Nordre I i Xtracon-Skakligaen - kampreferater


9. runde, søndag den 9. marts 2014 - Af Jørn Sloth

Nordre  - Jetsmark   4 - 4
IM Igor Teplyi  - Christian Kyndel   remis
FM Jørn Sloth  - Allan Stig Rasmuss.   0 - 1
FM Martin Bækgaard  - Bjørn M Ochsner   remis
FM Tom Petri  - Bjarke Jensen   remis
Johnni Veng  - Andreas Wiwe   remis
WIM Nina Høiberg  - Stefan Christensen   1 - 0
Jan S Christensen  - Anders Helledie   remis
Thomas Klitgaard  - Jakob Rathlev   remis

Sidste runde i ligaen: Nordre nr. 6!

    Skidt gik det i starten af DM i holdskak 2013-14. Vi havde næsten accepteret at skulle rykke ned. Men som sidste år reddede vi os med en god slutspurt. Denne gang endda med bred margen; var til slut endda tæt på at tage 5. pladsen fra et krisepræget mandskab fra Århus/Skolerne.

    Det manglede da også bare at vi ikke rykkede ned – i et jubilæumsår! Det er 50 år siden Nordre vandt sit første hold-DM, nemlig i divisionsturneringen 1963-64. Jeg var der selv, på bræt 6 i min første sæson for Nordre.

    Søndagens 9. og sidste runde i Skanderborg var (som sidste år) mod Jetsmark, der før weekenden havde en teoretisk chance for med to store sejre at få noget ædlere end bronze. Men de drømme satte lørdagens skuffende 4-4 mod Hillerød en stopper for. Det er forklaringen på 3 meget hurtige remis’er i Nordre-Jetsmark: Tom og Johnni på bræt 4 og 5, og Klitgaard på bræt 8.

    Efter et par timer blev det også remis hos Jan på bræt 7. Så havde vi lagt en god bund, men en sikker overlevelse i ligaen krævede mere… Nina klarede det smukt ved at vinde igen. Som den kvinde kan diske op med giftige kombinationer!

    Derefter leverede Igor på topbrættet en god halv som sort i den slaviske afbytningsvariant – og jeg tabte desværre på tid til Allan Stig, efter kort forinden at have stået fordelagtigt.

Sidste mand var vores topscorer (IM-resultat, til lykke!) Martin Bækgaard. Som sort mod Bjørn Møller Ochsner stod han vist lidt suspekt en overgang, men i tidnøden fik han fat i den lange ende mod den talentfulde junior. Efter træk 40 valgte Martin dog det sikre i form af remis – o.k. for både holdet og IM-normen. Godt vi fik dig tilbage i Nordre, Martin.

Skanderborg stod for et fint arrangement (på sent afbud fra Odense). Kun én ting gik galt: DM-guldet blev ikke fornyet. Brønshøj, de nye gulddrenge, slog søndag Skanderborg med det netop nødvendige 4½-3½.

 

8. runde, lørdag den 8. marts 2014 - Af Johnni Veng

K 41  - Nordre I   3½ - 4½
Sandi Stojanovski  - IM Igor Teplyi   remis
Niels N Laursen  - FM Jørn Sloth   remis
Kresten Schmidt  - FM Martin Bækgaard   0 - 1
Flovin Tor Næs  - FM Tom Petri   0 - 1
Henrik Andreasen  - Johnni Veng   remis
Bj. Brinck-Claussen  - WIM Nina Høiberg   0 - 1
Bo Garner Christens.  - Jan S Christensen   1 - 0
Rasmus Jørgensen  - Thomas Klitgaard   1 - 0

Et resultat efter planen!

    Efter at hevet lidt af en kanin op af hatten i 7. runde mod Brønshøj så det hele pludseligt ikke helt så sort ud længere inden den afsluttende dobbeltrunde. Der var flere måder, hvorpå vi kunne redde os. Nørresundby var der med stillingen og deres afsluttende program reelt ikke mange, der troede på, men den sidste nedrykker manglede der ikke kandidater til. Både SK68 og Hillerød var i farezonen, og da de skulle mødes i sidste runde, kunne vi håbe på et ”skævt” resultat. Vigtigst var dog, at lørdagens modstander K41 før runden var 1 point efter, altså kunne vi med en sejr sende dem i en meget svær situation.

    Først færdig var jeg selv, mit parti var vel spændende i 3-4 træk, men jeg overså en god chance for at få noget pres og tog i stedet løberparret. Der fulgte dog nogle afbytninger, og da der ikke var meget at komme efter, tog jeg en forholdsvis hurtig halv (ikke så mange træk, men en del tid). Med mine resultater i løbet af sæsonen må det betegnes som en glimrende start med point på mit bræt!

