordre I - BMS I   3 - 5
Igor Teplyi - Phillip Lindgren   0 - 1
Tom Petri - Martin Haubro   0 - 1
Filip Boe Olsen - Tobias V Rostgaard   0 - 1
Johnni Veng - Bjarke Sahl   ½-½
Jørn Sloth - Kristian Seegert   1 - 0
Martin Bækgaard - Nicolai Brondt Pedersen   ½-½
Thomas Klitgaard - Mikkel M Jacobsen   1 - 0
Nina Høiberg - Thomas Bach Nielsen   0 - 1

En forfærdelig kamp ...

   En forfærdelig kamp mod BMS. Det gik galt på flere brætter, og vi tabte desværre 0-3 på de tre første. Heldigvis vandt vi også to partier på bræt 5 og 7. En lang men hyggelig tur på 5 timer(!) (med to skift) til Gilleleje endte desværre med et samlet 3-5 nederlag. Dagen endte til gengæld med en pizza på det yderst hyggelige badehotel.

   Bræt 8: En lang teoretisk variant I Caro-Kann endte med et lige slutspil. Men stillingen var ikke symmetrisk og spillet forsatte. Nina plejer ellers at spille slutspil rigtig godt, men lige den dag gik der noget galt. Hun blev lige så stille presset tilbage, og sort fik hurtigt et vundet tårnslutspil. 0-1

   Bræt 7: Thomas spillede et virkelig godt parti! Det hele startede med en lidt usædvanlig åbning (1.Sf3 d6 2.d4 Lg4). Hvid spillede virkelig underligt, og partiet kom over i en slavisk struktur med klar fordel til sort. Hvids konge kunne ikke rokere til nogen af siderne og stod på e1, mens Thomas byggede sin stilling op ved at centralisere brikkerne. Da komplikationer startede, var sorts brikker meget bedre placeret, og sorts stilling var derfor også nemmere at spille. Det endte så med et godt slutspil til Thomas, hvor han modstander hurtigt kollapsede. 0-1

   Bræt 6: Martin spillede en kompliceret variant i Slavisk, som involverer et bondeoffer. Men noget gik galt, og meget snart sad Martin i en stilling med en ren merbonde til sort. Det lykkedes ham heldigvis at få afviklet dronningfløjen, og pludselig havde de et klassisk springerslutspil 3 mod 4 på samme fløj. Dette slutspil er i øvrigt gennemgået i detaljer i Dvoretskijs ”Endgame manual”. Martin spille slutspillet godt og aktivt, mens hans modstander tydeligvis ikke havde nogen idé om, hvordan man skulle fortsætte. Martins konge trængte snart ind i modstanderens lejr og remisen var hjemme. Godt reddet! ½-½

   Bræt 5: Et nydeligt positionelt parti! Jørn spillede en meget sjælden variant i fransk, som førte til en lukket og meget strategisk kamp. Hans unge og taktisk begavede modstander var helt tydeligt ikke på hjemmebane og vidste ikke, hvad han skulle foretage sig, mens Jørn byggede sin stilling op, langsomt men sikkert. Meget snart dominerede sorts brikker over hele brættet, og det endte med en stilren gevinst. 0-1

   Bræt 4: Et solidt parti fra Johnnis side. Det var en Kongeinder med g3, som førte til en lang positionel kamp. Ingen turde tage chancer, og partiet endte remis efter nogle manøvrer. ½-½

   Bræt 3: Filips parti var meget kompliceret, og det er svært at bedømme, hvem der stod bedst undervejs. Det så alligevel ud, som om hvid kom godt ud af åbningen. Filip kæmpede godt, men efter en masse taktiske komplikationer røg der en kvalitet, og derefter kollapsede stilling hurtigt. Et parti som kunne have gået begge veje. 1-0

   Bræt 2: Toms åbning gik fint, og der var udsigter til en kompliceret kamp. Men da komplikationerne begyndte, spillede Tom usikkert. Hans unge modstander tog initiativet, og så var det svært. Sort fik en dominerende stilling og afviklede på et tidspunkt til et vundet bondeslutspil. 0-1

