Klik for at vende tilbage til forsiden!

 

 

 

 

Nordre 1 i 2. division - kampreferater


7. runde, søndag den 14./3.  Af Poul Erik Nielsen

Op igen, talent kan ikke holdes nede!

Kjellerup

 

Nordre I

 

3½-4½
Leif Kristensen

-

Christian Kyndel

 

remis
Johnni Veng

-

Poul E Nielsen

 

1-0
Paw Christensen

-

Nina Høiberg

 

1-0
Søren Ladegaard

-

Jan Christensen

 

0-1
Erik Nilsson

-

Tom Petri

 

0-1
Søren Mejrup

-

Karl Pedersen

 

0-1
Heinrick Almind

-

Morten Johansen

 

0-1
Kim Lund Jensen

-

Per Holst

 

1-0

Vi klarede det, men på besynderlig vis.
Overskriften – som Per Holst skal have stor tak for - er da også ment med en temmelig stor portion ironi. Faktisk blev talenterne holdt nede; de findes jo på Jetsmarks hold, der denne søndag spillede endnu ringere end os og tabte til Sydøstfyn. Én overså at han kunne have sat mat i tre i åbningen, en anden overså en mat i én …
Og på vort hold er der ikke meget talent tilbage, men dog klart ét: Christian, der har spillet en fantastisk flot sæson og er blandt topscorerne med 5 af 7. Han spiller med en energi og en udstråling, som mange af vi andre godt kunne tænke os, men selv ikke koncentreret ginseng bringer os bare i nærheden af det.
Christian havde igen energien og gik på bonderov, men den gamle Nordremand Leif holdt balancen. De 5 af 7 giver i øvrigt Christian et gevaldigt ratingspring på +40 og op på 2345, vi glæder os til at se ham ved DM, hvor han pt. er ratingfavorit i Kandidatklassen!
Først færdig var Jan, der kækt om end lidt tvivlsomt rokerede langt og gik til vaflerne. Men han vandt en bonde, som han i modstanderens tidnød sikkert omsatte til et point. Morten var nok dagens sikreste sejr, han udmanøvrerede sin modstander og høstede en kvalitet med sejr til følge. Dermed nåede også Morten 5 af 7.
Nina spillede en skidt åbning og måtte ofre en bonde. Da hun omkring træk 25 gennemtvang dronningafbytning, kiggede modstanderen vantro på hende. Han havde da også teknikken i orden og kørte den sikker hjem. 
Efter succes mod Tom i klubturneringen vovede jeg igen 1.e4, men desværre gik Johnni ikke ind i min hjemmeforberedelse, og i stedet blev jeg overrumplet: 1.e4 Sf6 2.Sc3 e5 3.Lc4 Sxe4! Og jeg måtte trække nødbremsen med 4.Dh5 Sd6 5.Dxe5+ De7 6.Dxe7, da jeg ikke har kørekort til de giftige ting efter 5.Lb3. Jeg fik dog en lille fordel, men i nogle komplikationer ofrede jeg helt umotiveret en bonde og tabte glat. Med fire remis'er og tre tab er jeg holdets absolutte katastrofe og må igen bøde 30 ratingpoints, hvilket bringer mig ubehageligt tæt på de 2200.
Karl spillede igen en lukket sici, men selvom han ikke havde det store og måske endda stod dårligst, lykkedes det ham at bringe os afgørende på oprykningskurs ved at vinde en bonde i tidnøden og sikkert omsætte det til sejr. Dermed begrænsede Karl sit ratingtab til 20.
Tilbage sad Tom og Holst, begge med en tabsstilling. Men Jetsmark havde nu smidt så meget væk, at vi under alle omstændigheder ville rykke op, måske ved at tabe de to sidste matcher!! Sådan gik det nu ikke. Godt nok fik Holst chancer, men han tog den forkerte og tabte. Derimod lykkedes det på forunderlig vis Tom endda at vinde med en officer under, helt hallo! Men Tom var alligevel ikke sen til at udnævne sig selv som topscorer, han nåede nemlig også op på 5 af 7!
Sølle 33½ points vandt vi klassen med, dog sikkert 1½ foran Jetsmark. Men 1. Divisions klasse har dette hold helt sikkert ikke, så med mindre vi får tiltrængt tilgang, afløser vi Århus som Prügelknabe i den fine række.

