Nordre I i 1. Division Gr. 2 - kampreferater


 

2. runde, søndag den 21. november 2021 - Af Jan Christensen
 

Evans I - Nordre I   2½ - 5½
Henrique Rey Malde - Tom Petri   ½-½
Leif S Kristensen - Thomas Klitgaard   ½-½
Kim Skaanning- Ped. - Jan Christensen   0 - 1
Tihomir Borovnica - Nina Høiberg   1 - 0
Simon Saito Nielsen - Poul Erik Nielsen   0 - 1
Gert Aagaard - Per Holst   0 - 1
Vitus Bondo Medhus - Peer Ole Pedersen   0 - 1
Maxim Konstantinov - Benjamin Christensen   ½-½

Flot fortsættelse!

   Tag jer sammen! opfordrer den Gamle Redaktør på hjemmesiden. Et stykke hen ad vejen har han ret. Vi har kendt datoerne de sidste mange måneder og derfor kan afbud være uforståelige. Imidlertid er der også en anden årsag. Vi vil så gerne spille. Arbejde, sygdom og Corono er jo forbigående. Måske går det bedre om et par dage, arbejdspresset letter osv.

   Da jeg torsdag aften var mest fortvivlet, var det mange der trådte i karakter. Peer Ole kunne både spille (naturligvis) og køre. Jonas hjalp med reserver – desværre på bekostning af andet holdet som måtte udskyde matchen. Formand Mikkel meddelte, at han ville troppe op på spillestedet (Vejle!), hvis nu noget alligevel gik galt. Det var derfor et ganske godt hold vi fik sendt af sted og Mikkel kunne køre mod Århus, da han havde konstateret, at alt var godt.

   Vi var svage favoritter med en forventet score på 4,22. Sådan skulle det heldigvis ikke gå. Vi var foran 4-0 efter 3 timer, og da Thomas spillede remis, var der 3 tilbage, der desværre alle så småtriste ud. Lad os tage partierne fra toppen:

   Tom Kommer skidt fra åbningen. Omkring træk 25 afviger modstanderen en trækgentagelse og det ser svært ud for vores mand. Imidlertid bider Tom sig fast i bordkanten, undlader svækkelser og forsvarer sig sejt. Mere end fordel opnår modstanderen ikke, og til sidst står Tom endda en smule bedre.

   Thomas kommer godt fra start i noget Reti/Volga i forhånden. ”Jeg har jo en bonde”, fortæller han i analyserne – underforstået så skal man naturligvis forsøge at vinde. Leif Kristensen er stadig en giftig herre, og omkring træk 15 får han sin ”Volga kompensation". Thomas spiller heldigvis godt, og i en lidt dårligere stilling med to minutter tilbage får han et remis tilbud.

   Jeg kom heldigt nok ind i en special-variant, jeg kender rigtig godt. Kim Skaanning er en stærk spiller, men stillingen var allerede efter 6-7 træk vanskelig. Da jeg holdt et fornuftigt niveau, var det hele overstået efter 23 træk.

   Nina spiller Modtaget Dronning Gambit (for første gang ?!) og udligner i noget, der ligner en længere teorivariant. Omkring træk 20 vipper fordelen til hvid. Nina spiller 21...f6 (21...g6!) og nu bliver stillingen lidt vanskelig. Nina forsvarer sig som sædvanlig sejt og er som den sidste færdig efter knap 4 timers spil. I de korte analyser, jeg nåede at se, så det ud, som om hun var tæt på remisen. Denne gang gav det seje forsvar ikke pote.

   Det er aldrig let at kommentere Poul Eriks partier. 1.c4 c6 og 2.b4! – så er vi i en Orangutang og PE land. Det gør ikke noget, at modstanderen har udlignet/står minimalt bedre. Poul Erik er i sit es, når det hele ser rodet ud. Omkring træk 20 træder modstanderen forkert, og løberen på b2 er nu et monster. Med et sekund tilbage og udsigt til et håbløst slutspil opgiver han. Super præstation af redaktøren, der bestemt burde spille meget mere.

   Per kan i den grad få skak til at se let ud. Modstanderen bytter om på nogle træk/ideer i Kasparov varianten i Nimzoindisk. Lg5 og g3 passer ikke rigtig sammen, og Per kommer ud af åbningen med merbonde og fordel. Herefter bliver modstanderen berøvet alle taktiske muligheder, indtil han bukker yderligere, og de havner i et tårnslutspil med to merbønder til Per. Det er den slags partier, der får vores bund til at se skræmmende stærk ud.

   Peer Ole fik fornøjelsen af Vitus Bondo. I en alder af 11 år landets yngste mesterspiller og naturligvis et kæmpetalent. Det er aldrig nogen let opgave, når modstanderen knap kan nå bordkanten. Heldigvis kom Peer Ole godt hjemmefra i den samme opstilling, som Tom bruger. Den unge mand er tilsyneladende stærk positionel. Åbningerne og det taktiske må komme senere. Undervejs var jeg lidt bekymret, men efter gennemgang ser partiet rigtig fint ud for hvid. Peer Oles to tynde for en tyk og 2-3 bønder så umiddelbart farligt ud for vores mand, men der er fin plads til de lette officerer, og sejren er aldrig i fare. Igen et parti, der vidner om en stærk og solid Nordre bund.

