Klil for at vende tilbage til forsiden!

 

 

 

 

Nordre V i C-række III - kampreferater


6. runde: Nordre V – Skolerne IV - Af Thor Hansen

Nordre V Skolerne IV 2½-2½
Michael Gejel - Alexander Eeg 1-0
Jacob Zehran - Ole Weiglin 0-1
Ole Pedersen - Jeppe Bech remis
Esben Nicolaisen - Jens Henrik L. Jensen 1-0
Emil Browder - Svend Svendsen 0-1

Medens holdet flot opnåede uafgjort mod de sikre gruppevindere var jeg tvunget til at stå på en pub i Limerick i Irland og bakse med sorte dronninger (læs: Guinness), og selv om der var lige så tætpakket som i Stakladen var stemningen på en eller anden måde en anden. Referatet er baseret på anden og tredjehåndsoplysninger, men selv om det hele var afgjort på forhånd (vi kunne ikke indhente Skolerne) var der positive ting. Udover det uafgjorte resultat forsvarede vi andenpladsen, Michael vandt på 1. bræt over en stærk spiller, Esben spillede et flot og meget langt parti med en Guinn..nej  dronningeafbytning, og gennemførte iflg. formanden med en smuk afslutning. Endelig gav mit afbud chancen til Emil, og han spillede fornuftigt mod Svendsen og havde chancer og viste, han er kapabel til at spille flere kampe næste sæson.. Holdet har denne sæson været meget stabilt, med samme opstilling hver gang bortset fra sidste runde. Esben blev en flot topscorer med 5 af 6, så det var ærgerligt for ham, at han ikke kunne fastholde sin gevinststilling i 3. runde mod Svendsen. Ellers scorede Thor 3½ (5), Ole 3½ (6), Michael på svære førstebrætter 3 (6) og Jacob 2 (6).      

5. runde: Nordre V – Århus III - Af Thor Hansen

Nordre V Århus III 1-4
Michael Gejel - Viggo Kallenbach 0-1
Jacob Zehran - Kjeld Ehlers 0-1
Thor Hansen - Peter Damsgård 0-1
Ole Pedersen - Lars Holm-Rasmussen 0-1
Esben Nicolaisen - Øivind Høstmark 1-0

Det blev ren revanche til Århus, og selv den teoretiske chance for førstepladsen er væk! Århus vandt med de samme cifre, som vi gjorde hos dem, og sejren var helt fortjent. Da Skolerne vandt stort over Brabrand, er vi nu 6 points efter før den sidste indbydes kamp, som skulle have været gruppefinalen, og Skolerne er sikre på at vinde gruppen. Derfor vil vi dog stadig gå efter et godt resultat, om ikke andet for at holde Århus stangen i kampen om 2. pladsen !
Vores to unge på de første brætter kunne ikke klare deres meget rutinerede modstandere, og deres holdleder fik også en fin revanche mod mig. Tidligt vandt han en kvalitet, men jeg kom tilbage og fik en officer for to bønder, men overvurderede vist situationen, og efter afbytninger fik han sit tårn til at arbejde godt for de to bønder mod min løber og springer. Ole måtte give sig i et ellers lige parti, hvor Lars sluttede med en flot kombination, men gudskelov for Esben, der sørgede for vores trøstpoint, og endda havde bragt os foran.


4. runde: Brabrand II - Nordre V -
Af Thor Hansen

Skolerne IV Nordre V 1-4
Michael Madsen - Michael Gejel 1-0
Michael Nielsen - Jacob Zerahn 0-1
Georg Nielsen - Thor Hansen 0-1
Jens Nielsen - Ole Pedersen 0-1
Knud Horsbøl - Esben Nicolaisen 0-1

Det blev første og sidste bus fra Brabrand efter en aften med chok på 1. brættet, tabte dronninger og spændende afslutning – men med sejr igen. Vi skulle rejse os efter nederlaget til Skolerne, og det skulle gå ud over Brabrand, som ellers er en hyggelig klub at besøge. Vi fik væsentlig mere modstand end sidst, hvor vi vandt med 5-0, og det blev en overraskende begivenhedsrig aften med varieret skak, som det ofte er tilfældet i C-rækken.
Chokket kom efter en halv time, hvor jeg kiggede op og så, at brikkerne på 1. bræt var sat på plads og spillerne væk. Brabrands gode reserve havde overrasket Michael, der først kom en kvalitet bagud inden han satte sin dronning i slag og skuffet opgav og tog første bus fra Brabrand. Det var synd for Michael efter den gode indsats på Mesterrækkeholdet dagen før. Indstillingen var heldigvis, at så måtte vi andre gå efter sejren. Det var relativt nemt for mig selv på 3. bræt, hvor det var mig, der fangede Brabrands sorte dronning efter 13 træk. Se partiet her.
Esben fik lige så hurtigt et overtag på bræt 5 i en dronningegambit, hvor hans modstanders forsøg på at holde den vundne bonden førte til officerstab og let spil for Esben. Men det blev alligevel en lang aften for ham, idet Jacob og Ole måtte gennem lange og spændende partier, selv om de stod bedst og i hhv. 30. og 20. træk vandt en bonde. Begge havde også godt og grundigt fået lukket en af modstanderens officerer inde i et hjørne, hvor de var inaktive næsten hele partiet.
Jacob fik sine tårne igennem på h-linien og angreb kongen bagfra, med løbergevinst i 37. træk, og jeg var helt overbevist om, at han ville vinde, men Brabrands kampleder kunne dog bagefter påvise spændende muligheder for at holde stillingen. Til sidst afsluttede Ole flot. Med 5 min. tilbage til hver lavede Jens Nielsen en fejl med tårntab til følge, men Ole førte dog med to bønder på det tidspunkt; dog ved man aldrig i tidnød og med masser af røg over brættet.
Så det hele endte godt, og vi fire tilbageværende havde endda 15 minutters ventetid på sidste bus fra Brabrand. 

