Nordre II i 2. Division Gr. 3 - kampreferater


5. runde, søndag den 26. januar 2020 - Af Michael Øe
 

Nordre II - Viby   6 - 2
Poul Erik Nielsen - Jens Fogh   0 - 1
Jan Rewitz - Laus Hougaard   1 - 0
Michael Øe - Henning Matzen   1 - 0
Leif Møller - Thorsten Nagel   ½-½
Peer Ole Pedersen - Benny Lauridsen   ½-½
Benjamin Christensen - Benno Markussen   1 - 0
Dennis Hemdorff - Martin Frøkjær-Jensen   1 - 0
Filip Holm - Mogens Engsig-Karup   1 - 0

Vi er nu kandidat til endnu en 2. plads!

   Vi tog i dagens anledning imod Viby, og da vi denne gang var uden afbud, var vi ratingfavoritter på 7 af brætterne. Kampen startede godt for os, da både Filip på 8. bræt og Benjamin på 6. bræt hurtigt fik tydelige fordele. Filip vandt snart en officer i nogle forviklinger, hvor modstanderen ikke regnede helt så langt. Et af de partier, der bare ligner spil til et mål.

   Det var Benjamins parti helt sikkert også, men det tog noget længere tid, da han måtte via et lidt længere slutspil med et par bønder i overvægt. Modstanderen var dog aldrig i nærheden af modspil i det slutspil, så endnu en sikker sejr til pointmaskinen.

   I mellemtiden havde Peer Ole på 5. bræt taget remis i en stilling, der hele vejen så meget lige og fredelig ud. Eneste bekymring undervejs var tidsforbruget, der som sædvanlig gav visse bekymringer hos holdkammeraterne. Modstanderen virkede dog meget tilfreds med remis (dårlige erfaringer mod vor mand?) og undlod at teste, om Peer Ole ville træde forkert.

   Kort derefter havde jeg på 3. brættet fået tilkæmpet mig min første sejr i årets divisionsturnering. Jeg spillede en provo-åbning og stod nok lidt under en stor del af vejen, men da stillingen blev åbnet, overså min modstander først en giftig mulighed og derpå også det afgørende træk, der indbragte mig en officer i overskud.

   Dernæst var det Dennis’ tur til at føre de sorte brikker frem til en officersgevinst. På 7. brættet prøvede han f5 varianten i spansk (Jänisch gambit) og slap pænt fra det – formentlig med en lille åbningsfordel. Da presset på modstanderen blev øget, troede vi, Dennis var i færd med at indkassere en bonde, men det blev altså til en hel officer – og pointet, da man nåede træk 40.

   På 4. bræt sled Leif meget ihærdigt for at få mere end en optisk fordel ud af sin London-opstilling, men han måtte tage til takke med det halve point. Mere held havde Jan på 2. bræt. Han spillede sit giftige g4 mod modstanderens hollænder og fik tilsyneladende en pæn stilling. Desværre så det op mod tidkontrollen ud til, han mistede angrebet samtidig med et par bønder. Lige da vi var ved at miste håbet, gik modstanderen dog helt galt i byen, og så havde vi den rigtige Jan tilbage med et klapperslangehug.

   Dagens eneste synder blev således holdleder Poul Erik, der på 1. bræt spillede et meget langt og intenst parti, hvor begge parter tydeligvis var mødt frem for at vinde. For de tilskuende var det håbløst at gennemskue, hvem der stod bedst undervejs, men det blev i hvert fald slemt for vores side. Hvor slemt kan illustreres af, jeg hørte Poul Erik tilbyde en remis! Det blev blankt afslået, og efter tidkontrollen så slutspillet temmelig tabt ud. Selvom det ikke var nemt, og der blev kæmpet bravt, måtte vi altså afgive pointet og ”nøjes” med 6-2. 

   Trods den store sejr til os udbyggede førerhunden Esbjerg deres forspring, og selv Filip er vist ved at erkende, vi ikke længere har oprykningschancer!