   Benjamin havner som sort i en uortodoks lukket Sicilianer. Det må være godt for vores mand, men da han ikke får rokeret, tipper fordelen til Hvid. Det er stadig noget rod, og da sort får lukket op for den stærke løber på b7 og åbnet g-linjen til tårnet, ser det godt ud. Desværre spiller tiden ind, og Benjamin trækker i nødbremsen, giver en kvalitet og har to bønder for den. Det var her vi var bekymret helt uden grund. Stillingen er tilpas lukket til at holde hvids tårn på afstand. Man tager remis omkring træk 50. En fin debut for Benjamin.

   Bundsolidt, intet andet! Forrest debutant Benjamin Christensen

   Efter to runder fører vi med 12 point, et mulehår foran Nørresundby med 11½ og Esbjerg med 9½. Jeg tror på oprykning, skønt vores venskabsklub har et lige så homogent hold som os. Der er desværre allerede en tendens til, at flere har haft svært ved at stille hold. Der har været spillere på 1200-1500 på holdene. Bare det ikke bliver sådan en tilfældighed, der afgør oprykningen.

 

1. runde, søndag den 31. oktober 2021 - Af PE Nielsen
 

Nordre I - Herning   6½ - 1½
Tom Petri - Ole Helmer Mikkkelsen   ½-½
Thomas Klitgaard - John Noe   0 -1
Jan Christensen - Flemming E Nielsen   1 - 0
Nina Høiberg - Steen Vitur Bering   1 - 0
Poul Erik Nielsen - Jesper Maul Vidriksen   1 - 0
Per Holst - Christian Dahl   1 - 0
Jan Rewitz - Jens Lund Jensen   1 - 0
Peer Ole Pedersen - Leif Hamborg   1 - 0

Fantastisk start!

   Førsteholdet fik en fantastisk start på den nye sæson! Vi gemmer det bedste til sidst, så vi tager brætterne oppefra to og to:

   Tom spillede et sidestep (8...a6?!) i sin kære kongeinder, i det følgende stod Tom hele tiden lidt under, dog uden at komme i alvorlig tabsfare. Klitgaard havde hvid i en skarp Pirc imod Lars Noe's bror; udefra så det ud som om brormand havde styr på sin Pirc, men helt sådan forholdt det sig ikke! Det var en skarp omgang, og her et par glimt fra dramaet:

  Der er tryk på! Sort har hentet et tårn på h1 og skal nu spille 25...Le4! I stedet spiller han 25...hxg6?

  Tidnøden er overstået, der er materiel ligevægt, men Sh6 er på afveje.
Houdini kan redde den, men det kunne Thomas desværre ikke ...

... og til sidst måtte Thomas som den eneste ned. Vi gjorde nemlig rent bord i resten:

   Jan C kæmpede med nogle ting på det personlige plan, og for en gangs skyld havde han ikke styr på sin Jänisch var heldig med at komme ud i et kun lidt ringere slutspil. Her spillede Jan fint, og pludselig tog en vis herre ved begge spillere - de var vist ikke bevidste om, at de ville få en halv time mere?! - og de afviklede hurtigt partiet - til Jans fordel, han vandt i en værre gang russisk roulette! Nina spillede en slap sici med hvid - Ld3 turde hun godt spille, nu da Igor ikke længere er på holdet (men pas på, Nina, JEG er her!). Men hun spillede godt og fik klar fordel, som vist burde have resulteret i hurtigere sejr end tilfældet blev, men hjem kom den!

   Holst havde hvid ved siden af mig, styr på åbningen, i spilletræning og med sikker hånd, i alt fald det meste af vejen. Tårnspillet med to bønder mere kunne have været afviklet lidt mere sikkert, men pointet var aldrig i fare. Ved siden af så mig med sort, og dét var en ganske anden historie! Jeg var bange for at være kigget ud mht min modern, så jeg vovede mig ud i Najdorf-varianten i siciliansk; og ikke nok med det, jeg spillede halvsuspekt for at ryste modstanderen. Denne gang lykkedes det. jeg er sikker på, han blev kyst, og han søgte et par gange trækgentagelser, men jeg holdt trykket og afviklede til et yderst gunstigt dronningslutspil:

  Den sorte dame er dominerende og Kg8 kommer lettere med end hvids

som jeg vandt sikkert.

   Også så har vi jo to gæve ex-esbjergensere på 7. og 8. bræt, da Peer Ole var stand in for Johnni. Mit indtryk under runden var, at de begge vandt i sikker stil, men efter at partierne er spillet igennem, ser det lidt anderledes ud: Peer Ole var nogenlunde i kontrol i sin kære englænder, men der var lidt gevinstføringsslinger undervejs, indtil han fik foræret en kvali. Rewitz' derimod var langt fra stilfuldt, Rewitz ofrede lidt ukorrekt en bonde, men i det opståede kaos var Rewitz heldigvis skarpest!