|
|
|
Af Erling
Høiberg,
1981
I 1965 flyttede jeg fra en lille provinsby til Aarhus for at studere
historie. Det betyder ikke, at følgende beretning vil være
nævneværdigt præget af, at jeg har taget denne uddannelse. Jeg har
altså ikke kigget i protokoller eller arkiver, ej heller har jeg
foretaget interviewundersøgelser, men jeg støtter mig ene og alene til
min spinkle hukommelse, dog suppleret med periodiske dagbogsoptegnelser.
Man skal heller ikke vente en fyldestgørende liste over klubbens
meriter i 1960-erne, men en beretning om, hvordan der så ud i klubben
lidt længere nede fra.
Da jeg flyttede til byen, havde jeg ikke på forhånd
bestemt, hvilken skakklub jeg ville melde mig ind i, men det var dog
helt givet, at jeg i hvert fald ville fortsætte med at spille skak. Jeg
havde klaret mig godt i juniorklassen ved DM det foregående år. Det
var dengang junior-DM også blev spillet i påsken, og jeg havde en delt
andenplads at prale af sammen med en anden af klubbens nye medlemmer,
Gustav Larsen. Jeg var mest tilbøjelig til at spille i Nordre, fordi
klubben dengang havde spillested i Stakladen på Studenternes Hus, hvor
jeg fra første dag følte mig godt hjemme, men jeg havde dog fra en af
mine kammerater i gymnasiet hørt meget ondt om de arrogante
Nordrespillere, der i en 3, divisionskamp i Hvidbjerg skulle have
forlangt at urene blev sat i gang til den aftalte tid, så de kunne nå
at komme hjem igen, og det endskønt de gæve Hvidbjergboere sikkert har
haft al mulig god grund til ikke at være mødt til tiden, i hvert fald
efter de referater jeg hørte i frikvartererne. Jeg vovede mig
dog forsigtigt op i Stakladen den første mandag jeg var i byen og fik
da i det mindste vished for at man øjensynligt ikke ville afslå min
ansøgning om medlemskab, men jeg syntes dog lige, jeg ville tænke over
det til næste mandag, og tænkepausen brugte jeg bl.a. til sammen med
en anden spiller, der havde bil, jeg husker ikke hvem, at besøge to af
de konkurrerende klubber. Først var vi i Århus Skakklub, der dengang
spillede i nogle fornemme selskabslokaler i Polyhymnia på Clements Bro.
Jeg husker endnu tydeligt stemningen i de stuelignende lokaler,
hvor man høfligt titulerede de måske nye medlemmer med De, og jeg
husker at jeg følte, at stemningen var noget formel, og at
gennemsnitsalderen på spillerne vist var meget høj. Dernæst kørte vi
til Vejlby-Risskov, og det jeg husker bedst fra dette besøg, er, at jeg
var noget omtumlet, da jeg endelig kom ind i lokalet efter et forgæves
forsøg på at gå igennem bibliotekets lukkede glasdør. Jeg ved ikke
om det var fordi klubben havde anbragt slige forhindringer, men i hvert
fald meldte jeg mig den følgende mandag ind i Nordre og blev placeret i
klubbens mesterklasse. Derimod fik jeg straks at vide, at jeg ikke det
første år kunne regne med at komme på et af klubbens 4 divisionshold,
så jeg spillede dette år på mesterrækkeholdet.
KLUBLIV:
1965 - det var det år Stakladen var propfuld hver middag og hver
aften, og hvor man kunne risikere at komme til at stå i kø helt ud til
kiosken, hvis man kom ved sekstiden. Det var også det år, hvor en
middag kostede 4,50 kr. det samme sted, hvor man kunne komme i biografen
for 4 kr. og til fodbold for 5 kr. Det viser mine regnskabsbøger i
hvert fald, og hvor føler man sig gammel, når man tænker på
prisudviklingen.
Jeg mødte dengang og for øvrigt alle de år jeg boede i
Aarhus trofast op til hver eneste klubaften og har kun gode minder om de
første års klubliv, hvor turneringen lededes med stor sikkerhed og
autoritet af Svend Eriksen, men det skal da ikke nægtes, at vi var
nogle stykker, der syntes, at klublivet en overgang sidst i 60-erne,
dengang Eriksen ikke ville mere, var ved at sygne lidt hen til fordel
for kortspillet i baren nede i Studenterhusets kælder, men det blev der
dog rettet op på.
Jeg har altid følt at Stakladens lokaler var hyggelige at
opholde sig i, og klubben var alligevel så stor dengang, at jeg i hvert
fald mindes det sådan, at lokalet altid var pænt fyldt op, og det er
nok vigtigt for stemningen. Da jeg begyndte at spille i klubben, havde
vi altid to turneringer om året, en efterårs- og en forårsturnering.