 

4. runde, søndag den 12. januar 2020 - Af Leif Møller
 

Haderslev I - Nordre II   4 - 4
Jan Garbrecht - Michael Poulsen   ½-½
Frank Petersen - Leif Møller   ½-½
Carsten HAnsensen - Peer Ole Pedersen   ½-½
Allan Hye - Benjamin Christensen   ½-½
Per Hansen - Dennis Hemdorff   1 - 0
Kai Bjørnskov - Filip Holm   0 - 1
Jacob Buris Andersen - Mikkel Hansen   ½-½
Claus Mogensen - Ulrik Thomassen   ½-½

Godt resultat – alt taget i betragtning

   I en utrolig tæt pulje - efter 4 runder er der kun 3½ point mellem 2 og 7 - fik vi et godt resultat, vores forventet var 3,48, så 4 point var et godt resultat for os ifølge ELO. Optakten var ellers ikke lovende, vi stillede op uden de normale bræt 1-3 (Poul Erik var udlånt til 1. holdet, Øe blev syg på dagen og Rewitz var vist ferieramt).

   Efter 2 timers spil havde Peer Ole og jeg spillet remis uden megen dramatik. 1-1 Resten af partierne vurderede jeg til yderligere 2½ (alle på nær Filip syntes jeg stod lidt under).

   En halv time senere har reserven Mikkel spillet remis - Mikkel vidste først kl. 10 på dagen, at han skulle spille, og han havde endda arbejdet om natten!) - rigtig flot med det korte varsel: 1½-1½

   3 timer spillet, og nu har Filips modstander opgivet, da der ryger yderligere en kvalitet, i forvejen manglede han en officer efter en grov overseelse, mens endnu en reserve, Ulrik, har kæmpet sig op til en lige stilling og der er taget remis, så 3-2 føring til os, men det ser svært ud for de sidste – her står vi til 2 remiser og 1 tab.

   Efter 3½ time er alle færdige, Benjamin spiller remis i et parti, som jeg syntes så lige ud hele vejen.

   Dennis må ned, da han møder en spiller, som har forberedt sig rigtig meget til dagens opgør, flere timer, ja flere dage forlyder det, hvilket illustreres af, at jeg på tidspunkt kommer forbi partiet og ser, at modstanderen nu har 1 time og 35 minutter… (det vil sige han har optjent 5 minutter!), og ja, det var selvfølgelig Per Hansen …

   Sidste mand tilbage var endnu en reserve, Michael Poulsen – som på 1. brættet holdt tungen lige i munden i et meget spændende parti. Michael så presset ud næsten hele partiet, men formåede alligevel at få en halv i hus!

   Så det hele endte 4-4, hvilket vi gerne på forhånd havde solgt kampen for. En stor tak til vores reserver!

 

3. runde, søndag den 1. december 2019 - Af Michael Øe
 

Århus/Skolerne II - Nordre II   4½-3½
Jakob Bjerre Jensen - Poul Erik Nielsen   0 - 1
Vagn Jensen - Jan Rewitz   1 - 0
Martin Skov Jakobsen - Michael Øe   1 - 0
Michael Tettinek - Peer Ole Pedersen   ½-½
Jesper Mygind - Benjamin Christensen   0 - 1
Jesper Hammer-Larsen - Dennis Hemdorff   ½-½
Jacob Arnbjerg - Per Oehlerich   ½-½
Henrik Ochsner - Steen F Christensen   1 - 0

Kunsten at tabe alt på gulvet!

   Efter 2. rundes succes mod topholdet Esbjerg skulle vi denne gang møde Århus/Skolernes 2. hold, der indtil videre ikke havde glimret i turneringen. De stillede dog i noget stærkere opstilling end sidst, og da vi havde et par reserver med, var der tale om en meget jævnbyrdig kamp ifølge Dr. Elo.

   Efter 3 timers spil, så det rigtig godt ud for os. Pointmaskinen Benjamin havde på 5. bræt smart fanget modstanderens dronning, der fik vovet sig for langt ind i Benjamins lejr. Point til os! Samtidig havde vores førstemand, Poul Erik haft held med et giftigt bondeoffer og kongeangreb, og selvom det tog lidt tid (mest på modstanderens ur), så blev pointet kørt sikkert hjem.