6. runde, søndag den 29./2.  Af Poul Erik Nielsen

Skolerne II

 

Nordre I

 

2-6
Finn Pedersen

-

Christian Kyndel

 

0-1
Casper Rasmussen

-

Poul E Nielsen

 

1-0
Poul Rewitz

-

Nina Høiberg

 

remis
Jacob vang Glud

-

Jan Christensen

 

remis
Martin Bækgaard

-

Tom Petri

 

1-0
Christian Böhlke

-

Karl Pedersen

 

1-0
Martin L. Mortensen

-

Morten Johansen

 

0-1
Michael Tettinek

-

Per Holst

 

remis

Vi havde frygtet kampen mod det udmærkede Skolerne II hold, og det gik da også sådan, at vi måtte indkassere årets første nederlag, selvom der var spænding til det sidste.
Christian har spillet rigtigt godt i år, og med stor energi hjemførte han igen en sejr og er nu holdets topscorer med 4½! Jeg derimod spiller stadig under normal styrke og kom hurtigt i uføre mod Skolernes formand, og selv om jeg stred, måtte jeg ned.
Jan C spillede en trerader og måtte tidligt finde sig i en trækgentagelse, ellers var det nemlig af med knoppen. Karl pressede sin modstander i åbningen, men et pludseligt koks kostede en kvalitet og i realiteten partiet, det blev aldrig til rigtigt modspil.
Holst var igen stand-in på 8. bræt, men mod en overforsigtig Tettinek, der i forvejen havde en miserabel score mod Holst. Tettinek spillede d4, c3 og Lf4, og så er det svært at hævde noget med sort, så Holst måtte affinde sig med en halv.
Morten spillede optimistisk, men noget suspekt i sit første ikke-slaviske parti. Morten var udsat for Grünfeldindisk, og Morten kørte meget skarpt på. Det var rigtig hårde sager, og modstanderen fandt et par gange ikke det bedste, hvorefter Morten slog til og afsluttede effektfuldt – vi glæder os til kommentarer i klubbladet!
Vi var efter 4 timer således på 3-3, og tilbage sad Nina og Tom. Nina stod i overkanten, mens Tom kæmpede for en halv, alt var åbent. Begge partier blev spillet helt ud – så de gik glip af selv de sidste dråber champagne fra DM-receptionen, hvor Helsinge endnu en gang tog trofæet og begynder med 4 mesterskaber at true Nordres stime med 7 mesterskaber i træk ….
Nå, som sagt blev matchen afgjort lidt i klokken seks, og det faldt i den grad ud til Skolernes fordel: Nina måtte affinde sig med remis i et tårnslutspil med 2 mod 1, mens Tom måtte ned i et med 1 mod 2, ak og ve!
Da Jetsmark vandt med de samme cifre over Aalborg, er vi fortsat foran, men margenen er unægtelig lille: ½ points plus et matchpoint! Det bliver spændende i Kjellerup den 14/3, når vi møder netop Kjellerup, mens Jetsmark møder Sydøstfyn!
Og omkamp er stadig en mulighed …..!

5. runde, søndag den 1./2.  Af Poul Erik Nielsen

Sydøstfyn

 

Nordre I

 

2-6
Lars Borbjerggaard

-

Christian Kyndel

 

remis
Jan Nordenbæk Pedersen

-

Poul E Nielsen

 

remis
Kim Henrik Skaanning-Jacobsen

-

Nina Høiberg

 

0-1
Jeppe Frederiksen

-

Jan Christensen

 

0-1
Jakob Mikkelsen

-

Tom Petri

 

0-1
Martin Strandby Hansen

-

Karl Pedersen

 

remis
Finn Nøhr

-

Morten Johansen

 

