Nyheder

Divisionsturneringens 4. runde udsat
(21
., 29. december 2021 og 2. januar 2022) Af PE Nielsen

   Som konsekvens af den midlertidige (?!) corona-nedlukning har DSU besluttet at udsætte 4. runde i Divisionsturneringen på ubestemt tid. Lad os håbe det bliver derved ... Andetholdets udsatte kamp den 9/1 er også ramt og udsat på ubestemt tid. Læs nærmere her, og opdaterede statuser vil komme her.

   Som konsekvens af coronasituationen har Aarhus Kommune lukket alle Kulturhuse, og dermed er også Chess House lukket. Det betyder, at Nytårslyn den 6/1 og Hurtigskak startende den 13/1 må aflyses eller replanlægges. Dette er ikke sket endnu, da den videre coronaudvikling vil være bestemmende herfor. Sker der ikke forlængelse af restriktionerne, bliver første arrangement tredjeholdets udekamp mod Viby III tirsdag den 18/1.

   Webredaktøren bruger lige lejligheden til at ønske alle et godt nytår!

 

Juleskak og juleferie
(18
. december 2021) Af Mikkel Hansen

   Årets sidste klubaften bød skulle have budt på julefrokost og efterfølgende juleskak som traditionen jo er i nordre. Alt er jo bare ikke som det plejer og være i disse år, og vi var derfor nødt til at skrotte frokosten og "nøjes" med juleskakken. 8 mand var mødt ind så det var jo et perfekt lige tal i forhold til rundelægningen. Juleskakken er jo temaet med de lidt alternative skakregler såsom Gryf, lange springere, bønder slår som de går, konger må ikke flytte, centrumsfelterne ikke betrædes osv.! 

   

   

Per Oehlerich (tv) korrekt julepåklædt!
Her mod Jonas Nielsen

 

I 5. runde slår Martin Bækgaard (tv) Tom Petri

 

Steen Fup (tv) plejer at være en stor juleskakstjerne, men i år blev glansen i dén grad pillet af ham! Her af Tom

 

Mikkel iført sin gave!

 

Sikker sejr til Martin Bækgaard foran Tom Petri og Mikkel Hansen

   Bækgaard blev ikke overraskende julemester med Tom og Mikkel på 2 pladsen. Nu går vi på juleferie og det er faktisk en noget usikker én af slagsen. Ingen ved, hvordan det ser ud efter nytår med skaklivet og Omikron. Vi må jo bare følge dagspressen og rette ind. Andet kan vi ikke gøre ...

 

Kæmpesejr til Nordre II, klaps til Nordre I
(12
., 13. og 16. december 2021) Af PE Nielsen

  3-0 i toppen - Benjamin, Lars og Dennis - og så en halv til Ulrik!

   Andetholdet stod for en stor triumf mod Fredericia II, sejren blev på hele 6½-1½, og så endda uden tabsparti! Det sidste stod hårdt, idet Steen C var helt væk, men han kæmpede heroisk og holdt til sidst med tårn mod tårn og løber! Også Ulrik Thomassen stod for en stor redning til remis, nærmere om matchen, når Benjamins referat dukker op én af dagene! Sejren giver forhåbninger om, at holdet kan klare frisag i bunden, den udsatte kamp mod Haderslev bliver vigtig! Link til tabellen her.

  Det er hård kost for Holst at sidde ved siden af mig!
Foto Nina Høiberg

   Derimod var der ikke meget pep i førsteholdet i dag mod SK 68 II, eneste gevinst tilfaldt mig efter en vovet åbning! De andre tyr endnu ikke til smoothies, så på nær Per Holst og Tom Petri var de vist alle på hælene, men heldigvis blev det kun til to tab og dermed et knebent nederlag på 3-½-4½. Det er ikke første gang, vi har bøvl med SK68 II. Tabellen siger 8-0 til Herning over Esbjerg, kommentaren er blot "Esbjerg mødte ikke frem", det bliver spændende at høre nærmere om! Link til tabellen her.

   Seneste omkring Herning - Esbjerg: 8-0 ser ud til at stå ved magt, Esbjerg ville ikke spille pga. corona-situationen, men Herning godkendte ikke afbuddet, og TL har idømt Esbjerg et 0-8 nederlag samt givet dem en advarsel, læs nærmere her. En ærgerlig udvikling ....

    Vi skal se lidt på partierne, fordringen er i alle Sort trækker og vinder, løsningerne kommer en af dagene:

   

 

Thomas Klitgaard - Torben K Sørensen

Hvid har lige spillet 25.Ta1-b1.
Hvorledes fortsætter sort?

Sort kunne have vundet hurtigt med
25...Txf3!! fx 26.gxf3 Lxf3+ 28.Kh1La8! og hvid hænger uhjælpelig fast i svikmøllen, fx 29.Lc7 Txa2+ 30.Kg1Tg2+ 31.Kh1 h6 32.Txb6? Sg3+ 33.Lxg3 Txg3+ 31.Kh2 Tg2+ 35Kh1 Tb2+.

I partiet skete 25.Txb1 og sort vandt i et lanaaangt slutspil.

 

Torben Steffensen - Jan Christensen

Hvid har lige spillet 27.Db2-d4??
Hvorledes eksekverer sort?

Der fulgte 27...Lxf3 28.gxf3 Le5? 29.Dxe4 Lxh2+ 30.Kxh2 Txe4 31.fxe4, hvorefter sort ikke hare bedre end evig skak.
Jan prøvede dog "noget", men kom derved i tabsfare, men remis blev det.

I stedet for 28...Le5? er der hele to gevinster:
28...Dg6+! 29.Kh1 Dh5 30.f4 (30.Ld6 Sxd6 31.Sxd6 Tc6) Df3+ 31.Kg1 Ted8  og hvid er færdig!
28...Dh5! vinder på lignende vis.

 

Nina Høiberg - Marli Kimsin

Nina har lige spillet 50.Tc7-c4+.
Hvor skal kongen hen?

Her vinder sort både med
50...Kh3 51.Tc3 Kg4 52.Tc4+ Kg3 53.a7 g1D 54.a8D Te2+ etc   og
50...Kg3 51.Tc8 g1D 52.Tg8+ Kf2 53.Txg1 kxg1 54 a7 Te2+ og 55.Te8

I stedet skete: 50...Kg4?? 51.Tc8! og nu er det pludselig remis! Der fulgte 51...f6+ 52.Kd5 Kf5 53.Tg8 g1D 54.Txg1 Td2+ 55.Kc6 Txc2+ 56.Kb6 Tb2+ 57.Kc6 Remis!

 

Peer Ole Pedersen - Martin Knudsen

Hvid har lige spillet 35.Kg1-f2.
Hvorledes vinder sort nu?

Partiet fortsatte med 35...Dg2+ 36.Ke1 Ta1 37.Lc1 Dxb2?? Her havde både 37...Txc1, 37...Lh6 og 37...Dh3 vundet. I partiet fik Peer Ole få træk en evig skak ind efter 38.Sxb2 f5?

I diagramstillingen vinder sort let med 35...Th2+! 36.Ke1 g5! 37.Txh1 (37.Df5 Ta1+) Txh1+ 38.Kf2 gxf4

 

Juleafslutning: Frokost droppet, Juleskak gennemføres
(10
. december 2021) Af PE Nielsen

   Jeg har modtaget denne besked fra Formand Mikkel: "I lyset af det seneste døgn og regeringens og myndighedernes pressemøde er bestyrelsen enige om at AFLYSE årets juleafslutning (læs frokost!) næste torsdag. Når det anbefales ikke at holde julekomsammen/frokoster giver det ikke mening, at vi gør det... ærgerligt, men vi er meget enige i bestyrelsen. Vi kan ikke tillade en smitte op til jul".

  Sagen blev naturligvis diskuteret i aftes under Julelyn (se nedenfor), og her blev vi enige om, at når vi stadig kan spille divisionsskak, ja så kan vi også spille Juleskak! Det betyder, at næste torsdag gennemføres Juleskakken med specialregler, tilmelding i klubben kl. 18.45, start kl. 19.00 (pt. er der 9 tilmeldte!). HUSK at medbringe en pakke til en værdi á ca. 15-20 kr!

 

Tom Petri blev Julemester
(10
. december 2021) Af PE Nielsen

   Det var med stor glæde, at vi - efter en Augustlyn med blot 6 deltagere - havde hele 14 deltagere til Julelyn'en, det er rigtig flot! Der blev, naturligvis!, spillet alle-mod-alle, favoritterne var Tom Petri og Martin Bækgaard, med mig, Jan Rewitz og Dennis Hemdorff som outsidere. Jeg rullede Tom i første runde, men så var det ellers Tom, der rullede derudaf! I 7. runde vandt Tom et drama over Bækgaard, og nu lå det klart til Tom, selvom Bækgaard fulgte godt med. Rewitz var også godt kørende, men i 9. runde tabte han til Tom, og også de sidste to runder tabte han. Dennis tabte ca. hver tredje runde og nåede aldrig frem, jeg vandt to gange en officer (mod Rewitz og Steen C) og netop de to partier tabte jeg!

   

 

Jan Rewitz (tv) var godt med undervejs, men her må han ned mod Martin Bækgaard i næstsidste runde

 

Christian Thye har mistet en officer, men kæmper
til det sidste mod Tom Petri - dog forgæves

 

Turneringen afgøres i 7. runde, hvor Tom Petri trækker det længste strå i et kæmpe drama med angreb mod begge konger!

 

   Tom holdt hele vejen hjem og opnåede således 12 af 13, meget flot efter koldstarten mod mig! Bækgaard tabte i sidste runde til Per Oehlerich, og det benyttede jeg mig af til at nå op på en delt andenplads sammen med Bækgaard, vi fik begge 10½ (remis indbyrdes). Dennis og Rewitz delte 4.-5. pladsen med 9, Oehlerich fik 8, og kamphanerne Thye og Steen endte begge på 6½, efter at Thye vandt det indbyrdes i sidste runde! Deres private omkamp faldt så vidt jeg kunne høre ud til Steens fordel! Link til tabellen her.

