|
|||
Strynø-udflugt |
|||
|
Syv mænd m/k sejrer! fra Nordre Nyt nr. 4, oktober 1993 af Anders Schildt Solen stod lavt på himlen dèn dag i august, sommeren faldt. Det var lørdag, og der var relativt stille på vejene. Der var noget specielt under opsejling. 6 mænd var villige til at følge krigeren Nina til den anden ende af landet, for at møde den udfordring, deres fællesskab havde fået. Den tro væbner, som er opkaldt efter en øl - gu' vé hvorfor - havde været på de egne før, og havde under et festligt lag med de fremmede fået dèn udfordring, som han som ansvarlig "Nordring" ikke kunne sidde overhørig. Rudkiøbing Skakklub var opstået som fugl Fønix et tiår før,
efter at have ligget under mulde i årevis. Nu var der gået et årti,
og "Sydningerne" mente vel, at det var på sin plads at få
målt styrken. Måske kunne man matche den notorisk mest vindende klub i
hele landet? Vel hjemme havde Tapre Thor sine vanskeligheder med at samle nok frænder til togtet. Det var ikke af ond vilje, men mange krigere havde andre planer med den dag, sommeren faldt. Men da dagen oprandt, samledes efterhånden de 7, der skulle udgøre den enhed, som vandt megen hæder. Det var Nina the Ninja, den stærkeste amazone i landet, og ubetinget vor stærkeste trumfkort, Jens the Boss, Andreas, osse kaldt Køvenhavneren: Født på Sjælland forstås, Jan og Erik fra vor supporterklub, Tabre Thor, og undertegnede som det tynde øl (det lå i luften, at vore modstandere skulle have en chance). Turen gik smertefrit, der var sørget for fin transport fra endnu en af klubbens forbindelser. 5 af os bagi fik et spil kort, hvor jeg greb mig i at håbe, at Jens spillede bedre skak end whist! Vel ankommen til øen blev vi bespist med gode håndmadder og øl., hvorefter slaget skulle stå. Vore modstandere havde maget det således, at alle fra os skulle spille mod alle fra dem - 15 minutter pr. spil! Der blev gået til sagen, og efter 3 til 4 timers spil lettede røgen, og resultatet var 37-12 i vor favør! Så skulle vi spise, og værterne betingede sig en revanche. Efter kromad & øl stillede vi op igen, denne gang til 10 minutters spil. 37½-11½!! En betragtelig forbedring. Nina og Jens gjorde rent bord. Københavneren næsten, så vi andre fik lov til at lege, fx. med en dobbelt Strynø-gambit med overliggende øl. Ud på natten listede vi i seng, for der var dobbeltsenge til alle. Urtidligt søndag morgen (kl.10), mødtes vi på kroen til morgenmad, hvorefter Nina blev udset til at spille simultan mod os alle. Dog afholdt Jens & Thor sig fra at spille; jeg selv ligeså, men først efter 10 træk i en umanerlig ond preusser! Nina tabte een, spillede et par stykker remis, og skalperede resten, "A mean machine!". Op på kroen, spise, tale, takke, og gaver, hvorefter vi stod
nordover til endnu et spil kort, hvor Nina & Jens beskyldte mig for
at have rod i regnskaberne, et ynkeligt forsøg på at dække over deres
egen utilstrækkelighed i kortspilkunsten!! Tillykke Rudkøbing, og således svandt den sommer ... Se referaterne fra Nordres senere besøg på Strynø: 2003 1997
|