3. runde: Skolerne IV - Nordre V - Af Thor Hansen

Skolerne IV Nordre V 4½-½
Alexander Eeg - Michael Gejel 1-0
Ole Weiglin - Jocob Zehran 1-0
Jeppe Bech - Thor Hansen remis
Jens H. Jensen - Ole Pedersen 1-0
Svend Svendsen - Esben Nicolaisen 1-0

Hver gang jeg møder Svend Svendsen for tiden er det svært at få smilet af ansigtet, idet Arsenals sublime og suveræne fremfærd i øjeblikket glæder os begge. Det hyggede vi os over flere gange på denne meget regnfulde tirsdag aften i Chess House, hvor det ellers i udpræget grad var Svendsen, der også skakligt havde meget at glæde sig over. For at sige det lige ud måtte vi godt og grundigt ned på jorden igen, og vi kom meget våde hjem.
Selv om Skolerne havde en reserve på ca. 1600 på førstebræt regnede jeg med en absolut lige kamp, men allerede efter en god time var Michael bagud med en officer for en bonde. Han havde ganske vist en meget fin bondestilling og regnede længe med at kunne holde remis, men måtte give sig. På 2. og 4. bræt var vi hurtigt bagud med en bonde, men værre var gradvist forringede stillinger. Kun Esben stod rigtigt godt og spillede i perioder Svendsen ud af brættet, men alt lykkes for Arsenal i øjeblikket. Esbens parti var for en gangs skyld det sidste, og han blev vist mere og mere træt og måtte se et forspring på 2 bønder blive til minus 1, samtidig med at han missede en flot bondeforvandling og en tårnafbytning, der kunne have givet ham vundet spil. Jeg selv tilbød remis for ikke at risikere et nul for hele holdet, men det var sandsynligvis i en remisagtig stilling.
Men heldigvis har vi jo returkamp i sidste runde, og vi har ikke opgivet endnu!  

2. runde: Århus III - Nordre V - Af Thor Hansen

Århus III Nordre V 1-4
Viggo Kallensbach - Michael Gejel 0-1
Kjeld Ehlers - Jocob Zehran 1-0
Peter Damsgård - Thor Hansen 0-1
Lars Holm Rasmussen - Ole Pedersen 0-1
Øivind Høstmark - Esben Nicolaisen 0-1

På en aften, hvor både Arsenal og de danske håndboldpiger var direkte på TV stillede Nordre V op til holdkamp hos Århus. Der var ordre om hurtig afvikling, og det tog især Ole bogstaveligt. Han fortsatte den gode linie med sikkert og overbevisende spil fra første runde. Jacob var oppe mod en rutineret modstander og blev lidt udspillet; til gengæld fortsatte også Esben i far Oles fodspor, og tidsmæssigt så det fornuftigt ud. Jeg kunne selv gøre det til 3-1 efter et vellykket kongeangreb, hvor jeg fik en kvalitet og en bonde, men sort havde to farlige og meget aktive løbere, som jagtede mine tårne i et spændende midtspil, men 
først da jeg vandt endnu en bonde efter nogle afbytninger opgav deres holdleder. Så var der kun Michael tilbage, og han var også oppe mod en meget rutineret modstander på førstebrættet. Stillingen var remisagtig, og havde Michael spurgt om han måtte tage remis, havde jeg sagt ja på stedet. Men han er blevet meget selvsikker og ganske psykologisk overbevisende i sit spil, så han turde gennemføre et angreb, der vist nok var lidt usikkert. Det lykkedes, og samtidig fik han forvirret Århusmanden, så han gav op lidt for hurtigt - eller han ville måske også gerne hjem og se lidt fodbold. Dermed kom vi op på to sejre og 9 af 10, men det har Skolerne også, så der er lagt op til topopgør i januar.

1. runde: Nordre V - Brabrand II - Af Thor Hansen

Nordre V levede op til navnet og vandt på alle fem brætter over Brabrand II i holdets første kamp i C-rækken.
De øvrige hold er Århus III og Skolerne IV, og set i forhold til deres styrke er vi nu klare favoritter til at vinde  gruppen. Vi har også et stærkt hold med Michael Gejel og nye Jacob Zehran på de første to brætter, og de spillede begge overbevisende, selvom Michael måtte give en kvalitet på grund af rørt brik! Glædeligt var at både Esben og far Ole kom godt igang denne sæson; Esben spiller dog stadig for hurtigt, medens Ole med stort overblik var meget sikker og stod bedst i hele partiet. Jeg var selv tættest på at afgive et halvt point, og tilbød faktisk remis to gange, senest da de øvrige var færdige. Min meget rutinerede
modstander afslog dog, for selv efter 59 træk at tilbyde deling. Men da stod jeg til gevinst og havde fået
sat hans konge i fængsel på felterne g1,g2 og h1, idet jeg havde bønder på g3 og h4 og springer på h2. Min konge huserede til gengæld over hele brættet og med en bonde forvandlet til dronning skulle jeg kun passe på pat og fik lov til at sætte mat efter 78 træk.

Nordre V Brabrand II 5-0
Michael Gejel - Michael B Nielsen 1-0 3 timer 12 min.
Jocob Zehran - Georg Nielsen 1-0 2 timer 18 min.
Thor Hansen - Mogens Rudkøbing 1-0 4 timer 5 min.
Ole Pedersen - Jens Lynggård 1-0 2 timer 30 min.
Esben Nicolaisen - Henrik Sørensen 1-0 1 time 25 min.