Randers stillede op i henhold til deres opstilling, og vi kunne notere, at Dennis Hemdorff ("jeg er kun reserve") besøgte matchen som tilskuer; Steen Juul er hoppet over og spiller 8. bræt for Herning. Vi har på papiret et klart bedre hold end Randers, men de lagde hårdt ud med 7½-½ over VRS og har ført indtil dette topopgør. Nu skulle vi så bevise, at vi rent faktisk var de bedste:

 

Formand Lars var substitut for Jonas på sidste bræt, og han tog som sort en fornuftig hurtig halv i en dronninggambit.

 

Thye kom fint fra start med de sorte, men han var åbenbart ikke i mode til det store, og han tog som nummer 2 remis, i en lidt bedre stilling.

 

Jeg har spillet græsseligt på førstebrættet, og partiet mod Arne var ingen undtagelse. Sidste år vandt jeg en englænder over Arne, men jeg kunne ikke mærke, at Arne i mellemtiden er blevet basisspiller. Han havde synligt forberedt sig godt, og jeg gik lige lukt ind i hans varianter, og kom hurtigt til at stå dårligt med hvid. Jeg valgte derfor at trække nødbremsen allerede i træk 20: Remis? Og heldigvis har Arne meget svært ved at afslå den slags, så remis!

 

Oehlerich satte en bonde til, den scorende sorte dronning kom lidt på afveje, og sort tilbød derfor remis. Per tænkte længe og tog til sidst imod, da han ikke kunne finde noget konkret, der udnyttede dronningens udsatte placering.

 

Noe spillede kongeindisk med ...Sbd7 (i stedet for ...Sc6), og hvid lagde op til et hurtigt angreb på damefløjen med b2-b4. Han var dog ikke konsekvent i fortsættelsen og kom faktisk aldrig til det opfølgende c4-c5, da han blev bekymret for Noes fremmarch på kongefløjen. Da han yderligere åbnede sin kongestilling unødigt med et uforståeligt g2-g3, blev han løbet fuldstændig over ende af Noes angreb!

 

Filip var oppe mod Svend Aage, men der var ikke meget bid i hans forsigtige løberspil (1.e4 e5 2.Lc4). Svend Aage udlignede bekvemt, rokerede langt og byttede alle de tunge, og det fremkomne løberslutspil var helt dødt, remis.

 

Stillingen var nu 3½-2½ til os, og tilbage sad Benjamin og Sune, og det lykkedes dem ved flotte arbejdssejre at hive to points hjem til den overbevisende sejr på 5½-2½ (forventet 5,13):

 

Sune spillede, som jeg, Fynsmesteren (også kaldet Botvinnik systemet), det blev en stiv udgave, og med Sunes egne ord: Det var nogenlunde som jeg fornemmede, en bølgen frem og tilbage inden for remisgrænsen med flere unøjagtigheder, indtil slutspillet, hvor han med kort tid på uret går galt i byen i det dobbelte tårnslutspil.

 

Aage spillede Morragambitten mod Benjamin, der sugede bonden og holdt fat i den. Aage sprællede det bedste, han har lært, men forgæves: Benjamin kom over i et meget lovende slutspil med T + L + 3 bønder mod T + S + 2 splittede bønder, hvoraf den ene hurtigt gik tabt. Benjamin spillede det suverænt og pressede Aage helt ned på baglinjen, hvor han vandt Aages springer og dermed partiet.

 

 

Vi er nu to points (og 3 matchpoint!) foran Randers før sidste runde, som spilles allerede den 5. februar; Randers møder Åbyhøj, mens vi har VRS, der i skrivende stund er 3½ efter Åbyhøj, men i dag spiller mod Silkeborg II. Så vi kan ikke længere fraskrive os favoritværdigheden - om en førsteplads så giver oprykning til 1. Division (2. Division nedlægges jo) er en anden og kompliceret sag.

 

 

Det blev en spændende match, hvor Noe og Thye sad tilbage og kæmpede for remis ved stillingen 4½-1½. Men vi tager det i den rækkefølge, partierne (vist nok) blev færdige:

 

Bræt 8: Jonas kom med sort godt ud af en Colle, fik gennemført e6-e5 med fordel, og kort efter koksede det helt for modstanderen: Jonas fik ...Txe3! ind, og da modstanderen slog den med damen, kom Lc7-b6 med dronninggevinst, modstanderen opgav på stedet!

 

På bræt 2 var Filip ret presset i noget Pirc/modern noget, og han var ikke længe om at besinde sig, da modstanderen tilbød remis, pyha!

 

På bræt 1 byttede jeg damer i træk 6, og vandt snart vandt en bonde, for til gengæld at give løberparret. Min modstander var nærmest hyperaktiv og fik et passende pres for bonden. I komplikationerne opstod en trækgentagelse, som ingen af os havde lyst til at afvige; udsigten til at realisere bonden var meget fjern - så en halv.