   I Lyn Grand Prix sammenhæng betyder det, at Bækgaard er i front med 1090, Dennis følger efter med 790, og Tom indtager tredjepladsen med 640. Per Oehlerich blev igen bedstplacerede basisspiller og fører nu med 430, Sune Huus er nærmest med 251. Link til GP-stillingen her.

   På søndag spiller begge vore divisionshold hjemme, førsteholdet har besøg af SK 1968 II, og andetholdet af Fredericia II - start i Chess House kl. 12.

 

Julelyn og juleafslutning
(5
. december 2021) Af PE Nielsen

   Klubturneringen er slut, og der er nu kun åbent to aftener yderligere her i december:

Julelyn

 

Juleafslutning ...

 

... og skak med juleregler

 

Lyn Grand Prix turneringen, der startede i august, fortsætter med:

  Julelyn torsdag den 9/12:

     (5 min/spiller/parti)

Indskud gratis; tilmelding i klubben på
aftenen senest kl. 18.45, start 19.00!    

 


Torsdag den 16. december
afholdes
den årlige juleafslutning i klublokalerne
- vi starter præcis kl. 18:30!

På programmet vil være:

En let anretning

Præmieoverrækkelse

Juleskak, se næste rubrik

Derudover har alle fremmødte naturligvis lov til at bidrage til underholdningen.

Prisen på anretningen bliver 50,- kr
(juniorer dog kun 20,- kr).

Kan du hjælpe (borddækning, oprydning,
en medbragt ret eller andet
) så sig til ved tilmelding.

 

Den traditionsrige juleskak er altså
igen en del af programmet:

Tekstboks: Juleskakturneringen er en lynturnering med specielle jule­regler, skiftende for hver runde.

  Der medbringes en julepakke til en værdi af 15-20 kr.

   Pakkerne indgår som præmier, og der er kun præmier til dem, der har haft en pakke med!

 

 

   Tilmelding til juleafslutningen SKAL ske til Mikkel Hansen (mail eller telefon 30 46 14 44) senest torsdag den 9. december, gerne før!

 

Jan Christensen ny klubmester!
(3
. december 2021) Af PE Nielsen

   Så faldt tingene på plads i klubmesterskabet. Begge de førende, Jakob Rathlev og Lars Hansen, vandt deres partier, præmierne deles (Rathlev vandt førstepladsen på korrektion). Ved siden af afgjordes klubmesterskabet: Nina Høiberg vandt over Svend Aage Madsen, mens Jan Christensen - Thomas Klitgaard blev taget remis i midtspillet. Det skulle vise sig at være nok for Jan Christensen, der dermed blev klubmester på korrektion foran Nina, forskellen i korrektionen var, at Jan havde spillet remis imod turneringsvinder Rathlev, mens Ninas remis var imod nr. 3, Vagn Jensen.

   

 

Til højre turneringsvinderne Jakob Rathlev (forrest) og Lars Hansen, de vinder her over Vagn Jensen (forrest)
og Lars Noe

 

Klubmesterskabet afgøres: Nina (forrest tv) vinder over Svend Aage, mens Jan (bagest tv) spiller remis imod Klitgaard - lige nok for Jan til at indskrive sig i klubmesterlisten!

 

Steen Christensen (tv) vinder et rigtigt Fup-angreb over Aage Olesen og bliver sammen
med Per Oehlerich vinder af Mester 2

 

I Basis de førende til højre, Sune (forrest) spiller remis mod Erik Hjorth, mens Jonas Nielsen vinder over John Hørup Christensen.

   I Mester 2 ville skæbnen, at Per Oehlerich i år vandt uden kamp over Rudbeck, der var i corona-karantæne - sidste år var Per selv i karantæne og tabte uden kamp til Tom Petri! Dermed var Per sikret del i førstepladsen. Den skulle deles med Steen Christensen, hvis han kunne slå Aage Olsen; Steen fik hurtigt fordel, og det omsatte han i et særdeles tvivlsomt og unødvendigt Fup-angreb, som skræmte Aage fra vid og sans, men afslutningen var spektakulær:

   Steen slutter flot af med 20.Txd5!! exd5 (20...fxe4 21.Lxe4) 21.Sd6!! og Aage opgav pga. 21...Lxd6 22.Lxd5!

   I Basis spillede den førende Sune Huus remis, mens Jonas Nielsen (lidt heldigt) vandt sit parti; dermed vinder Sune gruppen med 6 af 7, et halvt mere end Jonas. Link til tabellerne her.

  

Finale i morgen!
(1
. december 2021) Af PE Nielsen

   I morgen aften spilles sidste runde i klubmesterskabet. Jeg kan ikke mindes et klubmesterskab, hvor mesterskabet skal afgøres mellem spillerne, der ligger nr. 4-6 i tabellen, men sådan er det altså denne gang, efter at tre gæster er stukket af fra vores, der er 1½ points mellem nr 3 og nr 4! I mesterskabskampen møder den førende Jan Christensen (3 pts) Thomas Klitgaard (2½ pts), mens Nina Høiberg (2½ pts) møder Svend Aage Madsen (½ point). Spændingen i toppen af klasserne fremgår af billedteksterne nedenfor.

     

 

Mesterskabsklassen: Lars Hansen (tv) og Jakob Rathlev har efter de udsatte partier begge 5 af 6 før sidste runde, Jakob skal møde Vagn Jensen, der med 4½ ligger på hjul. Lars har det noget lettere program, idet han møder Lars Noe, der har scoret 1 point.

 

I Mester 2 står dysten mellem Per Oehlerich (tv) og Steen Christensen, de har begge 4 af 6; Christian Thye har ligeledes 4, men han har spillet sin 7. runde forud. Steen møder Aage Olsen, der med 3½ også kan blande sig, mens Per møder Rudbeck

 

I Basisklassen fører Sune Huus (forrest tv) med 5½ af 6, én mere end Jonas Nielsen. Sune møder Erik Hjorth
(4 pts), mens Jonas møder John Christensen
(ligeledes 4 pts)

 

 

Sejr til tredjeholdet og de sidste udsatte
(22
. november 2021) Af Mikkel Hansen

   I Nordres Efterårsturnering blev der på denne sidste torsdag i november spillet 3 udsatte partier: Svend Aage med hvid erobrede en kvalitet mod at få dårlig udvikling, og efterfølgende nederlag til Lars Hansen. Thye og Hemdorff spillede remis efter en stille åbning uden det store drama, og til sidst Rahtlev med hvid mod Noe, der gav Rathlev en bonde mere i midtspillet samt en gevinst til sidst efter devisen resten er teknik  ....

   Aros' førstebræt - go'e gamle Knud Erik Juhl! - fik hurtigt fat mod holdleder Søren, bagved spiller Sune remis
Foto Mikkel Hansen

   I holdskak mødte Nordre III - Aros I. Henning Kragelund stillede frisk fra start og glædede sig til at spille mod den gamle moderklub, men desværre stillede de kun 3 mand fra start ... Det gjorde naturligvis sagen lettere, og med 50% i de resterende tre partier blev det til sejr og overtagelse af førstepladsen - læs Sørens referat her.

 

Gå med mig i Lunden ....
(22
. november 2021) Af PE Nielsen

   Silkeborg Skakklub afholder - hvis altså coronaen tillader det - deres årlige juleturnering tirsdag den 28. december, se nærmere her.

 

Førsteholdet buldrer - som konkurrenterne - videre ...
(21
. november 2021) Af PE Nielsen

   Jan vandt i sin specialvariant i lyntempo, og her vises det stolt frem! Fra venstre: Peer Ole, Klitgaard og Jan

   Førsteholdets besøg i Evans var en klar succes, trods en forventet på "kun" 4,22 vandt vi matchen overbevisende; undervejs stod det 4-0, men resten i problemer, så 5½-2½ er et rigtigt godt resultat! Toppen klarede knebent 2-2, mens bunden trods to reserver var stærk: 3½-½!  Men vi må sande, at godt nok fører vi med 12 points, men "de andre" er tæt på, ikke mindst "arvefjenderne" fra Nørresundby, der efter en 6½-1½ sejr kun ligger et halvt efter os! Og også Aalborg og Esbjerg følger godt med, amatørernes jyske mesterskab er helt åbent! Om få dage kan du læse nærmere i Jans referat, stillingen her.

 

Det blev hurtigt HVERDAG IGEN ... :-(
(19
. november 2021) Af PE Nielsen

Holdskak

   Det blev for alvor hurtigt hverdag igen efter jubilæet. Holdlederne Jan for Nordre I og Jonas for Nordre II har igennem denne uge fået en masse afbud og er trods ihærdigt arbejde ikke lykkedes med at skrabe to hold sammen til på søndag - enormt pinligt !! Vi har derfor tigget Haderslev om udsættelse af andetholdets kamp, hvilket er bevilget, den spilles en gang efter jul. Førsteholdet spiller som planlagt hos Evans, Vejle.

   Det er bare ikke godt nok, der er ALT FOR MANGE AFBUD, og de der er på hold, bedes indprente sig disse datoer og kun i alleryderste tilfælde melde afbud, reserverne hænger altså ikke på træerne: 12/12-21 og i 2021: 16/1, 30/1, 27/2 og 13/3 - plot dem please ind i din kalender! Tænk også på holdlederne, der i sådanne situationer har et ulideligt job (jeg ved det fra tidligere). Så ved afbud: Meld det i god tid!

Klubmesterskabet

   Der er i ugens løb blevet afviklet en del partier, blandt andet har Lars Hansen vundet over Jan C, og i aftes var han tæt på at vinde over Rathlev i afbytningsvarianten i fransk, men retfærdigheden skete fyldest: Remis! Dermed har Lars bragt sig i en gunstig position: Vagn har 4½ af 6, Lars 4 af 5 (udsat mod Svend Aage) og Rathlev 4. I kampen om klubmesterskabet er Jan, Nina og Klitgaard stadig alle i spil ...

