|
Præsentation
af Nordre Skakklub
Nordre Skakklub
Klubben
blev dannet som en udbrydergruppe af Skaklubben Aros den 17. november
1931. Den kvikke regner hurtigt ud, at vi havde 65 års jubilæum i
1996, og i den anledning afholdt klubben en international turnering Århus
Købmandsskole Cup, som glædeligt og passende blev vundet af
klubbens egen daværende topspiller Mads Boe.
Divisionsturneringen
Klubben har domineret Dansk Skak Unions
Divisionsturnering siden dens start i 1963, idet vi er den klub, der har
hjemført mesterskabet flest gange, det er blevet til 13 mesterskaber i
alt! Nordre besidder en rekord, som næppe slås foreløbig, om
nogensinde, idet klubben i årene 1976-84 vandt mesterskabet hele 7
gange i træk! De seneste år har vi ligget på mere beskedne
placeringer i 1. division, og nogle gange er klubben rykket ned i 2.
division.



EuropaCup
Mesterskabet har flere gange været
adgangsbillet til Europacup'en, hvor det er blevet til følgende
resultater mod meget frygtindgydende modstandere:
1980 - 1. runde: Nordre - Volmac 6,5 - 5,5!!
En fornem sejr over det daværende hollandske mesterhold med M. Stean,
van der Wiel og Eksverdensmester Max Euwe på holdet
1981 - 2. runde: Partizan, Beograd - Nordre
8,5 - 3,5
I anden runde var der ikke noget at gøre imod de meget stærke
jugoslaver med Gligoric og Matulovic på topbrætterne
1983 - 1. runde: Solingen, Tyskland - Nordre
9-3
Mod et meget stærkt hold med Eksverdensmester Spasskij og Kavalek på
de to øverste brætter kunne vi intet stille op.
Pokalturneringen
I 1995/96 blev der indført en landsdækkende pokalturnering, og Århus
Skakklub og Nordre vandt hovedkredsens pladser til landsfinalen. Århus
vandt ved den lejlighed mesterskabet ved at besejre K41 i finalen.
Nordre tabte semifinalen til K41 efter omkamp, men siden blev det til sølv
efter en sikker sejr i bronzekampen imod Brønshøj.
I 1996/97 gentog historien sig, Århus og Nordre gik videre, og begge
hold nåede semifinalen. Her fik K41 sin revanche over Århus, mens
Nordre med en sikker sejr over Sydøstfyn nåede finalen. Finalen mod
K41 blev spændende, og Nordre vandt overraskende mesterskabet med en
3-1 sejr!
 |
Det brede arbejde
Arbejdet i klubben er velorganiseret,
og ud over elitearbejdet gør klubben meget ud af det sociale
på tværs af spillestyrke. Dette giver sig udslag i mange
venskabsklubber, som der flittigt arrangeres stormatcher imod.
En særlig venskabsklub er Rudkøbing
skakklub, som vi møder på neutral grund: Strynø!
Det har indtil nu givet tre gode ture, hvor spillere på tværs
af spillerstyrke mødes på og udenfor skakbrættet.
|
Igennem samarbejde med
Vorrevangsskolen lykkedes det for nogle år siden at få en
juniorafdeling op at stå. Det giver nye aspekter i klublivet
med de unge ansigter, man får helt troen tilbage på, at
skakspillet har en fremtid!
|
 |
|
|