0-1
Frits Ørbæk Hansen

-

Per Holst

 

remis

Vi klarede Kyndelmissen i år!
Sådan da – det begyndte ellers skidt: Det tog, som fire af os havde fået billet til, gik ikke om søndagen! Det betød at DSB pungede op med en taxa fra Odense til Kværndrup, så vi alligevel nåede frem. Også de fire i bilen nåede frem, selvom det ikke gik så stærkt som forventet: Kort efter Århus indhentede lovens lange arm nemlig Jan …..!
Men alle nåede altså frem, og det blev en virkelig god runde for os, der bragte os yderligere foran i forhold til den eneste reelle trussel, Jetsmark. Føringen blev øget fra ½ point til 1½ point.
Under 4. runde løsnede Danstrups hornhinde sig, og efter en operation skulle han holde sig i ro i længere tid. Det gav plads til Per Holst, der gjorde det fint med de sorte, allerede efter 8-10 træk havde han klar positionsfordel med en stærk springer på e4 mod en bovlam løber på e1 i en Stonewall i forhånden. Desværre fik Per ikke brækket stillingen op i tide, og han måtte – i øvrigt som den der var sidst færdig – tage til takke med remis, da han ikke kunne bryde igennem.
Morten spillede sin femte Slav i træk! Efter en tidlig fejl fra modstanderen, fik Morten manøvreret en bonde helt ned på f7, og den sorte mand var aldeles fortabt – vores første sejr i matchen! Karl fik hurtigt overtaget mod en mand, der i en lukket sici / engelsk tillod sig at rokere langt, noget overfrisk! Karl gik efter kongen, men overså desværre en hvid springermanøvre, hvorved sagerne blev uklare. I modstanderens tidnød brækkede Karl stillingen op og gav to tårne for dronningen, men – efter at have fået rekonstrueret sin partiliste! – måtte Karl ty til evig skak p.g.a. en farlig fribonde.
Tom var blandt topscorerne efter 4. runde, og han bragte sig efter kompromisløs spil alene i spidsen som topscorer. Tom spillede med hvid et Kongeindisk angreb og ofrede beredvilligt en officer. Modstanderen udnyttede ikke en unøjagtighed fra Tom til at ofre tilbage, og derefter tromlede Tom uimodståeligt frem og likviderede nærmest sort. Så selvom der ikke var mat, da Tom (og jeg!) troede det, tog det blot yderligere et par træk, før den var hjemme.
Jan kom tilsyneladende på glatis mod 1.b3, men med et optimistisk bondeoffer bragte han sig alvorligt tilbage i partiet og pressede modstanderen voldsomt. Jan havde styr på varianterne, og i modstanderens tidnød var Jan nådesløs og indkasserede en kvalitet, og modstanderen smed håndklædet.
Nina fik tidligt tilbudt remis, men hun nyder jo spillet og kørte videre trods en lidt dårligere stilling med hvid, dejlig indstilling! Hun fik da også om ikke fordel så pres, og i tidnøden trådte modstanderen forkert, og Nina tog hele pointet.
Jeg spillede igen min Modern, og blev for første gang udsat for tidlig dronningafbytning i d-linien. Jeg var dog godt forberedt og holdt forholdsvis let balancen, og efter blot sølle 14½ træk, tog jeg remis – selvtilliden er ikke helt i top.
Ved siden af sad Kyndel trods Kyndelmisse og spillede mod IM Borbjerggaard, der havde maksimum! Kyndel spillede længe konsekvent, men Borbjerggaard holdt sig inde i partiet, der i tidnød fik en forrygende afslutning: Først bukkede Kyndel, idet han tillod Borbjerggaard en dobbelttrussel mod en centrumsbonde og en forkvaklet tårn på g2. Kyndel valgte at give kvaliteten, og kort efter skulle Borbjerggaard være oversmart, hvorefter Kyndel slog kontra, og fik en evig skak ind! Den tog han desværre, selvom tidnøden var overstået – noget urutineret, idet han jo kunne have taget sig en tænkepause …. og så havde han jo nok fundet den forholdsvis lette gevinst der var! Ærgerligt, men på den anden side også heldigt! Kyndel spiller på nær dagens fingerfejl imponerende i år!