   I Mester 2 fører Steen og Oehlerich med 4 af 6 i en tæt gruppe, Thye og Aage har 3½. Og i Basis fører Sune med 4½ af 5, et point foran Jonas, men de møder i sidste runde nr 3 og 4, så ....! Link til tabellerne her.

 

I DAG fylder NORDRE SKAKKLUB 90 år !!
(17
. november 2021) Af PE Nielsen

   Ja så er det i dag, at NORDRE SKAKKLUB fylder 90 år, til lykke gamle dreng!

   Det blev som bekendt fejret på behørig vis allerede i lørdags, og her et link til en side med billeder fra såvel jubilæumsturneringen som jubilæumsfesten, inkluderende udnævnelsen af Jørn Sloth som nyt æresmedlem!
Mange tak til primært Per Hansen for en række flotte billeder!

 

Jubilæumsturnering, fest og nyt æresmedlem
(14
. november 2021) Af PE Nielsen

   Så blev klubbens jubilæum (ret beset på onsdag) fejret på behørig vis!

   Først med 6 runders hurtigskak med et felt indskrumpet til 16 spillere. Per Hansen skabte stor spænding ved i 2. runde at besejre favoritten Martin Bækgaard. Det benyttede Jan Christensen sig af, han undgik behændigt Bækgaard og sejrede med scoren 5 af 6; ingen tab og to remiser mod Tom Petri (der delte andenpladsen med Bækgaard) og Dennis Hemdorff, der efter en forrygende start med 4 af 5 (!) gik ned mod Bækgaard i sidste runde. Dennis' 4 points var dog nok til præmien i gruppe 2, gruppe 3 blev vundet af Per Oehlerich, og i Gruppe 4 var Steen Christensen bedst. Link til tabellen her.

   

 

Præmietagerne, fra venstre Dennis, Oehlerich, Jan C, Martin foran Tom (ret beset var det omvendt i fælge korrektionen!) og endelig Steen

 

Så er de fremmødte 33 medlemmer / ledsagere
godt i gang med middagen

 

Der er gang i pasiarerne ved
bordet "Nordre II + III"

 

Æresmedlem Jørn Sloth modtager æresdiplomet af formand Mikkel
(Mikkel i bevægelse, sorry!)

   Der var desværre også en del afbud til selve festen, men vi var trods alt 33 til bords! Efter hovedretten stod formand Mikkel for udnævnelsen af Jørn Sloth som fortjent nyt æresmedlem! Det er min opfattelse, at alle havde en fin aften, og slyngelbordet lukkede først ned efter kl. 02 søndag morgen!

   Flere billeder her!

 

Praktiske jubilæumsoplysninger
(11.
november 2021) Af PE Nielsen

   Så er det tid til nogle praktiske oplysninger omkring jubilæumsfejringerne på lørdag!

   Mht. turneringen i Chess House: Kom venligst i god tid i forhold til starttidspunktet kl 11.00, dørene åbnes kl. 10.45! Der er parkering nord for Kulturhus Bunkeren (uofficielle kilder nævner P-pladser ved DR som en alternativ mulighed), og indgangen er i sydenden. Der bliver mulighed for at købe franskbrødsmadder og bananer, ligesom naturligvis drikkevarer som kaffe vand og øl til almindelige Chess House priser. 

   Mht. festen i Finnebyens forsamlingshus, Bornholmsvej 1: Kom venligst ikke i god tid, men gerne præcis! Jeg forventer, alle møder op i godt humør og i festtøj, så vi kan få en fornøjelig aften! Mht. mad og drikkevarer er vi meget fortrøstningsfulde! Der er velkomstdrink, postevand, chips og lignende inkluderet i den allerede betalte pris, hvorimod du/I selv må til lommerne, når det gælder øvrige drikkevarer. Her håber vi på, at man ved bordene finder ud af at dele vin på helflasker (der føres både hvid- og rødvin), men det bliver også muligt at købe enkeltglas i baren. Mht. afregning indbyrdes og ved baren: Der kan anvendes Mobile Pay eller kontanter (5 kr er mindste gangbare mønt, tak!).

   Mht. begge arrangementer vil vi på det kraftigste opfordre dem, der ikke er corona-vaccinerede til at tage en test inden den store dag, det er vigtigt, at vi ikke bringer hinandens helbred i fare! Der bliver i henhold til gældende regler naturligvis ikke checket corona-pas.  Ellers glæder vi os usigeligt til på lørdag!

Praktiske forhold:          
                                                                      

... og festudvalget melder sig festklar:
                                                                             


Fuld runde og et hav af remiser!
(12.
november 2021) Af PE Nielsen

   

 

Klitgaard (th) havde et par gode chancer mod Nina, men han forpassede dem, og slutspillet blev remis.
Lars Hansen kigger på

 

Svens Aage og Lars Noe havde før runden begge 0, men alligevel spillede de et spændende remisparti, så de nu begge er på tavlen!
Stående tilskuer Rudbeck,
siddende Tom og Steen

 

Sune Huus (tv) vandt et vigtigt parti over John Hørup, mens Jonas Nielsen satte en halv til mod Johnny Sparvang

 

Godt vi ikke skal holde fest i Kulturhus Bunkeren! Det er simpelthen grotesk, at man ikke kan holde en gang fri i kælderen hen til toiletterne .... her bl.a. flyder to trillebør!

   I aftes blev 6. runde afviklet, og det helt uden afbud, bravo, bravo!!

   Og trods mange remiser - hele 8 i de spillede partier! - var der meget spændende skak! I Mesterskabsklassen blev alle partierne remis, Vagn var lidt på hælene mod Lars, men klarede det, Jan C tog en hurtig halv mod Rathlev, og de to sidste er omtalt under billederne. Vagn har 4½ af 6, Rathlev 3½ af 4, Lars Hansen 2½ af 3. Vi må se hvordan det ser ud inden sidste runde, når de udsatte er afviklet. Vore folk blander sig ikke i toppen og nøjes med at kæmpe om Klubmesterskabet: Jan har 3 af 5, Nina 2½ af 6 og Klitgaard 2 af 5.

   I Mester 2 var der gevinst til Steen C over Korshøj, og Morten Lyck besejrede Rudbeck. Steen har 4 af 6, Per Oehlerich 3½ af 5, Thye 3½ af 6 og Aage Olsen 3 af 5, meget uafklaret! I Basis derimod rykkede den førende Sune Huus igen, da han vandt, mens Jonas måtte give remis. Sune har 4½ af 5, Jonas 3½ af 5, John Hørup og Erik Hjorth begge 3 af 5. Og i sidste runde møder Sune Erik og Jonas John, så ....!

   Link til tabellerne her.

 

Udsatte i Klubmesterskabet
(5
. og 8. november 2021) Af PE Nielsen 

   

 

Lars Hansen (forrest tv) fik spillet sit andet (!) parti og vandt med de hvide over Thomas Klitgaard.
(bagest go'e gamle Kris tv i et udsat internt 68-parti)

 

Jan C (th) fik hurtig klar fordel imod Lars Noe's slaver, og Jan vandt da også relativt hurtigt.

 

I toppen af basis opstod der et meget spændende slutspil mellem Johnny Sparvang (hvid) og Sune Huus. Sort er i trækket, tiden er knap, og han er på vej i "evig tidnød". Men kan sort vinde?
Partiet endte således: 1...h6 2.h3 h5 3.h4
og hurtigt remis, da ingen kan trække ind i modstanderens stilling. Bondesl
utspil forekommer simpelt, men er i realiteten uhyggelig svært! Og her helt ulogisk, sort vinder ved at give hvid en fjern fribonde, hvilket Sune i tidnød forståeligt nok ikke turde:
2...g5!! 3.fxg5 hxg5 4.h4 (4.g4 f4 vinder også) 4...gxh4 5.gxh4 Kf4 Sort vinder nemlig bonden og dermed partiet, med mindre hvid får fat i f-bonden, men så sker: 6.Kf2 Kg4 7.Ke3 f4+! 8.Ke4 f3 9.Ke3 Kg3 og sort vinder!

 

   I aftes blev blev der afviklet en del udsatte partier i klubturneringen, og med sit andet parti - og anden sejr - rykker Lars Hansen tættere på toppen, hvor Vagn Jensen har 4 af 5, Jakob Rathlev 3 af 3. Også Jan Christensen rykker med sin sejr frem i køen, han har nu 2½ af 4 og ligger godt mht. til mesterskabet,der jo går til bedstplacerede Nordremedlem; i dét regnskab har Nina Høiberg 2 af 5, Thomas Klitgaard 1½ af 4 og sidst Lars Noe med 0 af 3.

   I Mester II  måtte Søren Korshøj ned mod Aage Olsen, og Steen Christensen - Jørgen Rudbeck, der afvikledes privat, blev remis. Gruppen er meget lige, Per Oehlerich 3 af 4, Christian Thye og Steen C (ja, netop de to!) har 3 af 5 og Aage 2½ af 4! Vi skal se to glimt fra Søren-Aage partiet (tak Søren!):

 Hvid har lige spillet 28.Sg3, hvad er sorts stærkeste svar, Aage fandt det ikke 28...Lxc2+! 29.Kxc2 Dc5+ 30.Kb1 Sc3+ og damen falder!