    Ikke så frygtelig lang tid efter var både Jørn og Nina færdige. Jørn havde brugt en del tid i åbningen og det tidlige midtspil, og jeg var ikke synderlig tryg undervejs. Sikkert uden grund for Jørn holdt balancen, og de enedes om remis. Nina havnede som det er sket før i Steinitz varianten i Spansk. Efter en ”smart” kombination af hvid, der gav sort nogle splittede bønder, lignede det for mig der sad ved siden af reelt spil til ét mål, og ikke Ninas vel at mærke! Hun havde nemlig fået en løber der totalt dominerede og pegede ned mod den hvide konge, samt nogle åbne linjer til hendes tårne. Sejr efter 28 træk, super flot spillet af Nina!

    Tidnøden op til træk 40 kan være nervepirrende som spiller, men synes nu det var langt værre som tilskuer! Jan som hvid mod Bo Garner var, som forventet, noget frygtelig kompliceret stads. Helt præcis hvad der foregik har jeg stadig ikke fundet ud af, men jeg var rimelig fortrøstningsfuld undervejs. Bønder taler vi selvsagt ikke om i sådan et opgør, men i gensidig tidnød ofrer Jan en kvalitet i træk 39, og det ser ikke ufarligt ud. Men når man møder Bo Garner, skal man ikke slappe af, og kort efter har sort et knusende mellemtræk der koster partiet L

Anderledes positiv var tidnøden dog i et par andre partier. Tom spillede en flodhest, og første brik over 6. række var bonde g5. Fair nok, men når det bliver fulgt op med kort rokade, bliver man sgu lidt nervøs! Tom spiller det dog super dynamisk, og vigtigst af alt, bedre end sin modstander. Løberen på b7 vågner op og fremprovokerer voldsomme trusler mod den hvide konge, og da der ryger en officer i tidnøden er det slut.

Ligeledes bliver Martins parti reelt afgjort i tidnøden. Åbningen var en form for forsinket afbytningsvariant i Kongeindisk, dog uden dameafbytninger. Dette gør det unægtelig noget mere strategisk interessant, hvor hvid hele tiden skal passe på feltet d4 og sort passe på feltet d6. Sort kommer godt nok først ind på d4 med sin springer, men sort er kort efter på d6 med sin. Martin forcerer en dameafbytning, og sorts bønder på d-fløjen ser noget svage ud. Hvid får en farlig fribonde i a linjen, der koster en officer for sort og dermed partiet. Endnu en sejr til holdets suveræne topscorer. Må bare sige, at han spiller fandme godt!

Igor havde som hvid i en Hedgehog presset hele partiet. Hele tiden stillet sort overfor problemer, først den svage d6 bonde og efterfølgende ved at dominere d-linjen. Ikke rart at forsvare sig i så lang tid, men det er ikke uden grund, at K41 har sat Sandi så højt på holdet, han er super solid og meget svær at slå. Om der har været missede chancer undervejs, ved jeg ikke, men sort holdt i hvert fald stand imod presset, og partiet sluttede remis kort efter tidnøden.

Tilbage sad Thomas så med en tyk tabt stilling. Tror egentlig Thomas stod fint efter åbningen, men et kreativt officersoffer fra modstanderen fik ham efterfølgende gevaldigt på hælene. Det ender med, at hvid er 2 bønder foran omkring træk 30. At partiet varer yderligere 30 træk skyldes alene fightervilje fra Thomas’ side, godt at se i så vigtigt et parti.

Resultatet på 4½-3½ til Nordre var dog lige efter bogen, og inden den sidste runde skulle K41 således score hele 2½ point mere end os for at komme over os.

 

7. runde, søndag den 16. februar 2014 - Af PE Nielsen

Nordre  - Brønshøj   5 - 3
Igor Teplyi  - Jakob Aabling   1 - 0
Jørn Sloth  - Kim Pilgaard   1 - 0
Martin Bækgaard  - Carsten Høi   remis
Tom Petri  - Jacob Carstensen   remis
Johnni Veng  - Thorbjørn Bromann   1 - 0
Nina Høiberg  - Roland Greger   remis
Jan S Christensen  - Nicolaj Palm   0 - 1
Thomas Klitgaard  - Ralph Junge   remis

En sensation!

  Et kig ind af vinduet ...

    Så kan vi i alt fald for en stund lægge galgenhumoren på køl, idet vi som gruppens bundprop besejrede topholdet i en fantastisk kamp! Årsagen til sejren ligger efter min bedste overbevisning i spillernes aktivitet, hvor specielt Igor, Johnni og Klitgaard har været i ilden. Og så fik Sloth oveni endelig en sejr, efter at det kiksede imod Nørresundby.