   Bræt 1: Jeg blev lidt overrasket i åbningen med 1.c4 og valgte en solid pindsvin-opstilling. Men modstanderens aktive dronningetræk i åbningen (Dh5) slog mig lidt ud, og mine tanker begyndte at gå i den forkerte retning. I stedet for at gøre udviklingen færdig ved at stille brikkerne normalt, valgte jeg at lave noget ”smart” og startede kampen, inden mine styrker var klar til det! Selvom jeg formåede at smadre hvids bondestruktur på dronningfløjen, havde det allerede ingen betydning for partiet, da min modstander, som var langt foran i udvikling, fik et knusende angreb på kongefløjen. Selvom jeg fik en lille chance undervejs, vandt min modstander et godt og stilrent parti. 1-0

 

4. runde, søndag den 17. december 2017 - Af xx
 
SK 1968 I - Nordre I   2 - 6
Martin Mathiesen - Igor Teplyi   0 - 1
Poul Rewitz - Tom Petri   0 - 1
Pelle Bank - Johnni Veng   1 - 0
Lars Hansen - Jørn Sloth   ½-½
Jens Ramsdal - Martin Bækgaard   0 - 1
Tobias Dreisler - Jan S Christensen   0 - 1
Jean-Philippe Miqueu - Thomas Klitgaard   ½-½
Johan Hardlei - Nina Høiberg   0 - 1

  Intet referat modtaget ....

 

3. runde, søndag den 3. december 2017 - Af Tom Petri
 
Skanderborg - Nordre I   4 - 4
Mads Andersen - Igor Teplyi   ½-½
Bjørn M Ochsner - Tom Petri   ½-½
Nicolai V Pedersen - Filip Boe Olsen   0 - 1
Mads Hansen - Johnni Veng   1 - 0
Jackie Andersen - Jørn Sloth   ½-½
Mads Boe - Martin Bækgaard   ½-½
Peter Grove - Jan S Christensen   ½-½
Kai S Munk - Thomas Klitgaard   ½-½

Trods alt tilfredse!

  Der er altid risiko for at få en øretæve når man tager til Skanderborg. Bevares - det er flinke mennesker, men hvis de kommer med hele kavaleriet, så har de et imponerende hold - det gjorde de heldigvis ikke denne gang, og selvom vi stadig var undertippede så var det ikke så voldsomt. Det blev da også en lige kamp, og til sidst håbede vi endda på en sejr.

   Jan fik opbygget sin sædvanlige fine stilling efter åbningen, men fik fulgt forkert op og var tæt på at miste (mistede) kontrollen, men fik trukket i nødbremsen med et remistilbud, hvor det ikke var helt klart hvad der foregik.

   Thomas havde sort mod Kai Munk. Det så fint ud i starten, men så blev dronningefløjen lukker og Kai havde de bedste perspektiver på kongefløjen, men valgte at tilbyde remis hvilket Thomas fornuftigvis tog imod.

   Jørn og Jackie mødtes også sidste år i et parti med en fantastisk afslutning, der gik vores vej. Denne gang udeblev dramatikken, og efter 18 træk blev der røget fredspibe.

   Martin sad med de sorte mod Mads Boe og kom fornuftigt fra åbningen. Der blev taget remis i hvad der lignede en helt lige stilling.

   Sidst vi mødte Skanderborg blev Filip snydt af Nicolai V og måtte nøjes med remis, denne gang var det omvendt, og Filip tog tilbage med renters rente, da Nicolai bukkede i tidnøden, og vores mand fik en finte ind, der gav os et dejligt point - se afslutningen under hjemmesidens Nyheder!

   Jeg skulle have sort mod Bjørn Ochsner og havde fået den ide at besvare hans forventede 1.e4 med Caro-Kann. Det blev den gamle Larsen-variant fra "Solide åbninger", som jeg spillede en del som ung knægt. Jeg kom lidt under pres, men da Bjørn forcerede op mod tidnøden, fik jeg neutraliseret stillingen til remis.

   Igor sad med de hvide mod GM og DM Mads Andersen. Det blev en klassisk kongeinder, og det var ikke klart - for mig i hvert fald - hvem der stod bedst i store dele af partiet. I slutstillingen så det dog ret lovende ud for Igor, der dog "kom til" at tilbyde remis.

   Som sidste mand sad den fortabte søn Johnni i sit comeback. I en Sveshnikov kom han under pres og måtte ud at gå med kongen. Det så ud, som om han fik stabiliseret med en plusbonde, men i tidnøden røg der et par bønder, og han fik et svært dronningslutspil en bonde under, hvor det hele tiden var Johnni, der skulle spille præcist. Måske var det også bare tabt; i hvert fald blev det resultatet.