4. runde, søndag den 11./1.  Af Poul Erik Nielsen

Nordre I  

 

Ålborg I

 

4-4

Christian Kyndel

-

Nicolai Vesterbæk Pedersen

 

remis

Poul E Nielsen

-

Lars Venø Jakobsen

 

0-1

Nina Høiberg

-

Lars August Meyer

 

remis

Jan Christensen

-

Jørgen Gustav Nielsen

 

remis

Tom Petri

-

Steffen Slumstrup Nielsen

 

1-0

Karl Pedersen

-

Jørn Bach Hansen

 

remis

Morten Johansen

-

Kim Houlberg

 

remis

Niels Danstrup  

-

Elena Gerassimovich Steffensen

 

remis

En skidt runde for os, og så var vi endda ret heldige i vores egen match!
Christian gik meget friskt til sagen mod Nicolai og kunne teorien hen til omkring træk 30. Det bragte efter skarpt spil et meget uklart slutspil med sig med gensidige chancer. Her viste Nicolai sin koldblodighed, og han fik fordel, men Christian kunne dog give kvaliteten tilbage og holde remis i et tårnslutspil, hvor Nicolai havde en f-bonde mod ingen til Christian, men remis var og blev det altså!
Ved siden af sad jeg og spillede harakiriskak i træk 12-13, og efter nogle latterlige svækkelser stod jeg så godt som allerede til tab. Venø førte da også trods irriterende hoste let sejren i hus, meget trist at være part i.
Nina var også i småproblemer, men som så ofte før red hun mirakuløst (ifølge hende selv!) stormen af i et slutspil og fik reddet den halve hjem. Jan skulle spille smart i åbningen med Se1 for at genne en springer på e4 væk, men pludselig blev han overfaldet. Partiet var herefter ret uklart med de bedste chancer til modstanderen, men i dennes tidnød reddede Jan stormen af til et uklart slutspil med tårn og let og to bønder mod 3 lette. Jan valgte at tilbyde remis, hvilket dog nok også var, hvad stillingen var til.
Tom gemmer vi lidt. Karl fik hurtigt en klar fordel med hvid i Fransk, men han glemte desværre d4xc5, hvilket tillod at modstanderen spillede c5xd4, som gav ham godt spil i c-linien. Så godt at der for Karl kun var én vej: Han gik efter matangreb! Desværre ofrede sort korrekt en kvalitet, hvorefter angrebet let blev afværget, og Karl sad så med to tårne og to spredte bønder mod tårn, springer og 4 gode bønder, hvoraf de 2 var samlede og fri på dronningfløjen. Stillingen var klart gunstigt for sort, men Karl fik efter taktiske forviklinger viklet af til tårn mod springer og to spredte bønder, hvilket var let remis.
Morten spillede endnu en Slaver, og denne gang kom partiet aldrig over remisgrænsen. Danstrup havde tilsyneladende åbningsfordel, men han mente ikke, det var noget særligt og tog som den første remis.
6 remiser og så min tab! Tilbage sad vores nye 30-årige formand og kæmpede. Der var fordel i åbningen, men det gik galt undervejs. I tidnøden var Tom dog den skarpeste, og han vandt en kvalitet. Selvom det lykkedes modstanderen at bygge en besynderlig forsvarsposition op med en passiv springer på d1, var der aldrig tvivl om udfaldet, og Tom sikrede os 4-4.
Det var vi efter partierne godt tilfreds med, men vi blev noget slukørede, da vi senere i Chess House erfarede, at Skolerne II havde sat en masse gode stillinger over styr og overraskende havde tabt 2-6 til Jetsmark. Dermed trykker Jetsmark os alvorligt på maven, de er nu kun ½ points efter os. Skal Jetsmark igen ud i omkamp mod et gammelmandshold? Sidste år glippede oprykningen for dem i en omkamp mod Nørresundby!

3. runde, søndag den 7./12. Af Poul Erik Nielsen

Nordre I  

 

Læseforeningen I

 

5-3

Christian Kyndel

-

Carsten Bank Friis

 

1-0

Poul E Nielsen

-

Robert Vollertsen

 

remis

Nina Høiberg

-

Per Stentebjerg-Hansen

 

remis

Jan Christensen

-

Morten Topholm Rud

 

0-1

Tom Petri

-

Mads Bilde Svendsen

 

remis

Karl Pedersen

-

Michael D. F. Sørensen

 

1-0

Morten Johansen

-

Jannick Benneth Skow

 

remis

Niels Danstrup  

-

Erik Mathiesen

 