Senere, dengang det var ved at gå lidt i stå omkring 1970, kan jeg
huske, at vi kun havde en enkelt turnering på et helt år i den
øverste klasse, vi var kun 12 mand i klassen, men alligevel nåede
nogle ikke at få spillet alle partier! Det skal også nævnes at
dengang, (som nu!) var de stærke spillere ikke så flinke til at møde
op i klubben, men vi havde det måske desto hyggeligere. Hvis ikke der
var een at spille turnering med, var der som regel altid en gruppe, man
kunne danne en lynturnering med, så der var altid mulighed for
aktivitet; og her har jeg også en stærk erindring om Svend Eriksens
enestående indsats overfor de nye spillere, altid var han opmærksom
på, at de skulle have en modstander, og altid havde han et trøstende
ord til overs, hvis de tabte; at det dog også affødte mere pudsige
episoder, kan jeg illustrere med følgende eksempel, som jeg morede mig
vældigt over sammen med min lynpartimodstander den aften. På det
tidspunkt var jeg også begyndt at læse dansk og havde bemærket at
fagets professor, den kendte Pontoppidanforsker, svenskeren fil. dr.
Knuth Ahnlund var en ivrig spiller i klubben. Det så dog ikke ud til,
at det skulle blive som skakspiller, han skulle gøre karriere. En af de
første gange jeg så ham spille, tabte han et remisagtigt bondeslutspil
i 3. klasse til en lille purk, som knapt kunne nå at sætte mat på
baglinien, og næstfølgende mandag tabte han uheldigvis på tid i alle
partier i vores lynturnering, selv om jeg personligt i vores indbyrdes
parti trykkede ned på uret for ham mindst halvdelen af gangene. Da han
også 3. gang tabte sit parti i 3. klasse, var det, at Svend Eriksen
syntes, at denne svensker, som han ikke kendte identiteten af, havde
trøst behov, og det var et kosteligt syn for os i de tider før
studenteroprøret, da professorer endnu havde en vis værdighed, at se
Eriksen gå hen og trøstende lægge hånden om skulderen på fil. dr.
Ahnlund og gå sådan sammen med ham hele vejen gennem Stakladen. At
Eriksen senere blev flov over det, da vi fortalte, at den pågældende
svensker sikkert havde så megen social prestige, at det kunne opveje
nederlagene på skakbrættet, var der jo egentlig ingen grund til.
PÅSKEN 1966
Påsketurneringen i 1966 arrangeredes af Nordre og blev afviklet
på Østergades Hotel, det var dengang, man endnu kunne man endnu kunne
afholde DM inde midt i byen og ikke på en skole langt ude på landet.
Om turneringens forløb i de øverste klasser kan man læse i Skakbladet
for det pågældende år, så jeg vil her nøjes med at sige lidt om,
hvordan turneringen oplevedes set fra 1. kl. gr. D, og blot nævne, at
Danmarksmester det år blev Bjørn Brinck-Claussen.
Turneringen blev ikke nogen succes for mig personligt, idet
jeg kun opnåede 3 p., og oven i købet hørte til dem, der skulle have
½ p. i sidste runde, men turneringen som helhed virkede ganske
hyggelig. Det var jo gamle lokaler, og de lavere klasser, fra 1. kl. og
nedefter, spillede dengang endnu i eet stort lokale, hvor vi var
placeret ved lange borde, belagt med papir ligesom ved
forsamlingshusmøderne i gamle dage på landet. Selvfølgelig var der
mere uro, når man spillede på den måde, men det havde også sin
charme, at man på den måde følte sig mere med i et fællesskab, end
hvis man sad i et klasseværelse. Det var lettere at overskue og komme
hen til de andres partier i de øvrige klasser; og der skete jo noget
rundt omkring, f.eks. når den gamle Nordre-spiller Viggo Kaalby havde
fået øl nok til at konstruere en angrebsstilling, og der sad skam
senere meget stærke spillere nede i 1. kl. dengang. Gr. A blev f.eks.
vundet på deling af Ulrik Rath, Oluf Øe, Gunnar Nielsen og Torben
Stetkær (Nordre), mens gr. E blev vundet af Steen Grabow.
