|
|
Af Poul Erik Nielsen
Nyborg Strand
Sammen med de to andre deltagere fra 6.HK, nemlig Skolerne i eliterækken og SK 68 i bredderækken, arrangerede vi os i
én af Rewitz' busser med himself på førersædet.
Stævnet bliver afviklet i udmærkede omgivelser på Hotel Nyborg Strand med det lidt underlige system: 6 runders Monrad - det er
svært at finde et system, der minder mindre om pokalskak med knald eller fald kampe!
Jeg kunne foreslå, at man sørgede for at begrænse holdantallene til 16 og spillede i 4 indledende grupper om semifinalepladser
som de første par år - en afslutning med semifinaler og finale er nu en gang mere fascinerende. Modellen kunne også indbygges i
den nuværende Monrad: De fire bedsteplacerede efter 4 runder går til semifinalen, resten fortsætter med Monrad .....
Eliterækken
Vi havde ikke de store forhåbninger om at vinde i det stærke selskab. Vi lagde godt ud og kom med 3½-½ over Læseforeningen
alene i spidsen sammen med Tønder, der vandt med de samme cifre over Evans.
Matchen mod Tønder blev intens, jeg blev på smukkeste vis sat på plads af en effektiv Arne Mathiesen, men Nina vandt og Klaus og
Jan Christensen havde mere end godt fat! Klaus udspillede fuldstændig Curt Hansen, der efter sigende havde spillet indledende
kampe for et fynsk hold og ikke Tønder, men lad nu det ligge ... Desværre kiksede Klaus igen; med en officer i overvægt overså han
en smart dronningafbytning, og han gik mat få træk senere.... Og næsten samtidig kludrede JC i det, smed et tårn i havnen og tabte;
3-1 var vendt til 1-3.
Runde efter tabte vi 1½-2½ til Brønshøj, og pligtsejren over Fribonden Flensburg hjalp os ikke: I 5. runde gik det helt galt mod det
nye 2. divisionshold Sydkysten med Ole Jakobsen i front: 0-4 .....
Vi sluttede dog af med en tilfredsstillende 3-1 sejr over Jetsmark, således at vi ligesom bredde-kollegerne sluttede på 12½, en 7-8.
plads blandt de 18 hold.
I toppen var der rigtigt dødt løb mellem Skolerne og Sydøstfyn: Lige i bræt- og matchpoints samt 2-2 indbyrdes! Reglementet foreskrev nu lodtrækning,
men der blev diskuteret en lynomkamp. Det satte Ulrik Rath fra Sydøstfyn sig imidlertid imod, og derfor måtte lodtrækningen
gennemføres! Her trak Skolerne det længste strå, og selv om lodtrækning måske har en bismag, kan vi glæde os over, at
pokalmesterskabet for 3. år ud af 5 mulige havnede i skakkens by nummer et: Århus!
Bredderækken
Da breddeholdet med Steen Johansen, Knud Erik Juhl, Mads Borup og Mikkel Nørgaard havde afbud fra Steen, indhentede vi
dispensation til at chaufføren kunne spille denne plads, Rewitz havde nemlig spillet på et andet breddehold!
FREM's 3. divisionshold med lutter gode mesterspillere stillede op og dominerede fra start til mål med en serie på: 2, 3½, 3½, 4, 3
og 2 til i alt 18, 2-2 kampene var imod de senere sølv- og bronzevindere fra hhv. Aalborg og SK 68, der fik hhv. 15½ og 15 points.
Vort amatørhold (undskyld!) kæmpede tappert nede midt i rækken og havde en udmærket dag. Det blev til 12½ points, som gav en
9.-plads blandt de 16 hold. Mads Borup spillede blændende og havde før sidste runde stadig chancen for at tage brætscorerpræmien,
men desværre tabte han det afgørende parti - i øvrigt samtidig med at Danmark fik
læsterlige klø 3-0 af Frankrig ved EM i fodbold.
|
|