1-0

En smal sejr over nærmeste konkurrent, men scoren efter sigende lidt under forventet ….
I desperation over mit spil forsøgte jeg mig med 1.Sc3, men det slap jeg slet ikke godt fra. Jeg kom i stedet for lidt på hælene og måtte efter blot 14 træk afvikle til et fladt slutspil med bondestruktur som i en Fransk afbytningsvariant. Selvtilliden var væk og jeg tog skyndsomst remis! Nina fulgte kort tid efter, men det kan bedre forsvares med de sorte!
Karl derimod var skarp, og der gik ikke længe før han med bondeoffer kastede sig over sin modstander! Det stod hurtigt klart, at stillingen var mere end lovende, og Karl førte i flot stil pointet hjem!
Morten spillede også skarpt og vi var flere, inklusive ham selv der troede at han var ovenpå. Men modstanderen holdt sig inde i partiet, og Morten tog remis i en spændende stilling, hvor han så spøgelser. Også Jan gik friskt til sagerne med et chancerigt bondeoffer, men desværre svigtede overblikket i tidnøden, hvor Jan ellers plejer at være effektiv, og han gik helt ned og tabte overraskende.
Danstrup afslog tidligt remis, men fejlede efterfølgende og tabte en kvalitet. Han bevarede dog en vis kompensation, og i begyndende sluttidnød overså modstanderen Niels’ ellers næsten eneste modspil, og pointet svang nu helt over til os, godt kæmpet!
Fødselar Tom (jo, han fyldte rundt!) var involveret i et heftigt og meget spændende parti. Tom fik spillet det principielle og klarede sig over i et nogenlunde lige slutspil, som han forgæves forsøgte at vinde. Christian Kyndel var på hælene i åbningen, men kæmpede sig koldblodigt tilbage, og i tidnøden fik han overtaget. Nemt var det dog ikke, men med fin præcision lykkedes det ham at vinde det svære springerslutspil, bravo!
Dermed overjuler vi på førstepladsen 2½ point foran Jetsmark og Skolerne II. Det ser lovende ud, men i den tætte gruppe kan blot en enkelt dårlig match betyde, at vi taber det af hænde. Kyndel, Karl og Niels er topscorere med flotte 2½, tæt fulgt af Nina og Tom med 2.

2. runde, søndag den 16./11.  Af Poul Erik Nielsen

Evans I

 

Nordre I  

 

2-6
Peder Madsen

-

Christian Kyndel

 

0-1
Jørgen Aaskov

-

Poul E Nielsen

 

remis
Henrik Svane

-

Nina Høiberg

 

remis
Per Skjoldager Andersen

-

Jan Christensen

 

0-1
Niels Bindzus

-

Tom Petri

 

0-1
Kim Fuglsang Petersen

-

Karl Pedersen

 

0-1
Niels Skou

-

Morten Johansen

 

1-0
Knud Lysdal

-

Niels Danstrup  

 

0-1

Man kan med en vis rette have mig mistænkt for ikke at have lyst til at skrive dette referat, og at det er årsagen til, at det kommer lidt sent! Realiteterne er imidlertid, at jeg i en hektisk periode har svedt referatet helt ud!
Jeg stod hurtigt overlegen med god springer mod dårlig løber samt en åben tårnlinie, og det er utilgiveligt at jeg ikke vandt partiet. Men det gjorde jeg altså ikke …. Jeg høstede en indvundet bonde, men tog den med den forkerte brik, hvorefter Aaskov havde en besynderlig og meget ubehagelig binding på min stilling. Jeg kunne sikkert have holdt det, men gik i panik og ofrede en bonde. Afslutningen vender vi tilbage til ….
Kyndel spillede hvid i en kongeinder, og vist efter en sort unøjagtighed, gik Kyndel til vaflerne på dronningfløjen. Spillet blev meget taktisk betonet, hvor Kyndel med et bondeoffer bragte sorts brikker i et baghold. Det kom sort da også meget skidt ud af, i forviklingerne sikrede Kyndel sig et helt tårn i overskud – flot spillet!
På 2. og 3. bræt så det efter mine begreber derimod ret skidt ud, men Nina kæmpede bravt og fik pludselig foræret en remis! Jan var på hælene, men det lykkedes ham at komplicere, og hen over tidnøden fik han endda overtaget og vandt - god fight!
Tom gav hurtigt modstanderen en dobbeltbonde i centrum, og selv om det måske var muligt at holde sammen på den sorte stilling, var jeg hele tiden tryg ved hans spil, som da også første til sikker sejr. Karl spillede en åbning, hvor han tidligere var kommet til kort mod Lars Hansen, SK'68, men her havde han at gøre med en noget mere passiv modstander. Det blev til D + T + uensfarvede løbere, hvor modstanderens bondestruktur var skrøbelig og fastlagt på Karls løbers farve, og kort efter tidnøden slog Karl til, og den hvide stilling ramlede sammen.
Morten havde jeg stor tillid til, men hans 2. hvide Slav bragte ham i stedet i problemer, og trods et desperat forsøg på at komplicere i et slutspil, var der ingen redning. Danstrup spillede verdens kedeligste symmetriske Londonsystem, og remis'en truede fælt; men heldigvis ville Danstrup mere denne dag, og med sikkert spil lykkedes det ham at få overtaget og vinde i sikker stil.
Tilbage sad jeg så igen med en gyser. Jeg havde T + S + 2 bønder mod T + L og 3 bønder. Jeg fik opbygget en passiv men ikke letindtagelig stilling. Aaskov burde givetvis have vundet slutspillet, men i begyndende tidnød havde han ikke ro og energi til at finde de gevinstsøgende varianter, og jeg holdt remis.
Trods min fadæse fik vi altså alligevel hevet en god sejr hjem og er gået alene i spidsen!