    Matchen startede med to bløde remiser til Bækgaard og Tom på bræt 3 og 4, der nåede mig bekendt ikke at ske noget, før der blev taget remis. Men det var to udmærkede resultater på papiret, og ellers var der drive over vore spillere:

    Igor har jo netop sikret sig sin IM-titel, og det blev fulgt op med gevinst her. Aabling kørte hårdt på i h-linien i en englænder, men efter et skidt Igor-træk gik han galt i byen ved at flække stillingen med d3-d4; han må have overset svartrækket Lf5!, der gav sort fordel, og Igor kørte pointet sikkert hjem i slutspillet.

    Sloth spillede tilsyneladende et flot positionel parti og satte til sidst Pilgaard godt og grundig mat på h7! Om det nu også var godt hele vejen, er jeg usikker på, det kræver en nærmere analyse ...

    Johnni havde spillet sig varm i Evans 80 år (som Klitgaard havde vundet), og tiden blev brugt langt mere fornuftigt end tidligere! Efter nogle forviklinger rystede Johnni ikke på hånden, da han gav dronningen for tårn, løber og bonde. Det gav et mægtigt angreb, og siden trak Johnnis konge ind i den hvide lejr, og to stærke fribønder sikrede sejren, flot!

    Nina gav vanen tro bonden på b4 imod Fransk. Denne dag blev det i en noget bedre version end tidligere, og i det opståede slutspil var der fin kompensation for bonden. Efter nogle komplikationer måtte Roland tage trækgentagelse for ikke at miste bonden igen, udmærket!

    Jan blev dagens eneste uheldige helt. Palm er en sikker og svær spiller at møde, og stillingen der opstod var stiv og uden den dynamik, Jan foretrækker. Efter et fatalt springertræk, der kostede bonden, var det reelt slut.

    Klitgaard var også i god spilletræning efter sejren i Evans. Her blev han dog overfaldet med den giftige Hennig Schara gambit, som giver sort aktivt spil for en bonde. Det aktive spil gav da også sort bonden tilbage, og endda med yderligere sort pres. Klitgaard bevarede heldigvis fatningen og forsvarede sig præcist, og selvom der vist stadig var en lille sort fordel, blev der taget remis.

    Efter denne hårdt tiltrængte kanonsejr bliver afslutningen i Skanderborg i begyndelsen af marts en gyser, vi er rykket op på 8. pladsen, men de 5 nederste hold ligger alle med 22-24½ points; Nørresundby ligger nederst med et slemt program, men der skal jo to ned ....

 

6. runde, søndag den 26. januar 2014 - Af Tom Petri

Sk 1968  - Nordre I   5 - 3
Martin Matthiesen  - FM Jørn Sloth   remis
Magnus Lindfeldt  - FM Martin Bækgaard   0 - 1
Pelle Bank  - FM Tom Petri   remis
Lars Hansen  - Johnni Veng   1 - 0
Poul Rewitz  - WIM Nina Høiberg   1 - 0
Bjarne Hansen  - Jan S Christensen   1 - 0
Gunnar Pedersen  - Thomas Klitgaard   0 - 1
Niels Bindzus  - Per Holst   1 - 0

Vi ligger nummer 10.

    Nordres førstehold har nu efter 6 runder spillet sig på 10-pladsen, men der er ingen grund til bekymring. Det er en del af taktikken. Når man ligger midt i feltet er det altid svært at holde øje med konkurrenterne - det bedste udsyn har man når man ligger bagerst! Den eneste der falder lidt udenfor er tilbagevendte Martin Bækgaard der med 4½/6 og en præstationsrating omkring 2500 lige skal vende sig til spillestilen.

    Dagens modstander var SK68, der før runden lå på den vigtige 10-plads. Vi havde derfor valgt at sende Igor til Spanien, men 68 havde luret os og sendt Arne Matthiesen på ferie. Indledende manøvrer på højt niveau.

    Sloth og Martin Matthiesen stillede sig begge solidt op i en englænder. Da de nærmede sig tidnøden, tog de remis, inden modstanderen kunne nå at dumme sig.

    Bækgaard spillede en sidevariant i spansk, og Magnus tog teten ved at bruge en masse tid på at bryde Bækgaards stilling ned. Det lykkedes ikke, og det endte med et fordelagtigt slutspil til Martin, som sikkert måtte indkassere pointet - på det tidspunkt var vi dog bagud 5-2 og havde lagt os i baghjulet på 68.

    Som formand og dagens holdleder lagde jeg stærkt ud med hvid mod Pelle Bank, og ret hurtigt spillede jeg kun om to resultater. Remis eller tab. Det blev en trækgentagelse i træk 34.

    Johnni er jo flyttet til Vejle og spiller med i Evans' klubturnering med både kaffepause og hængepartier. Utraditionelt, men set i lyset af Evans' succes måske værd at overveje. Utraditionelt var det også at Johnni spillede Fransk (med sort!), men godt set, dagens taktik taget i betragtning. Det så ellers rimeligt solidt ud længe, men pludselig var der et hul på f6. Det gav en kvalitet og kort efter pointet til 68.