 

Så kom det glædelige budskab: Ulrik vandt pludseligt på bræt 5! Ulrik havde vundet en bonde, men kunne ikke få udvilket sin D-fløj uden at give den tilbage. Det gjorde han og stod meget skidt, da modstanderen så lod Ulrik sætte ham mat på baglinjen!

 

Sune på bræt 7 fik lov til at spille sin elskede "Fynsmester" (engelsk med d3,e4 og g3), og han var nogenlunde i kontrol hele vejen, umiddelbart gav han kun den enkelte, klassiske chance væk undervejs. Og til sidst fik han lov at brillere:

 

  33.Te7! Txe7 34.dxe7+ Kxe7 35. De5+ og sort opgav pga 35...De6 36.Dg7+ Ke8 37.Sc7#

 

Vi napper nok hele partiet i klubbladet!

 

På bræt 4 spillede Oehlerich noget Dronninggambit-agtigt og endte op med den hvidfeltede og en isoleret d-bonde, men der var kun få brikker tilbage, og Per holdt relativt let den halve.

 

Og Ja, så sad Thye og Noe altså tilbage med overstået tidnød:

 

På bræt 6 fik Thye spillet en god åbning mod Kim Hardlei (ja, han er nu via VRS havnet i Silkeborg!), men undervejs tillod han en dum afbytning, og fordelen blev minimeret og måske endda helt væk. I tidnøden blev det blot værre, og da han ikke modtog et officersoffer - hvilket ville have givet en stilling med Thyes springer mod tre bønder, meget uklart - blev han presset helt i bund. Kun indædt fight og held gjorde, at Thye kæmpede en halv hjem, igen pyha!
 

Noe på 3. bræt må ha' stået fint, men lavede så en fejl, som tvang ham ud i et værre eventyr: Han giver en officer, får a- og c- bønderne presset helt frem på 7. række, ofrer så opfindsomt endnu en officer, og vi havner her:

 

 

Sort er pænt bundet på hænder og fødder trods to lette for 3 bønder! Det lykkes dog Silkeborgmanden - trods evig tidnød på mellem et og nul minut - at vriste sig fri og realisere sit materiale; skidt, men virkelig godt kæmpet!

 

  Toppen havde det svært, ingen sejre
Foto Ken Holm

 

 

Da Randers samtidig - med en vindende Dennis Hemdorff på holdet, ellers ret afbudsramt - nøjedes med 4-4 mod Syddjurs, er vi nu blot et point efter Randers, inden det indbydes opgør midt i januar, det bliver spændende, for indtil videre har vi jo vundet alle vore kampe!

 

 

 

Forventningerne var store, i skak kan vi jo ikke løbe fra den forventede score, og Nordre II kunne således ikke tale sig uden om favoritværdigheden mod Aabyhøj. Vi levede da også kun lige op til det kalkulerede med en sejr på 6½-1½.

Noe, Benjamin og Ulrik afgav remis, det vender vi tilbage til, men først uddeler jeg fidusbamsen til deling mellem Poul Erik og Filip.

 

 

Kaptajn Poul Erik viste vejen med en meget stilren og overbevisende gevinst med sort. Jeg tror, at åbningen 1. d4 Sf6 2. Sf3 b5… kaldes Polsk, i hvert fald lykkedes det Poul Erik at bringe partiet væk fra kendte stier, og da modstanderen forsøgte et umiddelbart lovende taktisk udfald, slog Poul Erik stærkt kontra, påviste det fejlagtige i hvids spil og fastholdt ham i en skruetvinge partiet ud. Jeg synes det så imponerende ud, da vi kiggede på det bagefter.

 

Filips parti var vist objektivt set mere fejlbehæftet, men Filip VILLE vinde og viste den helt rigtige holdspirit, da han insisterede på at gå efter hele pointet i et tårnslutspil med hver sin bondemajoritet på fløjene.

Personligt vil jeg hellere stå i kø IKEA i to timer end at spille sådan et slutspil - tre hvis det er imod Nina. 

Jeg kan ikke finde ud af det. Men det kunne Filip, og selv om modstanderen kunne forvandle først på dronningfløjen, havde Filip bragt sine forbundne fribønder på kongefløjen så langt frem, at facit blev dronning mod tårn (og et par bønder til hver), og det konverterede Filip sikkert til aftenens seneste sejr. Virkelig stærkt kæmpet af Filip! Sådan!

 

I bunden vandt Sune og jeg sikkert, og her var der, må vi erkende, tale om pligtsejre. Sune spillede sin englænder, fik åbnet b-linjen, og det for åbningen klassiske pres på dronningfløjen forvandlede Sune til materialegevinst og en hurtig og sikker sejr.