En sammentælling viser uafgjort 4-4, hvilket vi kan være godt tilfredse med. Vi rykkede en plads frem i stillingen til den frelsende ottendeplads, men sæsonen er lang endnu, og det er uhyggeligt tæt i bunden med kun 2 point mellem fjerde- og sidstepladsen, der overraskende indtages af sidste års sølvvindere Nordkalotten. Næste gang er det lokalopgør mod SK68 en uge før jul, og så må vi se, hvem der har været uartige i år!

 

2. runde, søndag den 19. november 2017 - Af Tom Petri
 
Nordre I - Aarhus/Skolerne   4½-3½
Igor Teplyi - Andreas Skyte Hagen   ½-½
Tom Petri - Jan Sørensen   1 - 0
Filip Boe Olsen - Rasmus Skytte   ½-½
Jørn Sloth - Karsten Rasmussen   1 - 0
Martin Bækgaard - Tobias Christensen   0 - 1
Jan S Christensen - Uffe Vinther-Schou   0 - 1
Thomas Klitgaard - Thomas Ochsner   1 - 0
Nina Høiberg - John Rendboe   ½-½

Sejr - Sloth går forrest

Efter et skidt resultat lørdag mod Hillerød, hvor vi også havde marginalerne imod os gik det bedre om søndagen - både med spillet og med marginalerne.

8. Først færdig var Nina, der med hvid i en accelereret drage tilsyneladende kom lidt under pres med en masse tunge officerer, en åben stilling og løberpar til begge parter. Nina holdt dog tungen lige i munden og det endte med en trækgentagelse. ½-½

5. Martin sad med de sorte i en skotsk og fik hurtig en dobbeltbonde efter dxc6. Det burde i sig selv ikke være alvorligt, men som spillet udviklede sig fik Tobias Christensen en bedre bondestruktur og overvægt i centrum. Martin fik bl.a. en svag bonde på f5 og i en presset stilling bukkede han og tabte direkte.½-1½

4. For mig at se spillede Jørn et mønsterparti mod stærke Karsten Rasmussen med hvid efter 1.c4 e5 2.Sf3 e4 3.Sd4. Et veltimet bondeoffer 15.d6! gjorde at Karsten aldrig fik udviklet sin dronningfløj, og det kom til at se nemt ud. Stærkt spil. 1½-1½

3. Filip tog med sort en bonde i Panov-Botvinnik varianten i Caro-Kann, og forsvarede den fint trods det var lidt besværligt at få udviklet kongefløjen. I følge farmand, Mads var der en gevinst undervejs, men vi måtte nøjes med remis, da Rasmus Skytte fik for aktivt modspil, og det endte med en trækgentagelse. 2-2

6. Jeg troede Jan var ved at lægge op til angreb, men pludselig gik det helt galt, og der røg en officer. Selv om Jan var tæt på at få støvsuget brættet for brikker, var det ikke nok...2-3 

7. Thomas fik tilsyneladende snydt Thomas Ochsner i en c3-sicilianer, hvor han pludselig kunne indkassere d4-bonden. Kort efter fulgte e5-bonden efter, og det hvide modspil så ikke farligt ud. Klitgård fik en overvældende stilling og på et tidspunkt tænkte jeg, at nu må det da snart være slut, men Ochsner fik det over i et slutspil en bonde under, der dog var klart fordelagtigt for vores mand, der da også vandt det lynhurtigt, da modstanderen forsøgte aktivt forsvar og tabte en løber. 3-3

1. Igor kom skidt fra åbningen og kom under positionelt pres med end dårlig bondestruktur. Men igen bed Igor tænderne sammen og fik det over i et holdbart tårnslutspil - for anden dag i træk. Sejt. 3½-3½

2. Jeg fik hurtig en stilling, hvor jeg ikke rigtig kunne beslutte mig for en plan, og da Jan Sørensen spillede det godt - og nappede en bonde op mod tidkontrollen - kunne det egentlig kun gå én vej. Jeg ofrede en kvalitet for at få bonden tilbage, men det var egentlig kun en stakket frist, og det var svært at holde sammen på resterne. Omkring træk 50 nåede jeg ned på 1 sekund før jeg i sidste øjeblik fandt et fornuftigt træk. Til sidst endte vi i gensidig tidnød, hvor det lykkedes mig at gøre det lidt besværligt. Pludselig overpressede Jan og fangede sin egen konge ude på randen for kort efter at tillade en sød kombination med afdækkermat. 4½-3½

På en måde blev jeg dermed matchvinder, men der vil jeg hellere give æren til Thomas og især Jørn, der spillede rigtig fine partier. Vi ligger stadig nummer 9 på en nedrykningsplads, men feltet er utroligt tæt. Næste gang venter mesterskabsfavoritterne fra Skanderborg . . .