    Nina så ret hurtigt ud til at køre Poul Rewitz's konge midt over i en Wing gambit. Det var heldigvis kun kosmetisk, og langsomt fik Poul stabiliseret og gang i sine fribønder. Nina satte trumf på i tidnøden med Ld3-f5-d3, og med de to ekstra tempi måtte 68 notere endnu et 1-tal.

    Jan C gik lige ind i en af Bjarne Hansens specialvarianter i Trompowsky. Det lykkedes Jan ikke at få aktivt modspil, og så afgjorde hvids bedre struktur.

    Klitgaard spillede afbytningsvarianten i Dronninggambit og fik hurtigt gang i et minoritetsangreb. Det gav stor positionel fordel, og pludselig spillede stillingen sig selv. Det er jo, hvad der sker.

    Holst var med som reserve og er jo en rutineret mand. Han har dog den svaghed, at han ikke kan spille upositionelle træk og sad pludselig med en sikker fordel. Rutineret fik han det dog ud i et remisagtigt tårnslutspil, og da modstanderen foreslog fredspiben, afslog Per og satte trumf på ved at tillade et stærkt fremstød i centrum.

---

    Slutresultatet blev altså et 3-5 nederlag til Nordre, og da Nørresundby samtidig dummede sig ved at få 3 point i Skanderborg, så overtog vi 10. pladsen; med 3 runder igen er det den perfekte position. Næste gang venter Brønshøj, der længe har ligget i udbrud og nok er ved at være godt møre.

 

5. runde, lørdag den 2. november 2013 - Af Thomas Klitgaard

Nordre I  - Nørresundby   4 - 4
FM Igor Teplyi  - Jens Kølbæk   1 - 0
FM Jørn Sloth  - Bent Sørensen   remis
FM Martin Bækgaard  - Per Andreasen   remis
FM Tom Petri  - Jørgen Jørgensen   1 - 0
FM Johnni Veng  - John B Nielsen   remis
WIM Nina Høiberg  - Svend Pedersen   0 - 1
Jan S Christensen  - Jens J Christiansen   remis
Thomas Klitgaard  - Eddie Grosbøl-Rais   0 - 1

En noget sløj omgang

    Vi havde ikke skakguderne med os mod Nørresundby. En 4-4 kamp, hvor vi havde stillinger til mere, førte til en præstation næsten én under forventet, og betyder, at vi nu pt. ligger under nedrykningsstregen.

Kampen forløb således:

    Igor vandt et interessant parti mod Kølbæk, hvor Igor havde en god bondestruktur mod at Kølbæk fik et aktivt tårn. En snedig afbytningsmanøvre byttede tårnene, og Igor sad tilbage med et behageligt slutspil, som han kørte hjem stille og roligt.

    Sloth kom rigtig fornuftigt ud af midtspillet og ind et dronningslutspil med en bonde mere. Han havde vist flere chancer undervejs og kunne også have valgt et tårnslutspil med en bonde mere. Desværre endte det hele med evig skak.

    Martin spillede en hurtig remis med sort mod Per Remis Andreasen. Det var vel, hvad man kunne forvente.

    Tom stod for dagens fight og hentede pointet hjem i 90 træk. Han stod vel godt i lang tid, og det endte med dronning mod tårn. Det var ikke helt klart for undertegnede, hvordan det skulle vindes, men Tom fik til sidst vristede tårnet ud af kløerne på Jørgen Jørgensen.

    Johnni fik en behagelig Grünfeld med pres mod centrum, men selvom han stak godt til, endte D+L slutspillet remis.

    Nina spillede en helt normal åbning, der endte mærkeligt. Så glemte hun en bonde, og tårnslutspillet var ubehjælpeligt tabt. Selv for Nina.

    Jan udlignede relativt nemt med et pindsvin, men pindsvin er fredelige dyr, hvis man ikke angriber dem, så partiet endte remis.

    Jeg spillede vel kampens dårligste parti. Jeg satte en bonde i slag i det tidlige midtspil og måtte kæmpe i lang tid, inden jeg fik udlignet, og begyndte at slappe af igen. Ja, så røg der et tårn på en ren overseelse.

    En lidt skuffende kamp, hvor vi havde stillinger til mere… så må vi se, om vi kan holde skuden i vandet på søndag.