 

Jeg spillede som altid (fantasiløst) Caro Kann mod 1.e4, og Arne (Just) spillede ikke det mest udfordrende med hvid. Da han tidligt tillod mig at vinde d4-bonden gratis på en taktisk finesse, stod jeg reelt til gevinst. Skal jeg rose mig selv for noget, er det kun for at spille tålmodigt - det er ofte en god ide i partier, man skal vinde, selvom det er fristende at gå efter mere materiale og hurtig sejr. For som Poul Erik skrev på hjemmesiden for nylig: Mman får altid én chance…

 

Flot sejr til Mikkel, som spiller “sundt” for tiden, synes jeg. Mod solide Lars Fast kom Mikkel også ind i en Caro Kann struktur, men Mikkel fik - også tålmodigt - stillet sine to springere meget mere aktivt end Lars sine, og det blev udslagsgivende, da Mikkel fik øje på en smart taktisk vending i forbindelse med afvikling af springerne. Godt spillet, Hansen.

 

Og til remiserne:

 

Ulrik havde hvid mod en Skandinaver, som jeg altid intuitivt har opfattet som en ukorrekt åbning… Dronningen tidligt i spil, den rykker ofte to eller tre gange inden midtspillet - kan det virkelig være godt…? Ulrik stillede sig sundt op, og når man så på stillingen “udefra”, ser det ofte godt ud for hvid. Men den sorte stilling i Skandinavisk er nok oftere mere solid end som så. Det endte remis, og jeg fangede ikke detaljerne.

 

Lars spillede med hvis Sämisch-varianten mod Kongeindisk, og heller ikke her fik jeg fulgt ordentligt med, men Poul Erik mente vist, at Lars’ modstander havde nogle gode muligheder, og at vi skulle være tilfredse med remis.

 

Benjamin spillede Morra-gambit mod en sicilianer, men plukveer på hjemmefronten gjorde meget formstærke Benjamin fredeligt indstillet. Forståeligt og en hurtig remis, efter at han havde vundet bonden tilbage.

 

Konklusion: En pligtsejr, javel, men absolut en positiv en af slagsen!

 

Holdskaksæsonen er skudt i gang og andetholdet skulle møde et afbudsramt Syddjurs, hvor en forventning på 6 talte sit klare sprog om en storsejr, og undervejs skød Tom da også til en 6½-1½ eller 6-2 sejr (da vi var foran 4½-½), men så skete den ene ulykke efter den anden. Vi starter ovenfra:

Hvor Poul Erik med de sorte brikker spillede en Najdorf, og det så ganske lige ud, da jeg kiggede undervejs, men senere hen stod Poul Erik presset og havde muligvis byttet dronninger for sent af, der gjorde modstanderen fik bønder langt fremme på brættet og senere spillede med en officer under (Red.: Jeg gik helt kold i tidnøden og mistede officeren). Poul Erik kæmpede bravt videre, men måtte strække våben som en af de sidste tre spillere på holdet. 0-1

På bræt to gik jeg til opgaven mod Claus Nørregaard med en indstilling om at spille positionelt og så stille og roligt udmarve min modstander. Jeg måtte dog sadle om, da Claus rokerede modsat og forberedte et angreb på kongefløjen. Hans angreb kom dog ikke ud af starthullerne, og jeg fik sat et hurtigere angreb i gang på dronningfløjen, hvor jeg havde tilpas mange taktiske muligheder, som skulle pareres, inden han selv kunne starte sit angreb. 1-1

Filip endte med sort i en London imod Willy Møller Nielsen og lavede relativt hurtigt en gaffel på en løber og springer med sin bonde, og kørte så stille og roligt sejren i mål. 2-1

Per O havde en favorabel stilling med en bonde op, og jeg vurderede længe undervejs at kun han havde chancerne for gevinst, dog endte det desværre med han gik forkert og tabte bondeslutspillet. 2-2

Mikkel havde et kort parti, da jeg slet ikke nåede at se noget af det inden det var slut og fredspiben var røget (Red.: Mikkel var hårdt presset og var meget tæt på at tabe). 2½-2½

Ulrik mødte unge Noa, som jeg spillede på hold med ved Store Bededagsturneringen. Partiet bølgede frem og tilbage, hvor Ulrik undervejs stod med et højt pres og kunne have vundet en officer og formentlig partiet, hvis han kunne forhindre en evig skak fra modstanderen. De endte begge i evig tidnød, og Ulrik måtte desværre ned (Red.: …. efter at have overset en mat i 1 ....). 2½-3½

Sune vandt på 7. bræt med de sorte brikker imod en uambitiøs London, hvor Sune opnåede god aktivitet og fordelagtig bondestruktur. Imod slutspillet vurderede jeg Sune stod bedst med mere aktivitet og et tårn, der kunne afskærme modstanderen konge, mens modstanderens tårn blokerede sin egen h-bonde. Det virkede til, at partiet krævede en god slutspilsteknik, men blev meget lettere, da modstanderen satte en bonde i slag og direkte gav op, da Sune blot slog den. 3½-3½

Jonas spillede med hvid en standard Caro-kann, hvor partiet var helt lige, indtil modstanderen insisterede på at få en trippelbonde i f-linjen, og derfra var det en smal sag for Jonas at tage sejren. 4½-3½

Resultatet var dårligere end forventet, men det er nok en ringe trøst at sige alt er fint, da der nok ikke er nogen oprykker. Vi satser på at komme stærkt tilbage i 2. runde, nu hvor rusten er banket af.