   Mens de to sejre kom i land, spillede vores 4., 6. og 7. bræt hhv. Peer Ole, Dennis og Per (en af dagens to reserver) nogle remiser, der fra sidelinjen så meget fredelige ud. Uden at have haft partierne til gennemspil skal jeg i hvert fald ikke kloge mig på eventuelle gevinstchancer undervejs, men nøjes med at citere Per: ”Når 2 solide spillere møder hinanden…”.

   Dermed førte vi 3½-1½ med 3 partier tilbage. Jan på 2. bræt havde dog mistet en bonde efter et noget provokerende åbningsspil, og i tidnøden gik det helt galt med et officerstab. Med Jans resultater denne sæson in mente, kan man kun konstatere, at det er lettere at spille i ligaen!

   På 8. bræt var der imidlertid god grund til at tro på point. Her havde vi fået hentet en superreserve i Danmarks bedste basisspiller (i hurtigskak), Steen ”Fup”, og det så da også – i hvert fald en overgang - ud til, at det var Steen, der pressede for mere end et halvt point. Desværre endte det med tidsoverskridelse for vor mand, og da jeg på 3. bræt først droppede en ren bonde og derpå tabte et tårnslutspil, der med lethed kunne være holdt remis, så endte vi med en kold afvaskning.
Øv, Øv og 3 gange Øv!

 

2. runde, søndag den 17. november 2019 - Af Dennis Hemdorff
 

Nordre II - Esbjerg   4½-3½
Poul Erik Nielsen - John Rødgaard   ½-½
Jan Rewitz - Hans Buus Pedersen   0 - 1
Michael Øe - Ove Weiss Hartvig   ½-½
Peer Ole Pedersen - Iver Poulsen   ½-½
Benjamin Christensen - Torsten Lindestrøm   ½-½
Lars Noe - Ole Bønnelykke   ½-½
Dennis Hemdorff - Henrik Tranberg Jensen   1 - 0
Filip Holm - Michael T. Rozenfeldt   1 - 0

Godkendt!

   2. runde af Divisionsturneringen foregik på hjemmebane, hvor vi tog imod favoritterne fra Esbjerg. På papiret skulle Esbjerg være et bedre hold, men de startede muligvis en anelse for afslappet. Det blev en tæt holdkamp, som startede med mange hurtige remiser.

   På 1. bræt var Poul Erik skarp nok til at spille remis mod IM John Rødgaard efter bare 15 træk. Jan så på bræt 2 ud til at have noget pres mod sin modstander, men desværre var det ikke spor nemt, og Rewitz måtte som den eneste på holdet se sig besejret efter et tårnslutspil med to bønder mindre. Kom igen! Heldigvis var Jan sidste mand til at blive færdig, og sejren var allerede hjemme, da Jan kastede håndklædet i ringen.

   På bræt 3 besat af Michael Øe blev en hurtig halv effektueret efter bare 10 træk, og Peer Ole spillede et halvt point i hus efter 12 træk. Længere var Benjamins og Lars Noes partier på henholdsvist bræt 5 og 6, der blev en anelse komplicerede undervejs, men endte også med relativt hurtige halve point.

   Der var dermed lagt op til, at det var de nederste brætter, der skulle hente sejren hjem. På bræt 7 havde jeg noget bedre styr på åbningen end min modstander og hentede en sikker sejr hjem, efter at modstanderen havde lavet en åbningsbummert. Og endelig på bræt 8 blev der efter en italiensk åbning holdt åbent hus hos modstanderens konge, hvor Filips dronning og springere var inviteret, og det tog ikke Filip mange træk at rydde buffeten og hive sejren hjem!

   Samlet set må resultatet siges at være godkendt. Vi ligger nu nummer 1 i gruppen med 10 brætpoint og 4 matchpoint. Lige efter kommer dagens modstandere fra Esbjerg med 10 brætpoint og 2 matchpoint. Om to uger møder vi Aarhus/Skolerne på udebane (i Chess House ;-)).