   Men i slutfasen er Aage anderledes skarp, og slutter således af: 32...Txc2+! 33.Kxc2 Lf5+! 34.Se4 Dxf6 0-1

   I Basis satte Thomas Overgaard en officer i slag mod John Hørup og tabte dermed en klar gevinststilling. Sune Huus førte med maksimum, men kom med sort i ukendt farvand mod Johnny Sparvang; det endte i ovenstående stilling (billedet th), Hvor afslutningen blev 1...h6 2.h3 h5 3.h4 og herefter hurtigt remis. Men kunne Sune have vundet? Sune har efter den halve 4½ af 5, men trues nu af John Hørup, der har 3 af 4; Jonas Nielsen har ligeledes 3 af 4. I de sidste to runder skal gæst Hørup netop møde Sune og Jonas, så afslutningen tyder meget spændende!

   Link til tabellerne her. 6. runde spilles næste torsdag, meget er på spil!

 

Holdene i jubilæumsform!
(31
. oktober og 1. november 2021) Af PE Nielsen

   

 

I selve Chess House lokalet spilledes to 1. divisionskampe, SK68 II slog Evans 4½-3½, og vi vandt stort 6½-1½ over Herning! Her ses forrest "Esbjerg-bunden" Rewitz og Peer Ole, der begge vandt partierne i sikker stil!

 

Andetholdet var forvist til et andet lokale. Holdet levede op til forventningen med 2½-5½ mod det stærke mandskab fra Århus/Skolerne II. Forrest til venstre de to debutanter Lars Christensen og Jonas Nielsen, der begge vandt !!

 

Kantine og analyse foregår ude på "hovedgaden"

 

   En rigtig god start på divisionsturneringen! Førsteholdet havde besøg af Herning, og det blev til en kæmpesejr - ca. 1 mere end forventet - på 6½-1½. Tom spillede remis på bræt et, og Klitgaard tabte et spændende parti på bræt 2; men så var der heller ikke mere til Herningenserne, der indkasserede 0-6 på de nederste brætter! Der skal jo lidt held til, og det stod Jan C vist for ... nærmere analyse og referat en af dagene! I samme lokale vandt SK68 II overraskende 4½-3½ over Evans, 4-0 i bunden! Link til tabellen her.

   Andetholdet var "ude" mod Århus/Skolerne II og klart undertippede. Men de klarede skærene, ikke midst takket være debutanterne Lars C og Jonas, der begge vandt deres parti! Ellers var der kun en halv til resten, Ulrik Thomassen klarede flot remis mod Vagn Jensen! Dennis Hemdorff overstrammede i sit slutspil og tabte derfor, men det beretter han snarligt selv om! Link til tabellen her.

   Jo Tredjeholdet har noget at leve op til i morgen, hvor holdet spiller ude imod Hadsten! Og det gjorde de med fynd og klem: 4-0 til os, har holdleder Søren lige meddelt mig !!

 

Tekniske problemer og holdskak
(29
. og 30. oktober 2021) Af PE Nielsen

   Jeg har de seneste par dage haft tekniske udfordringer med hjemmesiden og har kæmpet en del. Jeg tror, jeg ved, hvad var galt, men er ikke sikker (og forstår det ikke!) .... Jeg har ved hjælp af en backup nu fået den vigtige Afbudsliste op og køre igen, derimod er Lyn Grand Prix stadig korrupt .... og af samme grund har jeg endnu ikke helt fået Holdturneringsspalten på plads .... Lørdag: Med hjælp fra Jonas skulle der nu igen være styr på hjemmesiden, fejlen er afdækket :-)

   MEN det forhindrer naturligvis ikke Divisionsturneringen i at gå i gang på søndag, begge vore divihold spiller i Chess House på søndag kl 12: Nordre I er hjemme mod Herning, og Nordre II er ude imod Århus/Skolerne II. I Hovedkredsturneringen stiller vi et 4 mands hold i Gruppe 4, og det - Nordre III - spiller på mandag ude mod Hadsten. Siden er nu på plads.

 

Klubmesterskabet: Det spidser til
(29
. oktober 2021) Af PE Nielsen

   Det spidser til i grupperne! I Mesterskabsgruppen fik vi igen (suk!) blot afviklet to partier: Nina - Jan C blev remis i et spændende parti, mens Vagn Jensen igen sejrede, denne gang over Svend Aage Madsen. Vagn har nu 4 af 5 uden tab, men Jakob Rathlev har efter sejr over Klitgaard tidligere på ugen nu 3 af 3! Og Lars Hansen har stadig kun spillet et parti (som han jo vandt over Nina).

   

 

Bagest remis mellem Nina og Jan, forrest tv vinder Vagn  hurtigt efter en åbningsfejl af Svend Aage

 

Oehlerich (th) har teten mod Dennis, men
Dennis redder sig dog til sidst!

 

Bagest må Albert (th) hurtigt give sig mod Hjorth, og forrest styrer Sune (tv) begivenhederne mod Jonas

 
           
              
Nina - Jan: I det første diagram ofrer Jan en bonde med 8...b5?! 8...a6 havde været fint.
Og der tages remis i diagram 2 efter Jans 17...Lxb5; Nina stod bedre, men tiden var knap, og stillingen ingenlunde enkel! Jan kunne vist taktisk ha' vundet bonden igen med 17...Lb7
  I det første diagram kunne Oehlerich have afgjort det med 16.Dd1! Oehlerich spiller imidlertid 16.Lxf4?
Og i stedet holder Dennis kort efter remis med Sf4-h3-f2-h3 i det sidste diagram! Sort kunne måske endda have spillet videre med Sh3-g5!?
  Sune - Jonas: Det ser allerede afgørende ud efter Sunes 13.Sc6, men Jonas kunne her have reddet sig med indskudstrækket 13...e4! Det gjorde han ikke ...
... og her (diagram 2) er det så slut, sort er i træktvang og hvids konge vandrer ind via dronningfløjen!
 

  I Mester 2 blev også kun afviklet to partier, som begge gik remis; Morten Lyck - Christian Thye kom dårligt nok ud af teorien, før man i træk 17 tog remis i en stilling, hvor Thye havde givet en bonde for frit officersspil, men ingen ville altså satse. I det andet parti kom Dennis med sort på hælene mod Oehlerich, og Oehlerich fik da også en gylden chance, som han forpassede, og kort efter remis (se ovenfor). Gruppen er tæt, Thye har 3 af 5, mens Oehlerich må siges at føre med 3 af 4! Lige bagved lurer Steen C med 2½ af 3.

   I Basis var der topopgør mellem Sune Huus og Jonas Nielsen, Jonas kom på hælene, udnyttede ikke sin chance, og Sune vandt på flot vis! Sune fører nu med maksimum 4 af 4, Jonas har 3 af 4, og også Erik Hjorth lurer med 2½ af 4 efter sejr i aftes.

 

Spændingen øges i Mester 2 og Basis
(22
. oktober 2021) Af PE Nielsen

   Der blev spillet udsatte i Klubturneringen i aftes, og Mikkel Hansen beretter:

Stille dag på kontoret omkring aftenens udsatte partier i Efterårsturneringen. 4 partier var i gang ud over et gæsteparti fra VRS Forår:

Basis: John Hørup - Johnny Sparvang var et svingparti i Pirc: Først materialegevinst til Hørup, derefter til Sparvang, og til sidst Hørup med 2 bønder mere til sidst, men det ebbede dog ud i remis.  Jonas Nielsen - Erik Hjorth endte med hurtige problemer for sort, der i en Philidor fik problemer i diagonalen h8-a1 efter et forsøg på g6 opstilling. Jonas vandt lynhurtigt:

   Sort gav op, da hvid jo får en ny dame efter 8...Sxd4 9.fxg7!

Status er nu, at Jonas og Sune Huus fører gruppen, begge med 3 af 3!

Mester 2: Christian Thye - Jørgen Rudbeck blev en skarp affære, hvor førstnævnte fik et taktisk horn ind mod sidstnævnte med 2 lette samt (!) 2 bønder for tårn. Rudbeck forsøgte noget modspil mod hvids urokerede konge, men efter 0-0-0 var partiet afgjort i Thyes favør.

   Christian Thye (tv) vinder over Jørgen Rudbeck og kommer op på 2½ som Steen og Oehlerich
Foto Mikkel Hansen

Steen F Christensen - Dennis Hemdorff blev en alternativ slaver, hvor sort hurtig kom til at stå passivt. Nogen officerudveksling endte med 2 sorte tårne mod dronning, og det lignede til det sidste remis. Desværre for Dennis (der var i alvorlig tidnød) glemte han reglen om, at der ikke er tillæg efter træk 40, hvorefter Steen fik sejren. Ærgerligt, men sådan er vilkårene jo ...

   Status er, at tre spillere nu har 2½: Thye, Steen og Per Oehlerich, sidstnævnte har dog en udsat til gode! Link til tabellerne her.

  

Sted for jubilæumsfesten på plads!
(17
. oktober 2021) Af PE Nielsen

   Så er det lykkedes at få fat i et festlokale, mange tak til alle de, der har bidraget! I torsdags stod vi med to festlokaler, og efter besigtigelse af den valgte fredag, valgte vi ud fra beliggenhed og pris, at festen afholdes i Finnebyens forsamlingshus, Bornholmsvej 1, Aarhus V, lige uden for Hasle Ringvej (kig evt her):

   

Gående og cyklende kan komme ind fra Hasle Ringvej
ad vejen på denne side af huset ...

 

... og på den anden side er der rigelig med parkeringspladser!
Man kommer ind i Bornholmerkvarteret fra Ringvejen via Nykersvej

 


  
Jubilæumsfesten afholdes lørdag den 13. november fra kl. 18.30. Menuen ligger ikke endelig fast, så hvis du har allergier, ikke spiser kød, fisk og/eller skaldyr, ja så send mig lige en mail herom, så skal vi se, hvad vi kan gøre for også at gøre festen god for dig! Mail til poulerik@nordre.dk.

Er du ikke tilmeldt, skal du snart skynde dig, fristen for tilmelding er søndag den 31. oktober, incl. betaling!
Maden bestilles nemlig den 1/11.
Kig her og tilmeld dig!
 