 

 

4. runde, søndag den 11. januar 2014 - Af Martin Bækgaard

Team Nordea Skbg.  - Nordre I   6 - 2
Davor Palo  - FM Igor Teplyi   remis
Daniel Semcesen  - FM Jørn Sloth   1 - 0
Nicolai V Pedersen  - FM Martin Bækgaard   0 - 1
Steffen Pedersen  - FM Tom Petri   1 - 0
Jens Kjeldsen  - WIM Nina Høiberg   1 - 0
Mads Boe  - Jan S Christensen   remis
Jackie Andersen  - Thomas Klitgaard   1 - 0
Kristian Seegert  - Per Holst   1 - 0

    Nederlag mod en af guldfavoritterne fra Skanderborg. 2 points er jo ikke meget, men sådan går det altså bare engang imellem, når man er klare underdogs på alle brætter. Undervejs så der (som sædvanlig) ud til at være chancer for mere rundt omkring, men som kampen skred frem, blev det klart, at vi ikke skulle have mange points denne dag.

    Igor spillede en solid englænder i et parti, hvor hvid længe havde en behagelig terrænfordel, men hvor der aldrig for alvor så ud til at være noget konkret. På den baggrund lignede remis et meget rimeligt resultat. Et helt fornuftigt resultat. Ikke mindst set i lyset af, at Igor fik ødelagt sine forberedelser af, at han ikke som forventet skulle spille mod Mads Andersen, som havde afbud, men i stedet fik æren af den forsvarende Danmarksmester, Davor Palo.

    Sloth provokerede med 8…Sh5 hvid til at spille 9.g4 og dermed svække kongestillingen kraftigt. Desværre er netop planen med 9. g4 tematisk på topplan i disse år, og den bliver næppe dårligere af, at hvid får et par tempi med på vejen. Hvid fik en klar terrænfordel, og selvom Sloth kæmpede godt, måtte han til sidst ned.

    Jeg spillede mod Nicolai V. Pedersen. En spiller jeg har meget respekt for og som efter min mening burde være blevet stormester for længst. Denne dag virkede han bare ikke helt klar, og jeg valgte derfor at afslå remis i en bedre stilling efter 9 træk. Sorts 12. træk (…b5) giver hvid noget at spille på. Herefter spiller jeg et glimrende parti, og Nicolai tabte på tid i en tabt stilling kort før træk 33. Det er ikke tit, jeg slår så gode spillere.

    Tom har (som vist nok alle på holdet) været efter Nina for hendes tvivlsomme åbninger. Denne dag så Toms Kongeinder nu heller ikke for godt ud. Tom fortalte efter partiet, at han var lige ved at redde det. Havde han fået point, havde det ikke været åbningens skyld.

    Nina spillede som hvid en Vinggambit mod siciliansk. Så er Nina i sit es, og Jens Kjeldsen lignede én, der følte sig presset efter sekvensen 15. g4 h5. 16. f5. Desværre lykkedes det ham at finde en vist nok helt fornuftig løsning, og stille og roligt gik det sorts vej.

    Jan spillede sort mod Mads Boe i et parti, der kunne have fået en hurtig afslutning, hvis Mads havde fundet 17. Lxf7!. Nu blev det i stedet et langt parti, hvor Jan fik tilspillet sig et vundet slutspil. Det betyder desværre ikke, at det så også altid vinder i praksis. Remis efter 78 træk.

    Thomas var for første gang i år med på skakligaholdet og fik en ilddåb med hvid mod Jackie Andersen. Jeg troede egentlig undervejs, at Thomas havde opnået en solid fordel med sin Trompovsky, men Jackie viste, hvorfor det ikke er så simpelt. Thomas blev stille og roligt kørt over efter aktivt og stærkt spil fra Jackies side.

    Holst agerede denne dag reserve for Johnni. Ikke en helt nem opgave med sort mod talentfulde Kristian Seegert. Per måtte hurtigt afgive en bonde, og så var det spil til et mål. Per kæmpede dog utrolig godt, men trådte desværre forkert i tidnøden. 39…Se4 må være en fejl. I stedet Sc4, Sc8 eller Sb5 med ideen at dække nøglefelterne c7 og b6 og dermed indirekte a8 havde stillet større krav til hvid. Nu måtte Per i stedet afgive en officer for en fribonde på a8, og så var resten et spørgsmål om Seegert kunne sætte mat med løber og springer eller alternativt undgå afbytning af sin sidste bonde. Det kunne han desværre godt. 1-0 til hvid efter 79 træk.

 

 

3. runde, søndag den 8. november 2013 - Af Nina Høiberg

Århus/Skolerne  - Nordre I   4 - 4
Rasmus Skytte  - FM Igor Teplyi   remis
Jan Sørensen  - FM Jørn Sloth   1 - 0
Tobias Christensen  - FM Martin Bækgaard   remis
Finn Pedersen  - FM Tom Petri   remis
John Rendboe  - FM Johnni Veng   1 - 0
Kresten Hagen  - WIM Nina Høiberg   0 - 1
Jakob Bjerre Jensen  - Poul Erik Nielsen   remis
Michael Tettinek  - Jan S Christensen   0 - 1

 

Første matchpoint i hus!