 

1. runde, lørdag den 18. november 2017 - Af PE Nielsen
 
Hillerød - Nordre I   6-2
Sune Berg Hansen - Igor Teplyi   ½-½
Lars Schandorff - Tom Petri   1 - 0
Nicolaj Borge - Filip Boe Olsen   1 - 0
Steen Skovlund Larsen - Jørn Sloth   1 - 0
Sandi Stojanovski - Martin Bækgaard   ½-½
Jens Østergaard - Jan S Christensen   1 - 0
Tim Jaksland - Thomas Klitgaard   ½-½
Jan Nordenbæk - Nina Høiberg   ½-½

For stort nederlag

    Jeg fik som kampleder lov til at følge ligaholdets åbningsrunde på nært hold, og da der jo er 9 runder men kun 8 mand på et hold, var det - specielt efter rundens afvikling! - nærliggende at lade mig referere.

   For mig stod det ret hurtigt klart, at Tom ville få en rigtig træls dag, og sådan blev det da også, Schandorff holdt Tom fast i et ubrydeligt brydergreb, som tog den sidste farve ud af Toms ansigt, 0-1.

   Jan spillede en gambit, men fik hurtigt bonden igen, desværre gav det så problemer med en binding i e-linjen. Det endte med, at Jan tabte en bonde, og nu var der blot sporadiske chancer ved at prøve at få et angreb ind med Jans dronning-tårn-springer, men det lykkedes slet ikke, 0-1.

   Klitgaard blev udsat for Volgagambitten, her inklusiv en dronningafbytning. Sorts pres på D-fløjen var meget stærkt, og sort vandt derfor bonden tilbage. Klitgaard bed dog tænderne sammen og holdt det halve point, ½-½.

   Ved siden af sad Nina, og hun fik sin selfmade'de Nina-manøvre: h7-h6, Sf6-h7-g5 ind. Hun stod dog stadig lidt under, men holdt balancen over i det lige springerslutspil, ½-½.

   Sloth var udsat for 1.b3, og han blev i midtspillet lokket godt og grundigt frem på banen, tilsyneladende for meget - i alt fald røg der pludselig en officer, og resten var blot krampetrækninger, 0-1.

   Ved siden af sad Filip, der lige fra åbningen havde mellem klar og afgørende fordel. Modstanderen prøvede det desperate modangreb på Filips konge; på et tidspunkt kunne Filip have trukket i nødbremsen med en trækgentagelse, men han satsede på, at det kunne bære videre. Modstanderen fik så stillet et uhyggeligt batteri op på 2. række:

Her skulle hvids konge have taget flugten over c4-b5, sikkert ned afgørende fordel pga. d-bonden, men i stedet skete desværre 36.c3?? Df1+ og slut .... 0-1.

   Igor spillede med hvid en dronninggambit mod Sune. Hen imod tidnøden fik Sune overtaget, og Igor måtte kæmpe for at holde balancen. Han fik det over i et tårnslutspil med bonde mindre, stadig svært. Om det var remis, ved jeg ikke, men med aktivt spil lykkedes det Igor at hive remisen hjem! ½-½.

   Som sidste mand sad så Bækgaard tilbage. Han havde allerede omkring træk 35 stor fordel, dronning og uensfarvede løbere, men modstanderens bønder udgjorde en ruin. Desværre spillede Bækgaard upræcist op til de 40, og så blev det et dronningslutspil, hvor Bækgaards a-bonde røg. Ved hjælp af mattrusler fik Bækgaard dog også fat i modstanderens fremrykkede frie a-bonde, og det blev nu et simpelt dronningslutspil med f- og g-bonde mod h-bonde på samme fløj. Desværre var det ikke muligt at gøre fremskridt, så remis blev det, ½-½.

   Alt i alt et irriterende 2-6 nederlag, ikke mindst pga. Filips sammenbrud. Men i morgen er der jo atter en kamp ...!