   Jubilæumsturneringen spilles som oprindelig annonceret i Chess House samme dag kl 11.00 prc - ca. kl 17.00. Der er gåafstand, knap en ½ time, fra Chess House til forsamlingshuset, og der går endvidere to busser direkte, linierne 2A og 6A, disses afgange vil blive slået op i Chess House under turneringen.

   Der er lige nu kun 7 tilmeldte til turneringen, det er meget skuffende, da jubilæumsudvalget ser det som et væsentligt led i fejringen af jubilæet.
DU opfordres derfor på det kraftigste til at deltage, og tilmeld dig gerne snarest (det har afsmittende effekt!), specielt ser vi også gerne at vore basisspillere også kommer på banen, turneringen er primært hygge, så der vil også være fine basispræmier (og andre!), og turneringssystemet er tilpasset så man så vidt muligt møder ligeværdige! Kig her og tilmeld dig, det glæder vi os til!

 

KlubM, 4. runde: Vagn, Rathlev, Klitgaard ...
(15
. og 17. oktober 2021) Af PE Nielsen

   Igen en spændende aften, selvom afbuddene irriterer Vagn og mig voldsomt, der er lige i overkanten af dem, og turneringsfølelsen går noget fløjten.

   Vi starter med Basisklassen: Erik Hjorth vandt med sort et spændende parti over Johnny Sparvang, og så var der kæmpedrama mellem Thomas Overgaard og Sune Huus: Først vinder Sune en officer, så kommer hans dronning i problemer, men han får afviklet til T+L+S for dronning, og da Thomas ikke kan finde en evig skak, er sagen klar, de tre officerer er stærkest! Sune og Jonas Nielsen (der var oversidder) har nu begge 3 af 3.

   Albert (bagest tv) måtte igen ned. Thomas (forrest tv) og Sune spillede et kæmpedrama som Sune vandt

   I Mester 2 var fokus på dette parti:

  Jo, Steen (th) havde vundet en lynmatch, og taberen skulle ha' rød hætte på i deres næste rigtige opgør!
Thye sørger behændigt for ikke at ha' hætten på, når fotografen er til stede - "det kunne være resulteret i en erhvervsmæssig deroute!" - men
havde han den!

   Thye havde i øvrigt fordel i partiet, men i begyndende tidnød følte han sig usikker i den ventende uendelige tidnød, som man skal vænne sig til, så der blev taget remis. Remis blev det også hurtigt i partiet Dennis Hemdorff - Morten Lyck, mens Søren Korshøj havde en skidt aften og blev udspillet i Rudbecks 1.b4! Der er mange remiser i gruppen, og Oehlerich fører fortsat med 2½ af 3, Dennis har 2 af 3.

   Mesterskabsklassen bød (igen) kun på to partier. Den førende spiller Vagn Jensen kom igen godt ud af åbningen med sort, men misser lidt senere en stærk fortsættelse, og Thomas holder herefter relativt let den halve. Og så et mægtigt drama, der ikke tåler totalgengivelse, da der hyppigt fejles i et meget kompliceret parti, og så med den tid .....! Så vi ser det sådan lidt i brudstykker, Nina Høiberg har sort mod Jakob Rathlev:

   

 

Jacob har lige fyret 21.Lh4-f6?! af. Den kan ikke slås medbonden. Nina spiller cool 21...Sg5!? ....

 

... og lidt senere er vi her efter Ninas
24...Sg5-e4?
Her kan hvid vinde ved at ofre igennem på e4, både S-slag og L-slag vinder, lange analyser!
I stedet slår Jakob på g7 ....

 

... og vi når denne stilling, hvor Nina kunne bevare de bedste chancer med 36...Kh7.
I stedet sker 36...h5?? 37.Tg4!! og Nina må kæmpe videre med 37...Dxg4 38.Sxg4
hxg4 ....

 

.... og efter lidt upræcist spil af hvid opstår denne stilling. Nina spiller 42...Tg6? og taber. Chancen ligger i gennembruddet 42...f4!! Ideen er at få en farlig fri g-bonde med tårn i nakken, hvorefter hvid må give evige skakker. Jeg tvivler på, der er en hvid gevinst!


  Vagn fører med 3 af 4, Rathlev kom op på 2 af 2 ....! Nina rejser i øvrigt i dag fredag (efter arbejde!) til Odense for at spille Odensemesterskabet med 5 runder på tre dage, 110 deltagere! Forhåbentlig sidder Rathlev-partiet ikke for meget i kroppen ...

   Søndag aften: Om det var ovenstående, der sad i Nina, tvivler jeg på, for hun startede ok med en remis imod Senior DM 50+ hurtigskak Mogens Thuesen; men så måtte hun igen ned mod Lars Hansen. Efter sejr i 3. runde blev søndagen slem: To boller, og dermed sluttede Nina på en delt sidsteplads med 1½ af 5, som koster lidt i ratingregnskabet. B-medlem Filip Boe blev nr 2 i IM-gruppen, et halvt efter Rasmus Thøgersen, der vandt finalepartiet mod Mads Hansen fra den arrangerende klub FREM. Link til tabellerne her.

 

KlubM, 3. runde: Vagn rykker
(9
. oktober 2021) Af PE Nielsen

   Igen i torsdags var der desværre en del afbud. I Mesterskabsklassen kom Jan Christensen rigtig skidt af sted med sin Volgagambit imod Vagn Jensen; jeg ved ikke om det lykkedes ham at få modspil undervejs, i alt fald måtte han ned. Det var Vagns anden sejr ved energisk spil med de hvide, og hertil en remis med sort betyder, at Vagn er gået i udbrud med 2½ af 3. Lars Noe - Nina Høiberg var en noget speciel Slaver, og Nina ofrede uklart en bonde med e4-e3; herefter var det ret uklart, indtil Noe rokerede langt, et træk der nærmest tabte direkte. Rathlev slog Svend Aage Madsen med fransk. Nok fører Vagn, men Thomas Klitgaard og Jakob Rathlev har begge 1 af 1 og kan naturligvis ikke afskrives!

Forrest vinder Vagn (tv) over Jans Volga, og bagest går Morten Lyck (tv) galt i byen mod Per O 

   I Mester 2 gik Morten Lyck galt i byen mod Per Oehlerich og tabte lynhurtigt, de øvrige spillede partier blev remis. Det betyder, at Per er gået i front med 2½ af 3, Dennis Hemdorff kan dog nå op, hvis han kan vinde det udsatte mod Steen Christensen. Og endelig Basisklassen: Her vandt de to favoritter (billedet nedenfor) og går i front med 2 af 2, Johnny Sparvang har 1 af 1. Her er Uffe B Eriksen desværre udgået.

   Link til tabellerne her.

   Forrest vinder Jonas Nielsen (tv) over Thomas Overgaard, bagest vinder Sune Huus (th) over Albert Skjødt

 

Klubblad, festlokale og festturnering
(6
. oktober 2021) Af PE Nielsen

   Så er det nye klubblad klar, hent det i klubben på torsdag:                                                            
   Klubbladet handler naturligvis også om vores 90 års jubilæumsturnering og -fest.

Jubilæumsturnering: Tom Petri er ansvarlig for turneringen, og her har du hans indbydelse:

I anledning af jubilæet inviteres medlemmerne til en 6-runders hurtigturnering med fokus på at møde sine klubkammerater under hyggelige former (og banke dem!).
Tid: Lørdag 13. nov.  kl. 11.00 - ca. 17.00 - Sted: Nordres lokaler i Chess House
Turneringsform: Formentlig 6 runders (kraftigt modificeret) schweitzerturnering - men afhængigt af deltagerantal
Betænkningstid: 20 min. + 5 sek/træk - Indskud: GRATIS!
Præmier: Minimum til hver fjerde deltager (kom gerne med ideer til evt. specialpræmier)
Tilmelding: senest den 11/11 helst via mail til Tom Petri: trepeo@hotmail.com - alternativt telf. 61 33 71 28

    Vi håber medlemmerne bakker stærkt op omkring turneringen!

Jubilæumsfest: Indtil nu er der tilmeldt 26 medlemmer, og de har 8 ledsagere med sig, bravo!

MEN VI STÅR MED ET KÆMPE PROBLEM, OG HER KAN DU MÅSKE HJÆLPE !?

Problemet er, at det går uendelig langsomt med faciliteterne i Kulturhus Bunkeren - som blev det endelige navn i stedet for House Overtaci - det roder utroligt meget deroppe, adgangen til toiletterne i kælderen er nærmest uacceptable, Chess House's tekøkken er der stadig lange udsigter til, og hertil kommer, at Cafeen (læs Kantinen) allerede er udlejet den 13. november, så vi kan ikke få køkkenadgang.

Jeg har undersøgt andre muligheder hos FO Aarhus, men deres lokaler er meget dyre (4.000-6.000!) og den 13/11 kan vi end ikke få et med køkken, så det ligner desværre en blindgyde.

Vi kigger derfor efter alternative lokaler andetsteds i byen (gerne centralt, men ikke et krav), og det er her, DU kommer ind i billedet.

For hvis du har kendskab til et Festlokale - igennem din boligforening eller lignende - som vi kan låne den 13-14/11, ja så hører vi mere end gerne fra dig - send en mail til: poulerik@nordre.dk eller telefon/sms 20 58 53 27.

... og én ting er helt sikkert: Hvis DU finder det rigtige lokale, bliver du festens ubetingede helt!

Krav/ønsker til festlokalet er:

   -  max-pris alt i alt ca. 2.000 kr
   -  op til 40 festdeltagere
   -  køkken med service
   -  fra lørdag kl. 17 til søndag kl. 12
   -  .... og gerne hyggeligt!

Vi har en alternativ dato, der hedder lørdag den 27/11, men det er næppe nemmere at få ét her, for så er vi hvert fald inde i julefrokosttiden!