1. runde, søndag den 2./11. Af Poul Erik Nielsen

Jetsmark I

 

Nordre I  

 

3½-4½
Jens Ove Fries Nielsen

-

Christian Kyndel

 

remis
Allan Stig Rasmussen

-

Poul E Nielsen

 

remis
Stefan Christensen

-

Nina Høiberg

 

0-1
Bjarke Jensen

-

Jan Christensen

 

1-0
Jakob Rathlev

-

Tom Petri

 

remis
Anders Helledie

-

Karl Pedersen

 

remis
Henning Lau Rasmussen

-

Morten Johansen

 

0-1
Christian Grubert

-

Niels Danstrup  

 

remis

Vi kom rimeligt fra start med en smal sejr over en af de nærmeste konkurrenter til oprykningen. Den anden konkurrent formodes at være Ålborg, der dog stillede op uden Nicolai V Pedersen og tabte 3-5 til Skolerne II.
Kampen var meget tæt, vi stod godt på bræt 3, 4, 7 og 8, mens de sidste 4 var uldne. Karl mener dog hans var fint, måske endda lidt over, og jeg kan jo ikke sige ham imod, efter at han i den grad smadrede mig i mandags!
Nå, Tom og Karl spillede i alt fald til min tilfredshed hurtigt remis, desværre fulgte Niels hurtigt efter! Kyndel havde med hvid spillet en tvivlsom sicilianer, men han holdt gang i komplikationerne, og efter at Jens Ove havde misset et par gode fortsættelser, blev der taget remis.
I tidnøden var jeg travlt beskæftiget med mit eget, og da røgen lettede, erfarede jeg at Jan havde tabt, han fandt ikke den rigtige angrebsfortsættelse og gik ned. Både Nina og Morten var derimod i klar vinderposition, Morten spillede et godt comeback parti, og vandt i sikker stil, godt for selvtilliden!
Det lykkedes også Nina at hjemføre sejren, og selvom hun ikke fandt den letteste vej, var der aldrig tvivl.
Tilbage sad jeg så med dagens gyser. I første tidnød ofrede Allan uforståeligt to gode løbere for tårn og bonde. Det gav en utrolig uklar stilling, og efter mit træk 40, anede jeg ikke hvordan stillingen var, jeg havde dronning, springer, løber og 4 bønder mod dronning, tårn og 5 bønder, heraf den ene en farlig fri a-bonde.
Det viste sig at jeg var ovenpå, men undervejs mod den endelige tidnød missede jeg et par gode muligheder for at bringe min springer afgørende med i spillet. I stedet mistede jeg efter dronningafbytning den ene lette officer for a-bonden, så resultatet var et slutspil med løber og 4 bønder mod tårn og 3 bønder i en meget skæv stilling. Jeg skød min konge frem for at støtte en fribonde og stillingen var nok i balance, men jeg fik faktisk en chance til allersidst i Allans tidnød, men så desværre ikke den kreative gevinstmulighed, så remis!