 

    4-4 mod Aarhus/Skolerne – det havde vi meget gerne solgt matchen for på forhånd. Men med afbud fra deres 1. og 4. bræt og med reserverne hentet nedefra var netop 4-4 det forventede resultat, når man kigger på ratingtallene. Og sådan blev det. Uafgjort og langt hen ad vejen jævnt kedeligt.

Jeg nåede ikke engang at hente en kop kaffe, før første parti var slut. På 3. bræt sad to venlige unge mænd, der ikke ville hinanden noget ondt. 11 træk og Martin og Tobias enedes om remis.

De resterende partier fra den øverste halvdel af holdet gik over pænt flere træk, uden at de var specielt mere underholdende at se på – i hvert fald set gennem mine antipositionelle briller. Eller mere præcist – jeg forstod ikke, hvad der foregik. I Toms parti gik hesten fra b8 til d7 til c5 til d7 til c5 til a6 til c5, hvor den så blev byttet, men slået igen af en ny springer på c5. Prinsesse Nathalie ville være mere kvalificeret til at kommentere det parti end jeg. Da den nye springer på c5 også var byttet, tog man remis.

Igor stod iflg. ham selv lidt over det meste af partiet mod Rasmus Skytte, men kunne ikke presse det ud over remisgrænsen - men glædeligt i hvert fald, at Igor kom i gang.

Sloth derimod mangler stadig at komme på tavlen, men hvor det var sort uheld, det ikke skete i dobbeltrunden, så så det ikke ud til, det var tæt på her. Poul Erik argumenterede under den efterfølgende middag for, at stillingen var tabt efter 3.-,exf6!

Samme Poul Erik sluttede sig til remisholdet, da Jakob, presset af truende tidnød, tilbød i en bedre stilling.

2 points og 3 partier tilbage, hvor det eneste sikre var, at Jan på bræt 8 ikke ville tabe. Det tegnede ikke alt for godt. Aarhus/Skolerne havde fundet Michael Tettinek frem fra gemmerne – og han var formentlig noget nær den eneste, Jan ikke havde haft i tankerne på forhånd. Det blev et underligt parti. Jan fik klart overtag, men fejlede så åbenbart og endte i et slutspil, der først så vundet ud, men som så pludselig blev forvandlet til noget remisagtigt med bonde ekstra til Jan, men med uligefarvede løbere. Heldigvis spillede Tettinek det forkert, hvorefter Jan kørte pointet sikkert hjem. Dejligt, at det går Jans vej i år – han er nu topscorer med 2½ af 3.

Tilbage sad så Johnni og jeg. Johnni, der under kampene er presset på hele to åbningsfronter (fysisk af Føtex’ åbningstider og psykisk af mit åbningsspil), er ude af form. Det betyder desværre ærgerlige overseelser undervejs. Han stod formidabelt mod Rendboe, ofrede en bonde for angreb, og jeg var sikker på, han ville vinde – lige indtil jeg kastede et nyt blik over på nabobrættet og kiggede lige ind i øjnene på en hest, der truede med en skak-dronning-tårn! Jeg så ikke helt, hvad der skete, fordi mit eget parti pludselig tog en interessant vending, men hesten blev aflivet, og Johnni ofrede et tårn på e6, og jeg troede, der stadig var chancer. Det var der vist også, men et ny overseelse kostede partiet.

Det går ikke altid helt retfærdigt til i skak. Heldigvis! For ved siden af havde jeg siddet med en miserabel stilling i timevis for så pludselig - ud af det tidnødsblå – at få modchancer. Kresten Skytte Hagen må ellers ha’ glædet sig til at skulle møde mig, efter han bukkede en ren officer i en god stilling mod mig i den afsluttende dobbeltrunde sidste år. Og alt gik planmæssigt for ham, indtil han tænkte sig i tidnød af at vælge mellem de forskellige gevinstmuligheder. Jeg var presset helt sammen, kunne ikke flytte en brik, men et enkelt slapt træk omkring træk 40 gav mig chancen for med -,c5 på én gang at åbne centrum, få modspil mod de sorte felter omkring Krestens konge og få mine passive brikker med i spil. Utroligt! Derefter var det pludselig svært for ham – måske endda tabt. Det lykkedes mig at vinde 15 træk senere, selv om jeg overså en hurtig gevinst lige efter første tidskontrol. Jeg håber ikke, jeg skal møde Kresten igen næste år – det kan ikke blive ved at gå godt!

Men summa summarum - med det uafgjorte resultat holder vi jul fri af nedrykningspladserne, og vi har stadig den runde til gode, som altid kommer i løbet af en turnering. Den hvor alt bare går vores vej!