Nødløsningen er, at vi må aflyse festen eller afholde den i selve Chess House-lokalet, det kan blive trangt, meget logistik med afrydning etc., vi har ikke noget køkken og skal bestille service udefra. Det er en billig løsning, men bestemt ikke den løsning, Udvalget ønsker ...
SÅ: HJÆLP OS
, hvis du kan!

 

Senior-DM i hurtigskak: Jan C tæt på!
(4
. og 5. oktober 2021) Af PE Nielsen

   

 

Jan (tv)  var tæt på! Her har han energisk ofret
en bonde mod Uffe Vinther-Schou, partiet blev remis

 

Per Holst lå hele tiden pænt fremme og mødte hele
toppen, 4½ af 8 var ok

 

Den moralske finale i 65+: Tv Jan Rode Pedersen, til højre Svend Pedersen

 

   50+ gruppen: Her havde vi Jan med helt fremme, også til sidst! Desværre måtte han ned mod den senere top 2; vinder blev overraskende en godt spillende Mogens Thuesen - eneste farlige sjællænder i den jyske hanekurv - foran Bjarne Hansen. Favoritterne Uffe Vinther-Schou og Mads Boe havde det hårdt i den spændende gruppe, Mads fik sig dog kæmpet op på 3. pladsen med bedre korrektion end Jan og Lars Hansen; Jans 5½ af 8 var godt gået i dét felt, bravo!

   65+ gruppen: Efter afbud fra en syg Per Andreasen var jeg pludselig ratingfavorit (hvor kom mit høje hurtigskakratingtal fra, jeg ved det ikke, jeg har jo ikke spillet noget ...) ! Det forventede jeg ikke at kunne leve op til, men det gik nu over forventning om lørdagen, 3½ af 4 og med helt i front. Remisen var imod Jan Rode, hvor jeg var tæt på pinden. Blandt topfavoritterne var Jan den eneste, der (skakmæssigt) fornuftigt tog hjem og sprang stævnefest (og senere bytur :-/) over, det blev nok udslagsgivende.

   Første runde søndag solgte jeg nemlig en bonde mod den forsvarende mester Svend Pedersen, den tog han og vandt, og så var jeg ude af topstriden. Topopgøret mellem Jan og Svend i 4. runde havde været medrivende, igen var Rode på hælene, men klarede en halv hjem. Også mester Svend var med i byen, og det betød to hurtige remiser mod Holst og Poul Erik Nørgaard i runde 6 og 7. Jan Rode havde teten og gjorde rent bord søndag med 4 af 4 - i sidste runde over Holst - og sikrede sig DM-titlen med den svimlende score på 7 af 8! Holst sluttede på udmærkede 4½, mens mine 5 var under forventet, men i lyset af det høje ratingtal er jeg nu alligevel nogenlunde tilfreds med resultatet.

   Link til tavlerne her. (savnede du et billede af mig? Så kig her)

 

Flot foredrag af Jesper Thybo
(1
. oktober 2021) Af PE Nielsen

   

 

God dialog

 

Auditoriet var en fin ramme

 

Det alvorlige!

 

Jespers videoserie

   Tilhørerne var kommet langvejs fra: Per Hansen fra Rødekro, og selveste Martin Koch Clausen fra København (han var på disse kanter i anden anledning) ! Og de kom sammen med cirka 30 andre for at høre en veloplagt Jesper Thybo fortælle om sin karriere og om emnet "Pres modstanderen".

   Jesper var først omkring sit ophav, sine klubber og sine trænere. Og så kom selve karrieren: Vandt Kandidatklassen i 2016, Europamester i Under 18 i 2017. Herefter lidt modgang, idet GM-normerne i hele seks tilfælde smuttede i sidste øjeblik; men endelig kom den første i Chess House i 2019, og titlen kom så endelig i hus i Gilleleje i 2020. Siden han han vundet flere stormesterturneringer, og elo-tallet har nu rundet de 2600. Næste mål er Top 100, det kræver 40-50 mere på elo-kontoen!

   Efter en pause kom vi til den alvorlige afdeling, gennemgang af partier! Der var i den grad åben for analyser, og Jesper havde rigtig godt styr på de små sidespring og fandt let tilbage til partifortsættelserne. Jesper sluttede af med at bede om lidt kritik: Torben Kyhl fandt (lidt berettiget), at partierne ikke helt levede op til foredragets titel, den røde linje var ikke helt tydelig; titlen har Jesper i øvrigt fra en videoserie, han har lavet under coronakrisen.

   Alt i alt en storslået aften!

 

Tårn og to springere er gift!
(17
. september 2021) Af PE Nielsen

   

 

Mesterskabsklassen: Vagn kigger interesseret på partiet Svend Aage (ryggen til) - Jan C. Bagved skimtes Lars Noe (tv) og det spændende parti Lars Hansen - Nina

 

Bagest her Mester 2, og forrest Basisklassen.
Cirka midt i billedet ses Sune Huus, der var én af de
to spillere, der satte mat med tårn og 2 springere!

 

Analyse er jo henvist til gangen, og det gik ok.
Bagest ses Thomas Overgaard analysere sit parti, forrest Jonas (ryg), Mikkel og TL Tom med kasketten

 

   Så fik vi startet klubmesterskabet op, og det blev en spændende aften! I Mesterskabsklassen var der afbud fra Rathlev, så der blev spillet tre partier: Noe måtte ret hurtigt kapitulere mod Vagn, Jan fik et fint slutspil ud af sin Jänisch og vandt, og tilbage så et meget spændende parti mellem Nina og Lars Hansen. Nina fik en lidt suspekt stilling, men Lars H var lidt for oversmart med Sxf7?! Nina var tæt på straks at svare ...Df6, men gik i boksen og trak noget andet; det skulle hun ikke have gjort, ...Df6! var stærkt og ville ha' tvunget Lars til et kvalitetsoffer. Nu fik Lars igen fordel, store taktiske forviklinger, Lars giver dronningen og sætter mat med tårn og to springere! En spændende første aften, og min vinderkandidat Lars H lever ....

   Lars Hansen har lige spillet det dræbende 42.Se4-g5!

   Mester 1: Der var afbud fra Christian Thye. Og her gik min kandidat Morten Lyck kold, han stod godt, men Steen C er jo ein verdammtes gutes fighter, og han fik gang i noget på D-fløjen, og da Mortens h-bonde blev faretruende, fik Steen byttet Mortens dame af mod to tårne, hvorefter Steens dronning ryddede munden på Mortens stilling, 1-0 til Steen! Der var også sejr til Dennis over Rudbeck - dejligt at se ham tilbage ved brættet! - mens Søren K og Oehlerich delte i et parti, hvor Søren ellers havde teten.

   I Basisklassen vandt Jonas ret ubesværet over Albert, mens Thomas Overgaard blev pryglet af Sparvang! Sune fik hurtigt overtaget i sit parti, og slutteligen satte han mat med ... ja tårn og to springere, en livsfarlig cocktail !! Det sidste parti mellem to gæster blev taget remis i begyndende tidnød.

  Sune har lige på en springerskak spillet 38.Kg4-f3 og sort gav op pga. de to udækkelige mattrusler: 39.Tf7# og 39.Sg6#

   Næste torsdag spilles 2. runde, torsdag den 30/9 er der udsatte og ikke mindst kl. 19.00 foredrag med Jesper Thybo, så nogen vælger nok alternative aftener til deres udsatte! Link til tabellerne her.

 

 

Klar til klubmesterskabet
(14
. og 15. september 2021) Af PE Nielsen

   Så har turneringsleder Tom Petri fået tømret turneringen sammen, og det har han gjort rigtigt godt: 24 deltagere, og det vil sige tre 8 mandsgrupper, også perfekt for Tom selv ;-). Bækgaard var egentlig tilmeldt, men har trukket sig, men alligevel ser Mesterskabsgruppen temmelig spændende ud! Vi har denne gang hele fire gæster med: Lars Hansen, SK68, Jakob Rathlev, Jetsmark og så de to gamle kendinge Vagn Jensen, Å/S og Svend Aage Madsen, Randers. Disse fire skal så udfordres af tre førsteholdsspillere: Thomas Klitgaard, Nina Høiberg og Jan Christensen samt andetholdsspiller Lars Noe. Ratingmæssigt ser gruppen utrolig jævnbyrdig ud med Rathlev og Lars H som svage favoritter. Min favorit er Lars H, der i lang tid har ligget i intervallet 2200-2300, men nu er på nedtur - kan han stoppe den og vinde her? Eller bliver det den mere stabile Rathlev? Eller - forhåbentlig! - en af vore egne!?

   I Mester 2 er gæst Aage Olsen, Randers og vores Dennis Hemdorff (fra Randers!) favoritter, men spændende bliver det også at følge hjemvendte Christian Thye-Petersen, der ratingmæssigt spiller 3. violin - lader han sig fuppe af Steen C, der også er med i klassen!? Jeg har dog også et godt øje til gæst Morten Lyck Hansen, SK68, der på det seneste er blevet basisspiller. I Basis 1 er Jonas Nielsen rating- og min favorit, men måske kan Sune Huus yde ham modstand ...?! Link til tabellerne her.

VIGTIGT !!

   -  Kom i god tid!
   -  Parkering:  Der er parkering ved nordenden af bygningen
  (og parkering ved sydenden er strengt taget forbudt!)
   -  Indgang: Der er stadig - uanset et tåbeligt skilt -  indgang ved sydenden af bygningen (så gå tilbage langs bygningen, hvis du parkerer i nord)
   -  Indskud udgør 125,- kr, kan betales kontant, hvis ikke får du en seddel med hjem og skal overføre til en konto

 

 

Chess House's generalforsamling mv.
(14
. og 15.september 2021) Af PE Nielsen

   I morgen onsdag kl. 19 genoptages den suspenderede generalforsamling i Chess House, Da den blev afbrudt den 18. august (læs her), var det fordi det ikke var muligt at finde ny formand og kasserer. Der er så i mellemtiden afholdt et  uformelt samarbejdsmøde den 1. september (læs her). Jeg er ikke opdateret omkring status, så det bliver meget spændende, hvad der sker på mødet i morgen.