DIVISIONSTURNERINGEN
Det første år spillede jeg som tidligere nævnt på
mesterrækkeholdet, men derefter havde jeg den fornøjelse at spille i
bunden af først 4.holdet, der spillede i 3. div. syd, og dernæst i
bunden af 3.holdet i nordkredsen. Det sidste skete i 1967-68, og da var
jeg så heldig ifølge inskriptionen på mit skakur at score maksimum 7
p., men det skal dog siges, at det ikke altid var lige stærke
modstandere jeg mødte, især var det galt når vi havde hjemmebane og
de andre havde et par reserver med. Jeg husker tydeligt et parti mod
Sigvald Friis fra Lemvig på 8. bræt, hvor de første træk med mig som
hvid var: 1.e4 c5 2.c3 e5 3.Lc4 Sc6 4.Db3 - og her tænkte Friis
et stykke tid og fandt åbenbart ud af, at bonden på f7 var truet,
hvorfor han spillede 4..f6?. Jeg tillod mig derefter at slå
springeren på g8 og havde selvfølgelig ikke særlig svært ved at
vinde. Det gælder for øvrigt generelt om det at spille 8. bræt på
hjemmebane, at man ofte kunne få nogle billige point, også i 1. div. -
se f.eks. følgende miniature fra en kamp mod Øbro først i 1970-erne!
Jeg har hvid mod Villy K. Andersen, Øbro: 1.e4 c6 2.d4 d5 3.e5 Lf5
4. h4 Ld7? 5.c4 e6 6. Sc3 dxc4 7.Lxc4 b5? 8.Ld3 Se7 9.Lg5 h6??
10.Se4! og hvid vandt let.
Måske fik man også nogle af disse lette sejre på grund
af den indgroede frygt, der lå i de fleste mindre klubber ved at skulle
møde Nordre. Det var især udtalt i den sydlige 3. div., og det er
meget betegnende, at jeg havde spillet i klubben i over 3 år, da jeg
første gang var med til at tabe en kamp. Det har gjort et så
uudsletteligt indtryk på mig, at der er kommet et stykke med i min
dagbog om denne forsmædelige episode i min og Nordres karriere. Det
skete den 10/11 1968, og vi blev på 2. div.-holdet sat eftertrykkeligt
til vægs af Herning med 6-2. En anden match for 2. div.-holdet, som jeg
stadig husker var kampen mod Århus Skakklub 8/10 1969, hvor jeg skulle
møde den for et par år frafaldne Nordre-spiller Frode Søby, som jeg
nu har den store fornøjelse at være på hold sammen med. Men dengang
havde jeg i hvert fald fået de strengeste ordrer om for enhver pris at
likvidere ham i denne hans første kamp for den nye klub, og det
lykkedes mig virkelig med Victor Juuls ord at "svinge
retfærdighedens sabel", selv om det dog ved denne lejlighed skal
indrømmes, at jeg i perioder i partiet bevægede mig på afgrundens
rand.
Det mest dramatiske parti jeg nogen sinde har spillet for
Nordre er dog den første kamp jeg spillede for 1. div.-holdet. Det var
i sidste runde i København mod Studenterne i 1971. Jeg spillede på 7.
bræt mod Jørgen Hågen Hansen og havde fået oparbejdet en god
stilling ved den første tidkontrol. På dette tidspunkt stod Ulrik
Thomassen på 8. bræt bedst med H. Norman Hansen, og da vi kun skulle
have 1 p. i de to partier, fik jeg besked om at spille på remis. Det
var nær endt i den store katastrofe, for Ulrik kunne ikke vinde
slutspillet mod Norman Hansen, og jeg spillede for henholdende, således
at Hågen Hansen brød ind i min stilling, og i de sidste hektiske
minutter, hvor vi begge var i stærk tidnød, og alle stævnets øvrige
spillere stod rundt omkring på borde og stole, overså Hågen Hansen en
formentlig afgørende fortsættelse, således at partiet blev
afbrudt efter 60 træk med en bonde i undervægt til os, men med
små remischancer ved en bedømmelse. Bedømmelsen skulle foretages af
Bent Larsen, og sagen strakte sig over flere måneder og var formentlig
medvirkende til, at reglerne blev lavet om, således at man nu skal
spille partierne færdige selv. Stillingen var denne:
Analyserne kan man se i Skakbladets nr. 12 side 333 1971. Det
lykkedes Jørn Sloth og mig at overbevise stormesteren om, at stillingen
var remis efter flere forsøg. Først kom der en ret overfladisk
analyse fra Larsen, som det ikke var så vanskeligt at skyde igennem,
men hans anden kendelse var meget grundigere underbygget og derfor
vanskeligere at modbevise, dog lykkedes det os at finde 2
remisvarianter. Jeg kan huske at Sloth på det tidspunkt var på
sommerferie i Ålborg, så langt var vi nået hen på året, det var
samtidig med Wimbledonturneringen i tennis, for jeg husker at jeg i
denne uge faktisk ikke lavede andet end at analysere på dette
tårnslutspil og at se tennis. Vi havde delt varianterne mellem os,
således at Sloth tog sig af den defensive positionelle variant, hvor
han i en lang og fin analyse, der gik over mere end 20 træk, påviste
remis'en, medens jeg selv havde den ide, at man et stykke henne i
analysen kunne ofre et tårn og på halsbrækkende måde holde remis ved
evig skak. Det lykkedes os at overbevise Bent Larsen om rigtigheden af
begge analyserne, således at jeg alligevel var med til at redde æren
og sikre klubben et af dens mange Danmarksmesterskaber.