 

2. runde, søndag den 3. november 2013 - Af Jan Christensen

Nordkalotten  - Nordre I   6 - 2
GM Jonny Hector  - FM Igor Teplyi   1 - 0
GM Stellan Brynell  - FM Jørn Sloth   1 - 0
FM Kåre Hove Kr.  - FM Martin Bækgaard   remis
FM Jacob Sylvan  - FM Tom Petri   1 - 0
FM Lars Aa. Nielsen  - FM Johnni Veng   1 - 0
FM Esben K Hove  - WIM Nina Høiberg   remis
FM Peter Jakobsen  - Poul Erik Nielsen   remis
Esben Ejsing  - Jan S Christensen   remis

    Kl. 10.00 var vi alle klar. Udhvilede og friske efter en 20 minutters spadser tur fra hotellet. Aftenen havde været rigtig fin med super mad, fælles analyser og godt selskab.

    15 minutter efter start ringer en mobiltelefon. Alle kigger forventningsfuldt på modstanderen. Den heldige er Davor. Sebastian Nilssons mobil var ellers slukket, men alarmen er ikke sådan at komme af med. Det kostede K41 et point og så var der langt hjem til Sverige. Johnnis rutine kunne svenskeren lære af : Først sættes mobilen på lydløs, derefter slukkes den og til sidst  fjernes batterierne. De paranoide kan supplere med at plumpe mobilen ned i en spand vand!

    Nordkalotten er et stærkt homogent hold med to stormestre i front og stærke 22-2300 folk på resten. Alligevel lignede det et par timer inde i runden en smal sejr til os Da vi havde været lidt uheldige dagen før, ville det også være rart med mere end de forventede 3½. En time senere kom tidnøden, og den var rigtig grim ved os. Nerver og manglende træning er vel en del af forklaringen.

    Igor havde forberedt sig godt mod Hectors sædvanlige 1.Sf3 d5 2.g3 Sc6. Imidlertid forivrede han sig op mod træk 40 og røg ind i et springertrick, som Hector havde luret på længe. Ærgerligt for fordelen var stor. Selvom han strittede godt imod, var det herefter spil mod ét mål. Efter partiet spurgte Igor Hector, hvordan han kunne se så meget, hertil svarede Hector: ”Jeg ser kun springergafler!”.

    Jørn spillede en Nimzoinder fra K-skak VM tiden. Den holder tilsyneladende også 30 år efter. Brynell tabte hurtigt sin c–bonde. Stor sort fordel, som kunne være endnu større, hvis Jørn havde byttet et par bønder i centrum. Løberpar, stormester tricks  og tidnød gjorde imidlertid livet svært de næste par timer. Lige efter træk 40 kom fejlen så. Et ærgerligt nederlag.

    Martin var den på holdet der havde fået mest råt kød (i hvert fald efter kropsvægt) aftenen før. Det bar partiet præg af. Taktikeren Kåre Kristensen havde måske fordel undervejs, men Martin blev ved med at være aggressiv. Insisterede længe på at komme af med dronningen for løber, tårn og en fri bonde. Efter tidnøden endte det med to tårne og løber mod dronning og irriterende bonde på h2. Sandsynligvis vundet, men meget svært, især efter mange timers spil. I den uendelige tidnød fandt Kåre en evig skak. Ærgerligt, men et godt comeback til Nordre for Martin i denne weekend.

    Toms Modern er på værkstedet. I stedet blev det til Philidor. Den type stillinger har altid været Toms specialitet. Han venter tålmodigt på en fejl og har scoret mange point med trange opstillinger. Op mod tidnøden var stillingen fin, men et eller andet gik galt, og pludselig var en springer på vej til de svage bønder på dronningfløjen. De ressourcer, Tom plejer at finde, var der tilsyneladende ikke. Det så ud til, at Jacob Sylvan spillede et fint parti.

    Johnni spilleder Marin’s anbefaling mod Owens. Da Aaes stillede sig op med Dh4 og Johnni alligevel havde tænkt sig at fianchettere løberen, lignede det en overlegen stilling. I stedet for at lave et par håndleds træk bruger Johnni oceaner af tid. Stillingen bliver bedre og bedre, men det koster dyrebare minutter, og i tidnøden kommer der pludselig sammenhæng i det sorte spil. Det ender brutalt lige omkring træk 40. Når Johnni igen er formstærk (får spillet et par turneringer), bliver disse stillinger et sikkert point.

    Nina blev med rette mistænksom, da hendes ellers fredelige modsander besvarede 1.d4 d6 med 2.e4. Hun skiftede til Philidor og fik en kanon stilling. Da dronningerne blev byttet af, var jeg sikker på et helt point til os. Der er få, der spiller den slags slutspil så godt som Nina. Imidlertid var det forvirrende, at der både var mulighed for matangreb og spil mod svage bønder.  Det endte naturligvis med det første, men med det yderste af neglene fik Esben fundet de ressourcer, der parerede matten. En ærgerlig halv, men også godt forsvarsspil.