GENOPTAGELSEN: Der blev valgt en ny bestyrelse, flere bl.a. formanden Thomas Vestergaard fortsætter. Som ny kasserer blev valgt Philip Konrad Hviid fra Århus/Skolerne.

   I weekenden den 24.-26. spetember holder landholdet træningssamling i Chess House. Fredag aften afholdes en åben lynturnering, og har du lyst til og mod på at møde forhåbentlig flere fra landsholdet, så kig nærmere her (max 32 deltagere).

   Og så vil jeg også lige nævne Hurtigskak-DM for seniorer (50+ hhv 65+), som afholdes af SK 1968 i weekenden 2.-3. oktober, det foregår i Solsalen ved Fjordsgades skole. Link til indbydelsen her.

 

Spillermøde og klubmesterskab
(9
. september 2021) Af PE Nielsen

   Spillermødet i aften blev et af de mindre dramatiske. og holdene kommer til at ligne holdene fra sidste år, så der er kun en mindre afklaring udestående.

   Klubmesterskabet løber af stabelen næste torsdag. Bestyrelsen har besluttet at prøve at kontakte andre klubber for at få deltagerantallet op, men det ville naturligvis også være fint med flere Nordredeltagere, og man har forlænget tilmeldingsfristen til på mandag. Over gerne en gang mere og kig her.

 

Festugen blev en stor triumf for Nina!
(6
. og 7. september 2021) Af PE Nielsen

   Efter et par sløje turneringer spillede Nina en flot turnering og opnåede en tredelt førsteplads og er dermed en af tre Festugemestre anno 2021!

   I weekenden blev der spillet Festugeturnering i Chess House (to hurtigpartier fredag og så 2 x 2 emt-partier lørdag-søndag), og vi havde to med i det 28 m/k store felt, der spillede 6 runder Schweizer i én gruppe. Turneringen blev en stor triumf for Nina Høiberg, der efter et par slatne turneringer har spillet sig i storform! Nina tabte ikke noget parti, spillede remis imod de to nærmeste og slog resten. Hun havde en forventet på 2,75 og delte førstepladsen med Martin Matthiesen, SK68 og tyskeren Mark Simkin, alle tre med 5 af 6! Martin havde bedst korrektion foran Nina, men præmierne deltes.

   Per Oehlerich deltog ligeledes, og han gjorde det også meget fint med 3½ af 6, godt én over forventet; han måtte dog i sidste runde ned mod netop Nina.
Link til turneringstabellen her og læs også nærmere om turneringen på chesshouse.dk her.

   Nina har i en mail lige korrekset mig: Tallet i forventet score gælder kun de 4 ratede partier (vi spillede med det irriterende system, hvor man starter med 2 hurtigskakpartier fredag aften), så både Per og jeg scorer over forventet, men ikke specielt meget; vi vinder vel begge 5 ratingpoint – men lidt har også ret!

 

Spillermøde om holdsætning
(4
. september 2021) Af Mikkel Hansen

   Næste torsdag afholdes kl 19.00 spillermøde om holdsætninger til den kommende sæson. Hvis du ønsker at skifte status i forhold til sidste år (fx gå fra passiv til aktiv på et hold), hvor turneringerne jo blev aflyst, send venligst en mail til mig (formand@nordre.dk) eller Jonas (jonasneslein@hotmail.com) så hurtigt som muligt, tak!

  Din status sidste år kan du se på sidste års Styrkeliste her.

 

Tilmelding til Thybo-foredraget
(4
. og 8. september 2021) Af Mikkel Hansen

   Bestyrelsen har holdt møde og er blevet enige om, at vi foretrækker en tilmelding fra medlemmerne pr e-mail, hvis man ønsker at komme til foredraget den 30. september. Dette er at hensyn til pladsen, da vi også kan forvente et par stykker udefra. Så hvis du ønsker at deltage, send venligst en mail til mig (formand@nordre.dk) eller Jonas (jonasneslein@hotmail.com) så hurtigt som muligt, tak!

   Titlen på foredraget bliver:  "Pres modstanderen" med denne beskrivelse: Jesper Thybo instruerer gennem sine egne partier, hvordan man presser sin modstander på den mest effektive måde. Foredraget kommer også til at handle om Jespers egne fortællinger om hans vej til U-18 EM og stormester-titlen. Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål.

 

Bækgaard hurtigskakmester!
(4
. september 2021) Af Mikkel Hansen /PE Nielsen

   Der dukkede to mere op i torsdags, Thomas Overgaard og Søren Korshøj, og derfor blev denne hjemmelavede seddel lavet i fællesskab, så de to nye også fik lov at spille:

   Bækgaard blev ikke helt overraskende den sikre vinder med 4½ af 5 ved at vinde over Steen og Jonas, og formanden nappede andenpladsen med 3.
Link til turneringen i DSU's system her.

    Bækgaard er skiftet til Jetsmark, men han er særdeles aktiv som B-medlem: Blev i juni lynmester, vandt så augustlyn og nu hurtigskakmester!    

 

Senior-EM for hold
(30
. august 2021) Af PE Nielsen

   I dag starter senior-EM for hold i Prag. Vi har igen Per Holst med i 65+-klassen, og han spiller 3. bræt på det danske hold. Læs nærmere på skak.dk her.

 

Samarbejdsmøde i Chess House
(29
. august 2021) Af PE Nielsen

   Krisen kradser i Chess House, og formanden Thomas Vestergaard har derfor udsendt denne mail til en bred kreds:

Gode skakven!

 

Chess House inviterer medlemmer, brugere og andre venner af huset til et uformelt samarbejdsmøde onsdag den 1. september kl. 19.00 i foreningens lokaler på Olof Palmes Alle 11, 8200 Aarhus N.

Formålet med mødet er at få afdækket hvilke typer af arrangementer og turneringer, vi skal tilbyde i fremtiden.

Dernæst skal vi meget gerne kunne blive enige om en måde at drive Chess House på fremover, der involverer flere frivillige, end vi er lige nu. Vi sigter ikke efter at lægge store byrder på de frivillige, men meget mere på at skabe en stor gruppe, der vil hjælpe med alt fra dommergerning, kantinemedhjælper, live-master, fotograf etc. Om man så kun kan tage en enkelt vagt i kantinen under AaM eller lave ris a la mande til julefrokosten, så er alle bidrag velkomne.

Man kan roligt komme til samarbejdsmødet, man kan ikke blive valgt til en officiel post. Det kan man først 14 dage efter, hvor vi genoptager generalforsamlingen. Men inden da, vil det være en stor hjælp, at vi har fået en række frivillige til at sige ja til Chess House.

 

 

Med venlig hilsen 

Thomas Vestergård

 

Festugeturneringen afholdes i den kommende weekend, se her. Pt. er (kun) Nina Høiberg tilmeldt fra Nordre ....

 

Midtvejs i hurtigskakmesterskabet
(27
. august 2021) Af Mikkel Hansen

   Seks spillere mødte op til første halvleg af hurtigmesterskabet over to torsdage, og der var godt med dramaer fra første træk! Steen C (Fup) stod for dagens overraskelse, da han fuppede Klitgaard med en springergaffel i slutspillet mod konge og løber. Jonas stod over mod både Oehlerich og Fup, der dog begge fik hevet en halv hjem.

De to favoritter Bækgaard og Klitgaard spillede remis ved trækgentagelse i slutspillet, og jeg kom med dagens åbningsoverraskelse med hvid mod Fup: 1.d4 d5  2.h4!? g6??!  3.h5!, og dette noget alternative forsøg på at undvige teorien, kom Steen sig aldrig over (til stor morskab i øvrigt). Status her efter de første 3 runder er, at Bækgaard fører med 2½ af 3 med Jonas og Mikkel efter sig, men: intet er afgjort endnu.....

 

Smuk skak med mere!
(23
. august 2021) Af PE Nielsen

   Begge Nordres deltagere i Smuk skak i Skanderborg endte med en score på 3 af 5, Nina Høibergs i Mester 2 dog pga. et gratis point i sidste runde, så den reelle score var 2 af 4, på niveau med det forventede. Sune Huus var godt kørende i Basis 7 og førte før sidste runde; her blev det desværre til et nederlag og derfor kun en delt 2.-4. plads, scoren var en anelse over forventet. Link til tabellerne her.

   Der er nu 16 tilmeldte til klubmesterskabet, og der tegner sig en spændende mesterskabsgruppe, spørgsmålet er om også den mangedobbelte mester Tom Petri dukker op ... Der er stadig god tid til tilmelding, men jo før du melder dig, jo flere trækker du måske til, kig her.

   Og endelig er der jo så vores jubilæumsfest! Du har nu kun en uge til at tilmelde dig, hvis du skal med til den fantastisk billige pris á 48,- kr! Er du senere på den end den 31/8, ja så må du slippe en halvtredser ekstra, og det ville da være ærgerligt?! Pt. har jeg registreret 18 tilmeldte medlemmer samt 6 ledsagere, så fest skal der helt sikkert blive! Ud over at indbetale pengene på klubbens konto, husk da også lige at sende en mail til poulerik@nordre.dk! Læs nærmere om proceduren (den blå del!) her.

 

Bækgaard vandt Augustlyn'en
(20
. august 2021) Af Per Oehlerich

   Augustlyn startede op med 6 deltagere, og vi valgte at spille dobbelt runde alle mod alle. Efter den første halvdel førte Dennis og Thye turneringen med 11 point, begge ubesejrede, Martin Bækgaard fulgte straks efter på 10 point. I sjette runde besejrede Bækgaard Thye, og så var de to tilbage i kampen om sejren.