Til slut i denne forbindelse vil jeg nævne den særlige
stemning, der var over disse søndag morgener, hvor vi holdt ude ved
flagstangen ved Studenternes Hus og ventede på de sidste spillere. Der
var som regel nogen, der ikke var kommet i seng før ved sekstiden og
derfor havde lidt svært ved at komme op om morgenen, men vi kom da
altid af sted. En enkelt tur til Gråsten husker jeg specielt tydeligt,
fordi vi kun kom tilbage til Århus igen på grund af denne forfatters
snarrådighed, hvilket måske vil undre dem, der ellers kender til min
stedsans, men sandheden er, at det var mig, der gjorde Hakon opmærksom
på, at det ikke kunne passe at der stod "Dybbøl Mølle 2
km." på vejskiltene samtidig med at han hævdede, at vi var på
vej mod nord, og sandelig om det ikke viste sig, at han var ved at føre
os til Als. For at det ikke skulle være løgn bakkede han, da vi
endelig fik ham overtalt til at vende, ned i grøften med bagenden af
bilen, således at vi måtte ud og løfte den op af grøften, men kampen
med Gråsten vandt vi da i hvert fald stort!
"1968"
Ovennævnte år har en særlig betydning i klubbens historie, idet
en ny klub af Nordrespillere opstod under dette navn. Spaltningen var
dog i begyndelsen temmelig udramatisk, faktisk skete delingen i fuld
forståelse med Nordre, og den første tid efter nydannelsen spillede
1968 i Stakladen samme aften som Nordre, men blot oppe i den anden ende,
således at man kunne deles om materialet. Grunden til udbruddet var
således ikke uenighed omkring spilleforholdene og miljøet i Nordre,
men udelukkende, at der var så mange stærke spillere i klubben, at de
ikke så tilstrækkelig udfordring i at spille på Nordres andethold,
der efterhånden var blevet en flaskehals. Da der samtidig var en plads
ledig i i mesterklassen valgte en gruppe spillere altså at danne deres
egen klub, hvilket Nordres daværende ledelse vistnok syntes var i
orden. Det betød dog ikke, at man undlod at "fiske" efter
Nordrespillere. Den første formand i den nye klub var nemlig Anders
Berggren, som jeg kendte fra mit historiestudium, og der var flere andre
historiestuderende, der gik over i den nye klub, som også forsøgte at
"lokke" mig til at skifte, men jeg foretrak at blive, for dels
blev der jo mere plads på holdene, når andetholdet blev decimeret, og
dels har jeg altid haft besvær ved at tage en beslutning om at flytte, det
kan man jo også se deraf, at det nu er 9 år siden jeg flyttede fra
Århus, og jeg har ikke fået mig meldt ud af Nordre endnu!
"HVORFOR SPILLER DU STADIG I NORDRE?"
Det spørgsmål har jeg efterhånden fået stillet utallige gange af
undrende skakspillere, gamle Nordrespillere har dog endnu ikke spurgt,
men de kan måske oven i købet forstå det? Egentlig kan jeg ikke selv
finde ud af det, der er mange grunde, måske er det bare fordi jeg ikke
har fået taget mig sammen til at få mig meldt ud, måske er det af
almindelige nostalgiske grunde, det er rart at være i en klub, der har
traditioner, og som man har følt sig godt behandlet af. Måske er jeg
så konservativ, at jeg helst vil lade alting blive ved det gamle, det
er ikke godt at vide, jeg har ganske vist endnu aldrig stemt på hverken
de konservative eller fremskridtspartiet, men på den anden side må jeg
indrømme, at jeg har stemt på socialdemokraten Bernhardt Jensen som
borgmester i Århus fordi han ville bevare sporvognene! Der er også
det, at når man er Nordrespiller er man så dejligt uden for de lokale
intriger på Struer-Holstebrokanten, og endelig kan jeg jeg jo skjule
min identitet bag dette klubnavn for de gæve Struerborgere, der synes,
at skak er en latterlig beskæftigelse, idet de ikke umiddelbart
gennemskuer, at "ham der fra Århus" er en, de kender. Ja - vi
når nok ikke videre med denne selvanalyse, men under alle
omstændigheder spiller jeg stadig i Nordre og har medlemsnummer 17, og
det er næsten synd at ændre ved det? Men sådan som jeg har beskrevet
det, har jeg altså oplevet Nordre, og hvis nogen ikke synes, at det er
lykkedes mig at gøre det realistisk nok, vil jeg svare med digteren Per
Højholt: Man må jo sige noget, ellers kan det ikke høres, når man
holder mund!
|
|