    Poul Erik fik ikke meget ud af en symmetri-englænder. Remis tilbuddet blev dog afslået – Peter mente at han ligeså godt kunne spille, da hen alligevel ikke kunne komme hjem. Det kom han til at fortryde. Pludselig røg a-bonden, og så kunne det godt ligne en tur i torturkammeret de næste mange timer. Dronning løber og 4 bønder mod 3 er imidlertid ikke så nemt. Fribonden i d linien kan blokeres, og hele tiden skal der dækkes ind for en masse skakker. Det blev remis lige efter tidnøden.

    Jan spillede en kort remis i 15 træk mod Esben Ejsing. En slags symmetri Dronninginder, hvor jeg fik udlignet hurtigt. Vi havde begge vundet første runde og er kolleger til daglig. Nu har jeg scoret stort set lige så mange point som sidste år og spiller resten af partierne helt ud. Med så få partier, jeg spiller, giver andet ikke mening.

    Efter de to første runder ligger vi allerede på den ene nedrykningsplads. Rigtig ærgerligt, for der var mange partier på vippen, der ikke gik vores vej.

 

1. runde, lørdag den 2. november 2013 - Af Igor Teplyi

Nordre I  - Hillerød   3½ - 4½
FM Igor Teplyi  - GM Lars Schandorff   0 - 1
FM Jørn Sloth  - IM Nikolai Borge   0 - 1
FM Martin Bækgaard  - FM Jens Østergaard   1 - 0
FM Tom Petri  - FM Tim Jaksland   remis
FM Johnni Veng  - Jan Nordenbæk   0 - 1
WIM Nina Høiberg  - Martin Percivaldi   remis
Poul Erik Nielsen  - Martin Rosenkilde   remis
Jan S Christensen  - Finn Nøhr   1 - 0

    Schandorff overraskede mig med en variant i Najdorf, og vi endte med at få en typisk spansk struktur. Hvid havde ikke rigtig nogen fordel, men da tidnøden begyndte at nærme sig, er det mig, der begyndte at lave fejl. Jeg gik ind i en dårligere struktur og hvid fik initiativ. Snart overså jeg en taktisk finte, og partiet var slut.  

    Jørn spillede rigtig godt og fik hurtigt en stor fordel med hvid. Hans modstander, som på et tidspunkt sad tilbage med en løber på g8 (og en bonde på f7…) prøvede at holde sammen på stillingen. Men pludselig blev dronningerne byttet af, og sort fik lidt håb. Efter noget tid forsvandt hvids fordel og lidt senere manglede han to bønder… Det lykkedes desværre ikke Jørn at redde partiet.

    Martin spillede et meget godt dynamisk parti og vandt i god stil. Åbningen var Grünfeld med løberen på e3. Martin begyndte hurtigt at lægge pres på modstanderen centrum, og på et tidspunkt spillede hans modstander Lg5 efterfulgt af f4(?), hvorefter hvids stilling lige pludselig brød sammen.

    Tom spillede en engelsk opstilling, som desværre førte til en fuldstændig lige og symmetrisk stilling. Der var ikke så meget at gøre og der blev snart taget remis.

    Johnni spillede et kompliceret parti med sort. Det blev til en slags Pirc med e4-e5 struktur i centrum. Hans modstander fik lov til at overtage dronningfløjen, mens Johnni prøvede at skabe trusler på kongefløjen. Stillingen var meget uklar undervejs, og begge parter havde vist sine chancer. Det hele blev afgjort i tidnøden, og Johnni endte desværre med at tabe.

    Nina fik lidt pres med hvid i afbytningsvarianten i Fransk. Det var dog ikke nok, da hendes modstander, en ung talent Martin Percivaldi, er en god forsvarsspiller. Partiet endte remis.  

    Poul Erik spillede et kompliceret strategisk parti. Åbningen blev: 1.e4 c5 (sådan!) 2.c3 b6 !!??? – no comments…;-) Stillingen blev dog hurtigt forvandlet til en lukket fransk struktur, hvor Poul Erik følte sig rimelig usikker. Det var meget svært at afgøre, i de efterfølgende analyser, hvem stod bedst og hvorfor. Partiet endte remis.

    Jan leverede den største positive overraskelse! Skak kan være smukt, og det viste Jan med sit flotte springeroffer på f7 tidligt i åbningen og det efterfølgende knusende angreb! Det var en skarp åbningsvariant i Semi-slavisk, og springerofferet på f7 er faktisk allerede en del af skakhistorien. Topalov vandt med det over selveste Kramnik i 2008. Jans modstander kendte tydeligvis ikke meget til springerofferet og stillede kongen på en forkert felt, hvorefter Jan afgjorde partiet med en række præcise computertræk. Bravo!