 

1. runde, søndag den 27. oktober 2019 - Af Michael Øe
 

Nordre II - SK 1968 III   5½-2½
Poul Erik Nielsen - Martin Knudsen   ½-½
Jan Rewitz - Morten Lyck Hansen   ½-½
Michael Øe - Stephan Joyce   0 - 1
Leif Møller - Steffen Cordes   1 - 0
Peer Ole Pedersen - Carsten Brølling   1 - 0
Benjamin Christensen - Casper Tvede Busk   1 - 0
Lars Noe - Simon Ehrenreich   ½-½
Filip Holm - Anton David   1 - 0

Heldig 5½-2½ sejr

   Så blev divisionssæsonen skudt i gang, og vi skulle teste, om vi hørte til blandt de bedre hold i 2. div. gruppe 3. Med en forventet på 5,35 lyder de 5½ jo meget rimeligt, men vi skal prise os meget lykkelige for, vi ikke måtte nøjes med 4½ (eller mindre).

   Først færdig var vist reserveindkaldte Lars Noe, der med de sorte hentede sig en sikker remis. Vel o.k. når man hidkaldes dagen før og ikke er skakklar. Kort efter havde Benjamin vundet efter, hvad der lignede en meget stilren nedspilning af den ellers formstærke Casper Tvede, der hærger vores klubturnering. Flere kan sikkert have glæde af at se, hvordan man får ram på ham! Her den ydmygende afslutning:

   Benjamin slutter effektfuldt af med 32.Lxg7!!

   Mest spændende og nervepirrende på dette tidspunkt var klart Leifs chancerige officersoffer. Leif havde fået et par bønder omkring modstanderens konge, og han kunne have taget en evig skak. Heldig for holdet valgte han i stedet at satse hele butikken, og det endte med et helt point til os. 2½-½ til os og alt var godt.

   Heromkring begyndte de mørke skyer dog at trække sig sammen over os. Jan måtte nøjes med remis, selvom det en overgang lignede en bonde til ham. Men det er selvfølgelig svært at spille helt optimalt, når man ankommer så sent, man giver sig selv 3 kvarters tidshandicap. Godt det var blevet vintertid, så Jan trods alt nåede frem og fik det halve point J.

   Filip havde ganske vist et godt slutspil med en solid merbonde, men det blev afviklet til et tårnslutspil, der var remis et par gange undervejs. Her smilede heldet til os, da det i sidste ende blev konverteret til et helt point. Jeg fik derimod vendt en let fordelagtig stilling til et tabt slutspil. I stedet for at vælge en af flere lovende fortsættelser, tog jeg en kamikaze-variant, hvor min modstander fik en meget farlig fribonde, og mit angreb ikke førte til noget. Dagens eneste tab, og jeg havde mest af alt lyst til at realisere mit bohave og vælge en fremtid i et kloster i Tibet!

   Samtidig så det skidt ud på de resterende 2 brætter. Poul Erik gav en bonde i åbningen for at få et dynamisk spil, som desværre udeblev. Efter en meget indædt kamp fik han muligheden for at ofre en officer på modstanderens sidste bonde. Der blev kun spillet et par træk med tårn og springer mod Poul Eriks enlige tårn, før der blev taget remis.

   Dagens gyser blev klart leveret af Peer Ole, der havde pådraget sig en isoleret bonde for aktivt spil. Bonden gik dog tabt ca. i det samme træk, hvor det aktive spil også forsvandt. Tilbage var et slutspil, hvor der hurtigt røg en bonde (eller to) mere, og vi havde faktisk opgivet ethvert håb, da modstanderen bukkede en ren officer. Det tog stadig en rum tid og mange svinkeærinder, før Peer Ole fandt den rigtige plan og fangede modstanderen i et smukt matnet med konge, tårn og løber. Virkelig godt kæmpet. Man skal aldrig opgive håbet om en modstanderfejl i divisionsskak.

Tilbage står vi altså med 5½ gode point efter en ikke alt for overbevisende indsats, og man kan have lidt bange anelser, når vi om 3 uger skal tage imod favoritterne fra Esbjerg, der – uden John Rødgaard – høvlede Haderslev 6½-1½. Men nogle af os kan forhåbentlig gøre det lidt bedre.