Klik for at vende tilbage til forsiden !

 

 

 

 

Nordres 23. Bededagsturnering (2001)


Af Poul Erik Nielsen

Der var 18 hold til start ved årets Bededagsturnering, lidt ærgerligt 2 hold for lidt, for Tjele havde forgæves forsøgt tilmelding pr. e-mail og Kjellerup blev afvist aftenen før p. gr. a. et ulige antal hold ...!

Nok var der kun 18 hold, men hvilke! Årets turnering er suverænt det stærkeste nogensinde med hele fire hold med et ratinggennemsnit på 2374 eller derover - fire hold der alle på en god dag ville kunne vinde. Og efter disse 4 hold kom yderligere tre turneringsspoilerhold med over 2195 i snit. Så der var fyret op!

Men spændingen blev hurtigt taget ud af feltet, idet det tredjeseedede hold Patzers - der er plattysk og skulle betyde fusker - bestående af Mads Boe, Jacob Aagaard, Nicolai og Daniel V Pedersen gik en fantastisk sologang og hurtigt kom afgørende foran. 

Holdet besejrede i 2. og 3. runde Det gyldne håb med Karsten Rasmussen og Diegos drenge med Peter Heine og hhv. 9-3 og 10-1 og vandt suverænt de andre kampe 12-0 indtil sidste runde, hvor sejren allerede var i hus, og holdet tog sig til takke med en 6-6'er imod Danmarksmestrene med Jens Ove Fries og Klaus Berg. Slutscoren for Patzers blev hele 73 points foran Diegos drenge med kun 55.

Skolerne young stars nappede præmien for bedste hold under 2300, og præmiegruppe 2 blev vundet af et blandingshold under betegnelsen De infame. Her blev Thomsens tropper med et hold Chess House værter nummer 2.

I den nederste præmiegruppe løb et forstærket Nordrehold Rub og stub (Danstrup, Koch og Pedram) med det hele foran Skubberne fra Skødstrup. Skødstrup var repræsenteret med hele tre hold, og de sluttede utroligt tæt med hhv. 29 og to gange 31.

Brætscorerne gik på de to topbrætter til topholdet, idet Mads Boe og Aagaard begge gennemførte med maksimum 21 point (!), Nicolai måtte på 3. bræt nøjes med 18, ligesom Bo Jacobsen på 4. bræt.

Trods det let vigende antal endnu en bededagssucces - vi glæder os allerede til næste år!