   I syvende runde Spillede Dennis remis med Thye, og Bækgaard smuttede så i spidsen med endnu en gevinst. Begge vandt de i 8. runde, men i 9 runde vandt Bækgaard ovre Dennis, og dermed var sejren sikret inden sidste runde skulle afvikles. Det forhindrede dog ikke at Bækgaard fik fuldt hus i anden halvdel af turneringen, og han blev en fortjent vinder med 25 ud af 30 mulige point. Dennis blev nr. 2 med 21 point, og Thye kom på tredje pladsen.

   Ellers er det værd at bemærke, at Benjamin virkede lidt rusten, men fik banket noget af rusten og kom godt igen. Per spillede skidt og satte sikkert alle de ratingpoint til, som han vandt i sidste turnering. Sune sluttede feltet af, og syntes at han havde fået hård modstand, dertil er blot at sige, at Sune spillede rigtig godt og havde mange gode stillinger, hvis blot han spiller lidt hurtigere vil mange få problemer med ham fremadrettet.

   Til sidst skal blot nævnes, at vi savnede nogle flere, fx Fup, som vi troede ville have en tiltrængt revanche mod diverse spillere, men det er jo stadigvæk ferietid for nogle ... Vi håber at flere kommer næste gang, og ellers er der jo en chance i det kommende hurtigskakmesterskab de næste to torsdage - der er tilmelding i klubben næste torsdag kl. 18.45.

 

Augustlyn og Smuk skak i Skanderborg
(17
. august 2021) Af PE Nielsen

   Torsdag kl. 19.00 starter årets Lyn Grand Prix bestående af fire lynturneringer op med Augustlyn. Der er tilmelding kl. 18.45, og altså start kl. 19.00.

   I weekenden er der så en 5 runders EMT i Skanderborg, og det er i forbindelse med både en IM- og en GM-turnering. Pt. har Nordre to tilmeldte blandt de i alt 76 tilmeldte: Nina Høiberg og Sune Huus, måske også noget for dig!? Kig her.

 

Klubben åbner op igen i aften
(12
. og 13. august 2021) Af PE Nielsen

   Klokken 19.00 i aften åbner klubben op for en ny sæson. Det bliver med sommergensyn og uformel åbningslyn. Vel mødt!

Fra Christian Thye har jeg modtaget følgende efter opstartsaftenen:

   Om den fortløbende duel: Det meddeles i dette øjeblik, at Fups tropper (igen) har overgivet sig til Thye i Bunkeren – de ydmygende cifre 16½-6½ danner nu baggrund for forhandlinger om en revanche. Fup udtaler: ”Jeg overvejer Backgammon” ....

 

 

GM Jesper Thybo gæster Nordre!
(6
. august 2021) Af PE Nielsen

Vi kan se frem til et spændende foredrag, når unge stormester Jesper Thybo gæster klubben sidst i september! 

   I anledningen af jubilæet er det lykkedes at få Stormester Jesper Thybo til at komme og fortælle om sin karriere. Da Thybo er bortrejst omkring jubilæet i november, har man derfor lagt sig fast på torsdag den 30. september - så sæt allerede nu kryds i kalenderen! Aftenen var i forvejen afsat til udsatte i det kommende klubmesterskab. Nærmere om arrangementet her på siden, når vi nærmer os!

 

ÅS/CH sommerskak slut
(1. august 2021) Af PE Nielsen

   Jan Christensen sluttede på 4 af 9              -               Peer Ole Pedersen sluttede på 2½ af 8         -  Fotos Thomas Vestergaard

   Så blev IM-turneringen færdigafviklet, og den unge tysker Ruben Gideon Koellner færdiggjorde sin IM-titel i sikker stil, efter 7 pinde i streg sluttede han af med to halve! Jens Ove Fries reddede lige andenpladsen i hus i direkte duel med Mikkel Antonsen i sidste runde, hvor han holdt remis. Du kan læse mere om turneringen på chesshouse.dk her og på skak.dk her.

   Vore to deltagere gjorde det udmærket og endte begge lidt over forventet; Peer Ole fik kun 8 partier, da han i sidste runde skulle møde den udgåede svensker William Olsson (nej, ikke Shubidua's fra Colorado Springs). Jan lavede 4 af 9 efter en god stime midt i turneringen. Jeg talte med Peer Ole her søndag, og han var glad for at have været med, selvom det havde været hårdt, alle jagter jo den lavestratede! Men at han har arbejdet koncentreret fremgår af, at han slet ikke havde registreret, at TV2 Østjylland filmede, mens han spillede! Peer Ole reddede sin turnering på en rigtig god onsdag, der bød på dobbeltrunde, 2 af 2! Link til tabellen her.

 

Status i ÅS/CH sommerskak & Festuge
(28
. og 29. og 31. juli 2021) Af PE Nielsen

   

 

I aftenens 4. runde var Jan (forrest tv) og Peer Ole (bagved Jan) kommet til bords efter at de begge tabte i 3. runde tidligere på dagen

 

Spillerne sidder tæt i lummervarmen, Jan var ikke særlig tilfreds med forholdene. Tilsyneladende virker udsugningen ikke som tiltænkt, og det er hårdt lige nu

 

Al analyse foregår ude på gangen.
Her er det Jens Ove (TV) og Jens Ramsdal, der kigger på Ramsdals nederlag til Mikkel Antonsen

 

   Jan var rimelig godt tilfreds med spillet, bortset fra at han missede en nem remis i 3. runde mod Klaus Berg. Her til aften kom han ud i noget meget taktisk, der endte med, at Jan tog evig skak. Jan har nu 1½ af 4, minimalt bedre end det forventede. Peer Ole synes også, det er hårdt i varmen; men efter at have tabt de to første, er han kommet godt i gang og har vundet de næste to, hvilket er klart bedre end det forventede 1,25.

   Ruben Koellner er med sejr over Björn Ahlander gået i front med 4 af 4, lige efter ligger Jens Ove Fries med 3½ og herefter Mikkel Antonsen med 3. Link til tabellen her, og online her. Artiklen på skak.dk melder om forrygende kampskak i turneringen, hvilket jeg er helt enig i, læs mere her.

Update lørdag kl. 15.30: Det er stadig forrygende skak, der spilles i turneringen! Den førende og suveræne tysker Ruben Koellner vandt et drama over Pelle Bank og har stadig maksimum efter 7 runder! Og et endnu større drama var opgøret Mikkel Antonsen - Klaus Berg, som endte i remis efter forrygende fight fra begge parter!

   Desværre fangede Jens Ove Jan C på det forkerte ben i en eller anden JOFN-flodhest-lignende åbning og udspillede Jan. Også Peer Ole måtte ned. Peer Ole er på forventet før de sidste to runder, Jan et stykke over - jeg glæder mig til de sidste to runder, den næste starter i aften kl. 18.30, den sidste i morgen kl. 11.00.

   Turneringen var med i et klip i aften (lørdag) i TV2 Østjylland, her kan du se klippet starte med feltets flotteste fyr, se klippet her. Samme sted finder du også en artikel, der fortæller, hvorfor der ikke var nordmænd med, se artiklen her.

 

   Jeg har lovet Thomas Vestergaard at lægge et godt ord ind for Festugeturneringen, der netop er offentliggjort, indbydelse og tilmelding her. Det bliver igen med hurtigpartier fredag aften (kun to styks), efterfulgt af 2 x 2 partier lørdag-søndag med fuld betænkning.

 

Forny dit Chess House medlemskab
(26
. juli 2021) Af PE Nielsen

   Så er det tid til at forny sit Chess House medlemskab. Du kan vælge mellem et 2. halvårsmedlemsakb til 250 kr eller støtte CH med et helt års kontingent på 400 kr. Kontingentet kan klares på to måder: Indsætte beløbet på vores konto 2251-3484193486 hos Nordea, eller betale via Mobile Pay til 9460RU. Man skriver 9460RU i stedet for et telefonnummer i Mobile Pay. Er du barn eller studerende, læs nærmere her.

 

Ny sejr til Dennis Hemdorff!
(26. juli 2021) Af PE Nielsen

   Syddjurs' sommer-EMT er netop blevet afviklet, og delt Randersmester Dennis Hemdorff gjorde det igen, denne gang blev det til en tredelt førsteplads med 4 points af 5 mulige, og så vidt jeg kan se, havde  Dennis endda den bedste korrektion - link til tabellen her.

   Mindre godt gik det Nina Høiberg i Helsingør, hvor hun i Konventum-turneringen lå på en delt sidsteplads før sidste runde; heldigvis vandt Nina bundopgøret i sidste runde og avancerede lidt og begrænsede således ratingtabet. Link til tabellen her.

   I aften indledes så Århus/Skolerne & Chess House's sommerskak med Jan Christensen og Peer Ole Pedersen i det 18 mand store felt; det er en IM-turnering, og Jan og Peer Ole er seedet som hhv nr 14 og 18 i det kun 18 mand store felt. Link til tabellen her, og online her.

 

Nyt navn: Kulturhus Bunkeren
(18. og 20. juli 2021) Af PE Nielsen

   I stiften i dag læser jeg, at Chess House ikke kommer til at ligge i House Overtaci, men derimod Kulturhus Bunkeren:

Læs evt. nærmere på stiften.dk i artiklen "Brugerne har altid ret: "Bunkeren' er snart ikke længere et øgenavn".

 

HUSK i øvrigt at få meldt dig/jer til jubilæumsfesten den 13. november, der er meget billigt hvis du betaler inden den 1. september!
Du gør det her.

 

Åben Schweizerturnering i Chess House
(12. juli 2021) Af PE Nielsen

   I perioden mandag den 26/7 til 1/8 afholder Aarhus Skakklub sammen med Chess House en åben schweizerturnering med 9 runder på 7 dage. Da der er begrænset antal pladser 24 styks, skal du skynde dig, hvis du vil spille med, der er allerede 15 tilmeldte! Indbydelse og tilmelding her.

 

 

Ældre nyheder...